Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 349 – 12. november 2015 – side 8

EU-afstemningen

Ikke mere magt til EU

Jørn Andersen

EU-afstemningen handler for de fleste ikke om indholdet i “retsforbeholdet”. For de fleste af os er det kompliceret og uoverskueligt. Det handler om noget mere enkelt: Skal EU-institutionerne have mere magt?

Med andre ord: Kan vi have tillid til, at disse EU-institutioner varetager almindelige menneskers interesser? Og kan vi have tillid til de politikere, der anbefaler, at vi skal stemme Ja?

De fleste af de politikere, der vil afskaffe forbeholdet, er fra de samme partier, der i de seneste 3 regeringer har hovedansvaret for stribevis af nedskæringer og angreb på demokrati og retssikkerhed.

Dem er der absolut ingen grund til at have tillid til. Men hvad med EU?

EU: Frihed og demokrati?

For ret få år siden var det muligt at fortælle en historie om, at EU stod for frihed og demokrati og var garanten mod krig i Europa. På venstrefløjen har det især været SF’s fortælling om EU.

Fortællingen har aldrig haft ret meget med virkeligheden at gøre. Men de seneste få år er den blevet så utroværdig, at man sjældent hører den.

I den økonomiske krise siden 2007 har EU’s rolle i stigende grad været at angribe arbejderes, unges og pensionisters levevilkår – især, men ikke kun, i Grækenland, Irland, Spanien og Portugal.

Men to begivenheder, på hver sin side af sommerferien, har gjort EU’s rolle ekstra tydelig: Afpresningen af den græske regering med den seneste ‘lånepakke’ – og de tusinder af druknede flygtninge, der ikke klarede at komme ind i Fort Europa.

Myterne om ‘det liberale Europa’ og ‘den moralske stormagt’ døde definitivt i sommeren 2015.

EU er et, ikke særligt vellykket, forsøg på at skabe en imperialistisk stormagt som redskab for europæisk kapital til at varetage deres klasseinteresser.

Derfor siger vi: Ikke mere magt til EU – Stem Nej ved afstemningen 3. december.

Flygtninge bag pigtråd

Foto: Freedom House, flickr.com

Nej til Fort Europa

Når almindelige mennesker taler om flygtningekrisen, taler de om folks lidelser og flugt fra krig, død, tortur og ødelæggelse. Når EU-politikere gør det, mener de, at de ikke kan koncentrere sig om nedskæringer, krig og nyliberal politik.

EU – verdens rigeste region – har i 2015 modtaget nogle få hundrede tusinde flygtninge.

I Mellemøsten – en langt fattigere region – er der 10 millioner flygtninge (+ flere millioner internt fordrevne). Globalt er der ca. 60 millioner flygtninge.

Set i forhold til landenes købekraft har lande som Etiopien, Pakistan, Kenya og Tyrkiet mellem 200 og 1000 gange flere flygtninge end Danmark. Danmark ligger i bund i Europa set i forhold til købekraft (nr. 81 på verdensplan).

Det liberale EU

Flygtningekrisen har udstillet det liberale Europa. Én ting er, at nationale grænser i praksis igen er ved at blive indført i EU-landene. En anden ting er, at den fremmedfjendske højrefløj går frem i lande som Polen og Ungarn.

Men de fleste angreb på flygtninge kommer ikke fra den yderste højrefløj. De kommer fra det, Tariq Ali har kaldt “det yderste centrum”, samt fra EU-institutionerne selv.

I Østrig er det en socialdemokratisk premierminister, der genindfører grænsekontrollen. I Slovenien er det et centrum-parti. I Grækenland er det EU, der kræver, at SYRIZA-regeringen holder 50.000 flygtninge inden for landets grænser.

Fort Europa

EU’s befolkningskontrol bygger på “fri bevægelighed” inden for EU’s grænser. Til gengæld har man rejst en mur uden om EU’s grænser, der bliver forsvaret af pigtråd, påtvungne “aftaler” med nabolande samt politi og militær.

Fordelingen af flygtninge er reguleret i “Dublin-aftalen”, som betyder, at de fleste flygtninge er fastlåst i lande som Italien og Grækenland.

Men når en række østeuropæiske lande – og bl.a. Danmark – nægter at deltage i fordelingen af flygtninge, så bryder konstruktionen sammen.

Krise for EU

Det var flygtningene selv, der gjorde det til en krise for EU-systemet. Det var dem, der brød gennem pigtrådshegnene eller satte sig på tog mod Nordeuropa.

Mens titusinder af almindelige mennesker over hele Europa spontant hjalp flygtningene, udstillede de samtidig umenneskeligheden fra både EU-systemets side og EU-landenes regeringer.

EU-systemets svar på de endnu større flygtningestrømme, der er på vej de kommende år, vil være endnu flere grænsekontroller, hot-spots til opsamling og kontrol af flygtninge, flygtningelejre som “Junglen” i Calais og mere væbnet bevogtning af de ydre grænser.

EU er ikke en medspiller i forsvaret for almindelige flygtninges rettigheder. EU og EU-landenes regeringer er vore modstandere.

 

Nej til nedskærings-Europa

“Krisen endte med at give os det politiske momentum til at gennemføre forandringer, der før nedgangen havde været umulige at få igennem,” sagde daværende formand for EU-kommissionen, Barosso.

EU og EU-landene er blevet ramt meget forskelligt af den økonomiske verdenskrise, der kom til Europa i 2008-9.

Men de har været enige om at benytte krisen til at angribe arbejdere, studerende, pensionister osv. med hård hånd – uanset hvor meget de enkelte lande har været ramt af krisen.

Især Grækenland er blevet hårdt ramt, både af krisen og af nedskæringer. Selv om alle kan se, at de aftaler om gældsbetaling, Grækenland er blevet tvunget til at indgå, er umulige at indfri, har EU-lederne været “meget insisterende” på at de skulle gennemføres.

Den vigtigste årsag er ikke økonomisk, men politisk: Hvis den græske SYRIZA-regering fik held til at afvise krisepolitikken, ville arbejderpartier i andre lande uden tvivl blive inspireret til at følge efter og afvise at betale de riges krise.

I både Spanien, Portugal og Irland har venstrefløjen haft fremgang de seneste år. Jeremy Corbyns valg til Labour-leder i Storbritannien er også et signal om, at mange har fået nok af nedskæringerne.

En stemme mod EU er også en stemme mod nedskæringspolitikken – uanset om den bliver gennemført af EU eller af EU-nedskærings-partierne.

 

EU: En dys-funktionel stormagt

EU var i mange super-EU-tilhængeres hjerner tænkt som Europas Forenede Stater – en ny stormagt, der kunne konkurrere med bl.a. USA. Men EU er efter 50 år stadig langt fra at være en forbundsstat efter USA-modellen.

Trods EU-parlament, fælles valuta (for de fleste EU-lande), en fælles regering (EU-kommissionen) og endda en præsident, så er EU stadig grundlæggende set et samarbejde mellem selvstændige lande.

Det er der flere grunde til. Den vigtigste er, at de fleste kapitalister stadig overvejende er knyttet til en enkelt eller 2-3 stater, nemlig den stat, der vil være villig til at forsvare deres interesser nationalt og internationalt. En sådan magt har EU ikke.

Tysklands Euro

På det økonomiske område kommer det til udtryk ved, at man nok har en fælles valuta, men ikke en fælles finanspolitik. Ikke fælles skatter og et fælles budget.

Det har skabt den absurde situation, at Tyskland (og lande, der er knyttet til tysk økonomi, som Danmark) nyder godt af den fælles valuta, mens mange andre taber på den.

For Tyskland er Euro-kursen lavere end en tysk valuta ville være, fordi den også er valuta for fx mange syd- og østeuropæiske lande, der har en mindre konkurrence-dygtig produktion. For sidstnævnte er det omvendt: Kursen bliver holdt oppe af den konkurrence-dygtige tyske industri.

Så Tysklands varer er billige og kan udkonkurrere andres, mens andre EU-landes varer er dyre og bliver udkonkurreret.

Militær

Et andet udtryk for EU’s internationale svaghed er, at EU ikke har et fælles militær.

I Balkan-krigene i 90’erne, i Mellemøsten og i forhold til Ukraine er EU-landene afhængige af NATO, dvs. USA, til at forsvare deres interesser. Men oftest er EU’s og USA’s interesser ikke de samme.

En stormagt, der ikke har militær til at sætte magt bag sine interesser, er ikke en stormagt.

Mange af EU-landene har ikke specielt mange fælles interesser. Derfor er EU så konfliktpræget.

Folkeafstemningen om britisk medlemskab (formentlig i 2016) gør EU-bureaukraterne nervøse for, om konstruktionen er ved at falde fra hinanden.

EU og demokratiet

At EU har et “demokratiske underskud” er velkendt. Så bare et par enkelte eksempler her.

EU har et parlament. Men EU-parlamentet kan ikke stille lovforslag, kun godkende eller forkaste forslag fra EU-kommissionen. Ikke underligt at valgdeltagelsen til EU-parlaments-valgene siden 1999 har været under 50 pct.

Folkeafstemningen i Danmark i 1992, der sagde Nej til EU’s Maastricht-traktat, er blot ét eksempel på, at EU har det svært med den folkelige opbakning.

I 2003 stemte 56,1 pct. af svenskerne Nej til EU’s økonomisk-monetære union (ØMU).

I 2005 skulle alle EU-lande stemme om en ny EU-forfatning. Ved de første folkeafstemninger i Holland og Frankrig faldt den, så de øvrige afstemninger blev ikke gennemført.

I 2008 skulle irerne stemme om Lissabon-traktaten (EU-forfatningen i ny indpakning). Igen et Nej.

Grækenland

Et særligt groft eksempel på EU’s mangel på respekt for demokratiet er forløbet omkring den seneste “aftale” om den græske gæld.

Den græske regering havde forhandlet et resultat med Euro-gruppens finansministre. Den blev sendt til folkeafstemning, hvor et stort flertal sagde Nej.

Alligevel tvang EU-bosserne den græske regering til få dage senere at acceptere en endnu værre aftale.

Aftalen administreres af ikke-valgte mappedyr indkvarteret på dyre græske hoteller.

 

Se også:
SAA 349: EU-afstemningen: Selve retsforbeholdet
SAA 349: EU-afstemningen: Et internationalistisk Nej

Flere artikler fra nr. 349

Flere numre fra 2015

Se flere artikler om emnet:
EU-afstemninger - Danmark

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1645 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside