Socialistisk Arbejderavis
Nr. 353 – 19. august 2016 – side 15
Den spanske borgerkrig
Kæmp mod fascisterne – skab en ny verden
Andy Durgan
Revolutionen, hvor de spanske arbejdere og bønder gjorde oprør mod et fascistisk kup, ligger nu 80 år tilbage. Socialistisk Arbejderavis gør status.
Den 18. juli 1936 startede dele af den spanske hær et reaktionært kup, bakket op af overklassen og den katolske kirke. Intentionen var at stoppe landets eksperiment med demokrati og sociale reformer.
Borgerkrigen der fulgte blev en af de væsentligste begivenheder i det 20. århundrede.
For millioner betød nederlaget næsten 40 års fascisme i Spanien. Men 1936 var også begyndelsen på en revolution. Ikke blot en mulig måde at besejre fascismen på, men også muligheden for en anden fremtid i Spanien
Revolutionen i 1936 blev ikke iscenesat af radikale mindretal, men var baseret på en spontan og bred deltagelse som følge af de anarkistiske og socialistiske ideer, der var begyndt at slå rødder i den spanske arbejderklasse. Centralt i denne tradition stod ideen om at arbejderne skulle tage kontrol over deres arbejdspladser.
Landbrug blev kollektiviseret, og fagforeningerne oprettede militser til at bekæmpe fascisterne. Antifascistiske komiteer organiserede sikkerhed og forsyninger. Besatte bygninger blev lavet om til hospitaler, skoler eller restauranter for folket.
Det var den samlede folkelige og republikanske modstand, der forvandlede statskuppet til en regulær borgerkrig. Der bredte sig dog en stor uenighed i de republikanske, antifascistiske områder. Uenigheden handlede ikke, som ofte påstået, om enten krig eller revolution, men i stedet om, hvilken type krig – en traditionel krig eller en revolutionær krig.
På gaderne, arbejdspladserne og på landet så det ud, som om folket dominerede situationen. Men de kontrollerede ikke medier, handel, økonomi og frem for alt militæret – revolutionen var ufuldstændig.
Folkefronten
Den anarkistiske fløj i fronten afviste skabelonen for en revolutionær stat og endte med at samarbejde om at genopbygge den republikanske stat. I november 1936 gik fire anarkistiske ledere ind i den samme folkefrontsregering, som senere undergravede revolutionen.
Kampen mod fascismen krævede en samlet og forenet venstrefløj. Folkefronten, som var dannet før krigen for at forene arbejder- og middelklassepartierne til forsvar for demokratiet, virkede som et logisk svar på den forfærdelige trussel fra fascismen. Men fremfor at opnå enhed stod Folkefronten i spidsen for en kontrarevolution, der voldsomt svækkede den antifascistiske kamp.
Det var ventet, at det liberale republikanske parti og de moderate socialister, på grund af deres modstand imod socialistisk revolution, ville støtte et kapitalistisk demokrati.
Det kommunistiske parti voksede markant i de første måneder af krigen, og modsatte sig faktisk revolutionen. Den væsentligste grund var, at den kommunistiske strategi var underlagt Stalins Rusland, der søgte en alliancepartner blandt de vestlige demokratier for at bekæmpe Nazi-Tyskland.
Stalin var ikke interesseret i en revolution i Spanien og slet ikke en revolution, der ikke var under hans kontrol og derfor kunne bringe hans mulige alliance i fare.
På denne måde blev revolutionen og dens støtter angrebet i enhedens navn. Kontrarevolutionens offensiv kulminerede i gadekampe i maj 1937, hvor den revolutionære venstrefløj blev slået ned, og revolutionen sluttede.
Folkefrontens tilhængere præsenterede udadtil krigen som en simpel kamp mellem fascisme og demokrati for at vinde støtte til krigen fra demokratiske regeringer over hele verden.
Den fascistiske akse, bestående af Tyskland og Italien, sørgede for massiv støtte til de spanske fascister. England og Frankrig førte derimod en kynisk ikke-interventions-politik, fordi de på grund af egne imperialistisk interesser aldrig ville støtte en reel socialistisk stat. Af stormagterne støttede kun Rusland det republikanske Spanien, hvilket styrkede den kommunistiske indflydelse.
Den sovjetiske støtte var ikke uden betingelser. De russiske ledere begrænsede revolutionen ved at lægge pres med manipulerede våbenpriser. På samme tid fandt den store stalinistiske udrensning sted i Rusland, og de metoder og den propaganda, der blev anvendt hertil, blev nu eksporteret til Spanien.
Frivillige
Der opstod en massiv solidaritetsbevægelse til støtte for republikken. Omkring 35.000 udenlandske frivillige fra hele verden, de fleste af dem arbejdere, tog til Spanien for at kæmpe i den internationale brigade. Mange af disse frivillige døde i krigen.
Til trods for at brigadens kommunistiske ledelse insisterede på, at deres kamp kun var for at forsvare demokratiet, var der mange af disse frivillige revolutionære socialister, som så deres kamp som en del af en større kamp for et socialistisk samfund.
Den generelle militære strategi var meget ortodoks og baseret på store offensiver som under 1. Verdenskrig. På grund af den fascistiske hærs teknologiske overlegenhed drænedes republikkens begrænsede ressourcer hurtigt, og mange soldater mistede livet. Det endte i en total tilintetgørelse.
Under Folkefrontens ledelse gik man fra demokratisk organiserede militser til en mere traditionel militær struktur. Alle accepterede, at der var et behov for en samlet kommandocentral, men en revolutionær hær ville have fastholdt den demokratiske, frivillige og militante ånd, som der var i de oprindelige militser.
Af frygt for reaktionen fra de imperialistiske magter nægtede republikken f.eks. at støtte en marokkansk nationalistisk opstand i de fascistisk kontrollerede dele af de spanske kolonier. Man udnyttede af samme grund heller ikke den kontrol, man havde over det meste af den spanske flåde. Revolutionen kunne ikke spredes, og nederlaget bredte sig.
Alternativer
Kun det lille revolutionære socialistiske parti POUM fremførte en alternativ strategi. De argumenterede for en revolutionær regering, som var baseret på komiteer af arbejdere, bønder, soldater og militsfolk.
En sådan regering kunne f.eks. have fulgt en militær strategi, der ikke var underlagt kravet om at vinde opbakning fra de imperialistiske lande.
For eksempel ville en sådan strategi have modsat sig kollektiviseringen af mindre private ejendomme, der sommetider fandt sted med magt, men i stedet vist fordele ved frivillig kollektivisering i praksis.
POUM forstod også nødvendigheden af at skabe en revolutionær arbejderfront, både for at forene de antifascistiske kræfter og samtidig forsvare revolutionen.
For at realisere et revolutionært alternativ var der ikke kun behov for et korrekt program, men også for en organisation med tilstrækkelig indflydelse og støtte til at lede et angreb på magten og opbygge “en anden magt”.
POUM havde ikke selv den tilstrækkelige styrke. Så af frygt for at blive isoleret afstod de fra at bryde med CNTs ledelse, og f.eks. i Catalonien fulgte de anarkisterne ind i regeringen.
Den spanske revolution viser ikke kun, at folk kan forandre verden, men også at det er nødvendigt at opbygge en revolutionær politisk organisation.
Andy Durgan var historisk rådgiver for Ken Loachs film “Land and freedom” om den spanske borgerkrig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed