Socialistisk Arbejderavis

Nr. 357 – 17. februar 2017 – side 9

100-året for den russiske revolution

Februar-revolutionen

Lene Junker

Revolutionen kom uventet. De politiske ledere i opposition til det enevældige zarstyre spillede ingen rolle.

Februar 1917: Russiske kvinder og soldater kræver frihed og fred

Det var kvinderne, som tog initiativet. På kvindernes internationale kampdag (23. februar efter den gamle russiske kalender) gik en gruppe kvindelige tekstilarbejdere i strejke. De krævede brød at leve af.

Kvinderne tog rundt til fabrikkerne i området og opfordrede arbejderne dér til at gå med i strejken. Inden dagen var omme, var 90.000 arbejdere i strejke i Petrograd (tidl. Skt. Petersborg, Ruslands hovedstad, som var blevet omdøbt til det russiske navn af chauvinistiske grunde).

På dette tidspunkt var der ingen, som forestillede sig, at disse strejker skulle blive startskuddet til en så storslået bevægelse, som ændrede historien – ikke kun i Rusland, men i hele verden.

Fra starten i 1917 har den russiske revolution inspireret og opmuntret millioner af undertrykte mennesker verden over. Den er også blevet kritiseret, fordømt og har været mål for militære angreb.

Skyd ikke

I løbet af de næste 5 dage bredte strejkerne sig fra fabrik til fabrik, og arbejderne demonstrerede i gaderne. Demonstrationerne voksede i omfang, selv om de blev mødt af zarstyrets politi og militær, som havde ordre til at opløse dem.

Med livet som indsats henvendte arbejderne sig til de menige soldater og opfordrede dem til ikke at skyde, men i stedet gå med i demonstrationerne. Grupper af soldater gjorde mytteri og tilsluttede sig kampen, som nu var blevet til et oprør mod zardømmet.

Det enevældige russiske zardømme faldt sammen, da det ikke længere havde nogen soldater til at forsvare sig. Strejkerne og demonstrationerne spredte sig til Moskva og resten af landet.

Februar-revolutionen i Rusland afskaffede det enevældige zardømme og den politiske undertrykkelse. Derefter greb folk selv friheden og begyndte at organisere sig for at forme et nyt og bedre liv.

Februar-revolutionen kom uventet og spontant – uden deltagelse af de traditionelle ledere eller politiske partier. Initiativet og lederskabet kom fra de mest bevidste og erfarne arbejdere.

Utilfredshed

Selv om ingen havde forventet februar-revolutionen, er det ikke svært at sætte sig ind i den utilfredshed, som lå til grund for revolutionen.

I årtier havde russiske arbejdere og bønder oplevet voksende fattigdom og sult, samtidig med at en lille herskende klasse omkring zaren, godsejerne og fabriksejerne, levede i sus og dus. Dertil kom den politiske undertrykkelse, som også ramte intellektuelle og liberale grupper.

Under oprøret i 1905 så vi for første gang massestrejker og arbejderråd (sovjetter) udfolde sig. Sovjetterne fungerede med direkte demokratiske valg og et flerpartisystem. Her udviklede arbejderklassen nye kampformer, nye organiseringer og gjorde nye politiske erfaringer.

Oprøret i 1905 blev slået ned, og undertrykkelsen fortsatte, men de problemer, som var årsagen til oprøret, forblev uløste.

Krig

1. verdenskrig blev en katastrofe for Rusland, som sendte 15 millioner soldater i krig for at forsvare sine imperialistiske interesser. Den russiske hær var dårligt udrustet og led mange katastrofale nederlag.

Mindst 2 millioner soldater mistede livet i skyttegravene og det masseslagteri, som foregik under krigen.

Utilfredsheden blandt soldaterne voksede og udmøntede sig i flugtforsøg og desertering. Selv om generalerne straffede med pisk, fik det blot utilfredsheden og bitterheden til at vokse.

De fleste soldater var bønder, og deres arbejdskraft manglede i landbruget. Derfor blev der ikke produceret mad nok til den russiske befolkning. Fødevaremanglen ramte især byerne, hvor der var rationering, så folk måtte stå i kø for at købe brød.

Så revolutionen udsprang af en periode med social og politisk uro og kaos. Den gamle orden var i dyb krise. De bedst organiserede, arbejderne, ville ikke længere finde sig i den gamle orden. I starten var kravet brød, men det udviklede sig hurtigt til krav om fred og zarens afgang.

Igen, som under oprøret i 1905, blev der dannet arbejderråd (sovjetter) Soldaterne dannede også sovjetter først og fremmest i Petrograd, men senere skete det i hele landet.

Brød, fred og jord

Sovjetterne blev omdrejningspunktet for arbejdernes og soldaternes demokratiske organisering, politiske debat og aktiviteter. Fagforeningerne og de politiske partier var nu blevet legale, de politiske fanger løsladt fra fængsler og arbejdslejre.

Den faglige og politiske organisering og debat blomstrede op overalt.
Efter zarens og enevældens fald overgik magten i Rusland til “den provisoriske regering”, hvilket også Petrograd-sovjetten støttede. Flertallet i sovjetten havde tillid til, at den ville indfri februar-revolutionens krav om brød, fred og jord.

Men den provisoriske regering bestod hovedsageligt af repræsentanter for den herskende klasse (godsejere og fabriksejere), som først i sidste øjeblik, da soldaterne havde tilsluttet sig oprøret, undsagde zardømmet.

Den politiske opposition til det enevældige zardømme var enige om afskaffe enevælden og åbne op for en demokratisk/kapitalistisk udvikling efter samme mønster som i Europas førende lande.

Bolsjevikkerne, mensjevikkerne og De Socialrevolutionære (som stod stærkt blandt bønderne) kæmpede også for at opbygge fagforeninger og sikre arbejderne og bøndernes levevilkår. Desuden støttede de en jordreform, som fordelte noget af godsejernes jord til bønder og landarbejdere.

Bolsjevikkerne havde endvidere fra starten været imod Ruslands deltagelse i 1. verdenskrig.

Store forventninger

Euforien over zardømmets fald og den nye politiske frihed gav den provisoriske regering råderum og tid til at indfri revolutionens krav. Men arbejderne, bønderne og soldaternes forventninger var store, og de var forankret i Petrograd-sovjetten.

Snart bliver det tydeligt, at den provisoriske regering ikke vil stoppe krigen, lave en jordreform eller forbedre arbejdernes levevilkår.

Regeringen kommer efterhånden mere og mere i modsætning til Petrograd-sovjetten, som både har arbejderne og soldaterne bag sig.

Der udvikler sig efterhånden en egentlig dobbeltmagts-situation i Rusland. Magten udøves fra to centre.

Den provisoriske regering på den ene side, som repræsenterer godsejernes og fabriksejernes interesser, og Petrograd-sovjetten på den anden side, som repræsenterer arbejdernes og soldaternes interesser.

Og Lenin kom tilbage fra eksil og skriver sine aprilteser, der siger Al magt til sovjetterne.

Det kan du læse mere om i næste nummer af Socialistisk Arbejderavis.

Dette er den anden artikel i en serie i anledning af 100-året for den russiske revolution. Gennem 2017 vil vi følge begivenhedernes udvikling, som de udspillede sig i løbet af året for 100 år siden.