Socialistisk Arbejderavis
Nr. 349 – 12. november 2015 – side 13
Majstrejkerne 1974
Borgerlige regeringer kan væltes
Jan Storgaard
400.000 arbejdere deltog i majstrejkerne i ‘74. Strejkerne sammenkædede arbejderbevægelsens krav mod staten og kapitalen.
Utilfredsheden med Socialdemokratiet i begyndelsen af 70’erne resulterede i et katastrofevalg i december 1973. Med en tilbagegang på over 12 % måtte Socialdemokratiet afgive regeringsmagten til en borgerlig regering. Poul Hartling fra Venstre blev leder af en regering med minimalt parlamentarisk grundlag.
Den internationale krise var begyndt at slå igennem i Danmark: stigende betalingsbalanceunderskud, arbejdsløshed, inflation og udlandsgæld, voksende statsbudget og faldende profitter. Problemerne tårnede sig op.
Den traditionelle borgerlige kriseløsning var et massivt angreb på arbejderklassen. Allerede i januar 1974 fremlagde Venstreregeringen sine første bud på at løse kapitalens krise: Pris- og lønstop, besparelser for tre milliarder kroner og de forventede tre dyrtidsportioner skulle erstattes af et skattefradrag.
Dyrtidsportionerne var en lille kompensation for prisstigninger og inflation, som arbejderklassen havde tilkæmpet sig tidligere (de forsvandt helt midt i 80’erne).
LO siger nej
LO sagde klart nej til indgreb i dyrtidsportionerne i januar, og regeringen var allerede kørt fast.
I løbet af foråret diskuterede Venstreregeringen forskellige indkomstpolitiske indgreb med Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet var ikke imod indgreb, og havde allerede i efteråret 1973 indført afgiftsstigninger og forbrugsreguleringer.
Venstre og Socialdemokratiet blev dog ikke enige, og Venstre fremsatte sine forslag i begyndelsen af maj 1974: Afgiftsstigninger for fem milliarder kroner, højere huslejer og besparelser på finansloven. Alt i alt et meget stort angreb på arbejderklassen.
Strejke
Allerede dagen efter fremsættelsen, den 9. maj, var mere end 50.000 arbejdere gået i strejke. Arbejdsnedlæggelserne startede på to store traditionelt socialdemokratiske arbejdspladser: Lindøværftet og Odense Stålskibsværft. Strejkerne bredte sig.
Den 13. maj var mere end 150.000 arbejdere over hele landet i strejke. En demonstration på Christiansborg Slotsplads fik opbakning af 100.000. Den 14. maj var situationen afventende, en slags stilhed før stormen.
Afgiftsforslaget – det sorte forlig – blev endelig vedtaget den 15. maj (Socialdemokratiet stemte imod), herefter tog strejkeaktiviteten til igen. Den 16. maj strejkede mere end 250.000 arbejdere i protest.
Herefter ebbede bevægelsen ud og situationen blev igen normal, men regeringen var mærket og dødsdømt. Hartling regeringen overvandt aldrig majstrejkerne i ‘74. Valget blev først udskrevet i december, men afgørelsen blev truffet på arbejdspladserne i begyndelsen af maj ‘74.
400.000 mod Hartling
Mere end 400.000 arbejdere over hele landet havde deltaget i kampen mod det sorte forlig. Ikke siden 1956 havde der været så omfattende strejker og arbejdsnedlæggelser. Arbejderklassen havde igen vist sin styrke og vist, at indkomstpolitik og afgifter var upopulære og klassefjendske.
Majstrejkerne blev et bevis for, hvor svært det var for en borgerlig regering at føre nedskæringspolitik uden om Socialdemokratiet og LO. Efterhånden som flere og flere arbejdspladser nedlagde arbejdet, blev flere og flere socialdemokratiske fællesorganisationer initiativtagere til møder og demonstrationer.
Undervejs i strejken skete et reelt skift i LO’s holdning. I starten udtalte LO formand Thomas Nielsen, at der kun var tale om "kommunistisk inspireret hysteri", senere forlød det fra SID formanden, at "så mange kommunister er der jo heller ikke".
LO blev reelt politisk ledende i bevægelsen. Majstrejkerne var et bevis for LO’s styrke og evne til at gå ind og politisk overtage den spontane bevægelse. Strejkerne startede som protest mod Socialdemokratiets deltagelse i forhandlingerne.
Da dette krav var indfriet, kunne den socialdemokratiske fagbevægelse igen forenes om at stoppe strejkebevægelsen. Prestigen var reddet.
Ud med Hartling – Ind med Anker
Parolerne i maj var "Ud med Hartling – Ind med Anker" og udtrykte helt klart den socialdemokratiske LO-tops hedeste ønsker.
Ved at overtage den politiske ledelse af majstrejkerne forsøgte LO at indfange og neddæmpe arbejderklassens kritik af LO og bane vejen for et styrket Socialdemokrati ved et kommende valg. Denne strategi lykkedes kun delvis.
Det kommunistisk dominerede Formandsinitiativ forsøgte at få strejkebevægelsen til at fortsætte ved at kræve en lokal lønkompensation på to kroner mere i timen som modsvar mod forliget.
Det lykkedes ikke, fordi majstrejkerne var en spontan bevægelse rejst på de offensive krav, at forliget skulle tages af bordet, og regeringen skulle gå af. Kravet om 2 kroner mere i timen medvirkede til at splitte strejkebevægelsen.
Arbejdsretten
I oktober 1974 behandledes arbejdsnedlæggelserne fra majstrejkerne i arbejdsretten. Som altid i denne klassedomstol idømtes arbejderne bod.
Den første dom mod arbejderne på Svendborg Værft udløste spontane strejkeaktiviteter med mere end 25.000 deltagere. Dette førte til, at LO og DA i Arbejdsretten slog en streg over de overenskomststridige strejker fra maj, boden blev frafaldet.
En sag mod 22 københavnske fagforeningsformænd for opfordring til deltagelse i overenskomststridige strejker blev ligeledes frafaldet.
Dette var første gang, arbejderklassen havde været i stand til at ændre en allerede afsagt dom i Arbejdsretten. Selv tidligere så stærke strejker som plattepigernes kamp i 1972 eller de meget omfattende arbejdsnedlæggelser i ‘69-‘70 havde ikke kunnet ændre på arbejdsrettens domme.
Strejke igen
I november var arbejdsløsheden vokset til 10 % mod 4% i maj, den internationale krise var tiltaget og profitterne faldt fortsat. Arbejdsgiverne havde fået det sorte forlig igennem i maj, men dette var ikke nok. Venstre regeringen fremlagde nye afgiftsforslag og nye indskomstpolitiske stramninger. Disse nye forslag overgik langt tidligere forslag.
En ny strejke og protestbevægelse gik igang over hele landet. Strejke- og demonstrationsbølgen kulminerede den 26. november, hvor mere end 100.000 deltog i en demonstration på Christiansborg Slotsplads.
Det var lykkedes Formandsinitiativet at få Socialdemokratiet med som arrangør af denne demonstration. Hovedtaler blev Anker Jørgensen, som imidlertid blev pebet ud på slotspladsen af de utilfredse arbejdere.
Hartling regeringen kunne ikke fortsætte, og et valg blev udskrevet til afholdelse i begyndelsen af januar 1975.
Valg
Valgets store sejrherre blev paradoksalt nok Venstre, der næsten fordoblede sin stemmeandel. Borgerskabet havde takket for det sorte forlig og de klassefjendske intentioner i de nye afgiftsforslag.
Socialdemokratiet fik en mindre fremgang på knap 5 % og opnåede ca. 30 % af stemmerne, men fortids høje stemmetal på 37% var dog ikke nået. Kommunisterne fik ikke indfriet deres forventninger om fordobling af deres mandattal i folketinget. De fik kun et mandats fremgang.
Majstrejkerne i ‘74 havde også sat sig spor i Socialdemokratiet. På trods af valgsejren kunne Venstre imidlertid ikke fortsætte, og Socialdemokratiet måtte nødtvungent overtage regeringsmagten.
Socialdemokratiets politik i de efterfølgende år var ikke grundlæggende forskellig fra de borgerliges politik.
Men majstrejkerne viste tydeligt, at arbejderne kan vælte en regering. En erfaring, som hundredtusinder af britiske minearbejdere også gjorde i februar 1974, da de væltede den konservative Heath-regering.
Artiklen blev bragt første gang i Socialistisk Arbejderavis nr. 103, maj 1994.
Se også:
SAA 349: Det mener vi: Små lysglimt bag de mørke skyer
SAA 349: Regeringen angriber os alle: Nødvendigt med fælles modstand
SAA 349: Socialisme for begyndere: Reformismen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed