Socialistisk Arbejderavis
Nr. 349 – 12. november 2015 – side 7
Harald Børsting forgyldt
Christine Kyndi
Harald Børsting er stoppet som LO’s formand. Alligevel vil han hvert år resten af sit liv få en “tilsagnspension” på 604.800 kr. Penge som LO’s medlemmer betaler.
Desuden får han folkepension og ATP, og sin private pensionsopsparing. Så Harald Børsting er altså sikret en tårnhøj indkomst resten af sit liv.
De 604.800 kr. om året betyder, at han tjener mere end 90 pct. af befolkningen.
Forgyldt af medlemmerne
Harald Børstings gyldne håndtryk står i skarp kontrast til hans medlemmers situation.
Reallønnen er de seneste år faldet eller stagneret, mens chefernes lønninger stiger massivt.
Og det sidste, Harald Børsting var med til at gøre som LO-formand, var at godkende dagpengekommissionens forslag til nye dagpengeforringelser, som vil stille mange af hans arbejdsløse medlemmer endnu dårligere.
Pampere
LO’s ledelse (som Harald Børsting dengang var en del af) afskaffede egentlig tilsagnspensionen i 2003. Men de sørgede dog for, at tilsagnspensionen ikke blev afskaffet for dem selv.
På den LO kongres, hvor Harald Børsting overlod formandsposten til Lizette Risgaard, blev der desuden vedtaget, at LO’s ledelse skal have lønforhøjelse på 1,5 pct. årligt.
Det betyder, at formanden for LO om tre år får 120.782 kr. om måneden i løn, pension og tillæg, mens de fire næstformænd hver får 92.422 kr.
Tillidsvalgte skal aflønnes som medlemmerne
Det er på tide, vi får et opgør med de overdådige lønninger til fagbevægelsens toppampere.
Vi mener, at alle tillidsvalgte i fagbevægelsen skal aflønnes med gennemsnitslønnen blandt de medlemmer, de er valgt af.
Det vil have mindst to fordele: For det første, at de valgte selv har en personlig interesse i at sikre medlemmerne så høj en løn som muligt.
For det andet vil det gøre det langt sværere for de valgte at leve et liv, der bliver mere og mere forskelligt fra deres medlemmer, jo højere op i hierarkiet, de kommer.
Stil forslag
Forslaget er meget enkelt. Prøv at stille forslaget til den næste generalforsamling i din afdeling, hvis du er medlem af en fagforening.
Selvom det måske ikke bliver vedtaget, så er det med til at rejse en vigtig diskussion om lønningerne i fagbevægelsen.
Se også:
SAA 349: Dagpengeforlig: Endnu et angreb
SAA 349: Får ridderkors: En stor dag for Søren Pind
SAA 349: Tag statsborgerskabet fra DF’s Christian Langballe!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe