Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 362 – 17. november 2017 – side 16

Den russiske revolution 100 år

Mere end de 10 dage, der rystede verden

Anders Bæk Simonsen

Oktoberrevolutionen er i vores optik noget der skal fejres! For første og eneste gang i verdenshistorien lykkedes det for de besiddelsesløse arbejdere, soldater og fattige bønder – befolkningsflertallet – at gribe magten i samfundet.

Petrograd, 1. maj 1918

Arbejdernes Internationale Kampdag 1. maj 1918 fejres i Petrograd.
Foto: Boris Souvarine Papers – Soviet Russia Photos.

Netop derfor, vil det man hører om revolutionen i disse måneder, hvor 100-året “mindes”, handle om alt andet end dette.

Lenin og Trotskij vil blive portrætteret som blodtørstige galninge, der ledte et topstyret monolitisk parti, der i et svagt øjeblik kunne vildlede den passive og tilbagestående befolkning og udemokratisk kuppe sig til magten overfor en demokratisk valgt regering. Derefter var vejen banet for gale socialistiske eksperimenter, rød terror, sindelagskontrol og tvangsarbejde.

Artikelserien “100-året for den russiske revolution”, som denne artikel er en del af, har vist, at dette er en overfladisk, ahistorisk og fejlagtig fortælling.

Forkert i dens forståelse af bolsjevikpartiets interne meget livlige demokrati, hvor partiets ledelse inklusiv Lenin og Trotskij ofte kom i undertal. Enøjet i dens forståelse af forholdet mellem partiet, sovjetter og masserne. Negligerende over for de millioner af mennesker der skabte revolutionen i dens fuldstændige naive fortælling af hvem, der kan lave en revolution. Og endelig lettere autoritær i dens sympati med den “rare, hyggelige” tsar.

Bolsjevikkerne

Bolsjevikkerne gik fra at være et mindretal i sovjetterne i juli, hvor regeringen og medierne anklagede dem for at være tyske spioner og deres ledelse, der måtte gå under jorden for at undgå fængsel, til at vinde massernes opbakning til linjen om “al magt til sovjetterne” i løbet af september.

31. august fik bolsjevikkerne flertal i Petrograd (Skt. Petersborg)-sovjetten, og Trotskij blev valgt som formand. Den 5. september vandt bolsjevikkerne flertal i Moskva-sovjetten, og i løbet af de næste uger vandt de også flertallet i Kiev i Ukraine, Finland, Baku i Kaukasus og de fleste industricentre i det russiske imperium.

Bolsjevikkernes konsekvente politik mod krig, mod deltagelse i den provisoriske regering, deres forståelse af arbejdernes, bøndernes og soldaternes sovjetter, som den eneste legitime demokratiske organisering, gav pote.

Masserne

Masserne havde i løbet af de 6 måneder fra februar til oktober, testet de forskellige partier af, under en meget intens politisk situation, hvor samfundet var præget af krig og dybe kriser. Mønten var landet på bolsjevikkernes politik, om at sovjetterne skulle gribe magten i samfundet for at sikre fred, jord og brød.

Men det var ikke kun partiets idéer der alene afgjorde udfaldet. Det var sammenhængen mellem partiets idéer og praksis. Partiet valgte at gå med masserne på gaden i Skt. Petersborg juli, selvom de havde forsøgt at holde dem tilbage, da de vidste, det vil føre til voldelige konfrontationer, og at masserne uden for Skt. Petersborg ikke i tilstrækkelig grad var vundet for et revolutionært perspektiv.

I august, da general Kornilov iværksatte et kup mod regeringen og sovjetterne, kastede partiet sig ind i at organisere forsvaret af selvsamme regering, som havde angrebet partiets kontor og presse, og anholdt dets ledelse.

Partiet havde vundet opbakning fra religiøse og nationale mindretal ved konsekvent at stå på deres side over for det chauvinistiske Ruslands undertrykkelse af alle andre end den hvide, russiskortodokse identitet.

Opstandens kunst

Selv om bolsjevikkerne vandt opbakning i flere og flere sovjetter var partiet meget tilbageholdende med at kaste sig ud i en opstand. Ansvaret for hundredtusindvis af menneskers liv i tilfælde af nederlag, må i sig selv være angstprovokerende og lammende.

Partiet var internt meget uenigt om, hvorvidt situationen nu var moden, og særligt i Skt Petersborg, hvor man i juli-dagene havde været overmodig med fatale følger, var man nu overforsigtig.

Situationen var ubærlig for masserne. Man vidste, at endnu en strejke eller demonstration ikke var nok; det løste ikke noget i sig selv. Der herskede en slags stilhed før stormen. Arbejderne og soldaterne var forsigtige og usikre om de næste skridt. Det blev af store dele af partiet læst, som at masserne endnu ikke var klar.

Men Lenin kæmpede på alle niveauer i partiet, trods meget afvisning og modstand, for at tiden var inde, og man meget nemt kunne risikere at forpasse denne mulighed og smide ansvaret fra sig.

Den 10. oktober vedtager bolsjevikkernes ledelse endelig en resolution om, at tiden er inde til væbnet opstand. Men hvordan denne ellers rimeligt klare instruks skulle tolkes, var der meget uenighed om.

Den militære revolutionskomité

Den 21. oktober vedtager Petrograd-sovjetten, at “den militære revolutionskomité”, et militært organ, som sovjetterne selv havde opbygget for at forsvare revolutionen, skulle være underskriver af alle ordrer, for at de havde gyldighed og skulle adlydes.

Konfrontationen imellem sovjetmagten og statsmagten sker, da regeringen har planer om at sende de revolutionære soldater til fronten og giver ordre til at lukke bolsjevikkernes presse den 24. oktober, uden at sovjetternes militære organ har givet tilladelse til dette.

Inden for et døgn og med ganske få dødsfald har sovjetmagten den fulde kontrol over hovedstaden, og de efterfølgende dage breder revolutionens sig til resten af landet.

Den anden alrussiske sovjetkongres

Selv om de lokale sovjetter havde udskiftet deres ledelse i takt med, at masserne var blevet mere radikaliserede, var den nationale ledelse af sovjetterne stadig under de moderate socialisters kontrol. De var blevet valgt ind i juni i den første alrussiske sovjetkongres, men havde udskudt indkaldelse til en ny national kongres, hvor ledelse var til valg, der ellers burde ske hver tredje måned.

Den anden alrussiske sovjetkongres faldt sammen med selve oktober-revolutionen, og det fik de moderate socialister, der nu var kommet i mindretal i sovjetterne, til at beskylde bolsjevikkerne for at lede et udemokratisk statskup.

Repræsentanterne til den anden kongres, var langt mere slidte i tøjet – en stor grå masse af soldater, bønder og arbejdere fra revolutionens front og langt færre intellektuelle, eksperter og andre fra samfundets midterste lag. Revolutionen havde udklækket dens nye ledere.

Et flertal bestående på 505 delegerede stemte for en regering udelukkende bestående af sovjetmagten og blot 86 for en parlamentarisk regering. 55 stemte for en koalition af disse og 21 også for en koalition, men uden deltagelse af borgerskabets kadetparti.

Disse sovjetter repræsenterede over 20 millioner borgere i en direkte og let udskiftelig organisering.

Betydningen af oktober

For arbejdere over hele verden blev den russiske revolution et bevis på, at en anden, mere retfærdig, verden var mulig. For soldaterne i skyttegravene indgød det respekt, at man offentliggjorde alle de hemmelige og blodfyldte diplomatiske aftaler imellem de forskellige krigsførende lande, og man tilbød fra russisk side øjeblikkelig fred.

Og endelig gav den russiske revolution inspiration til en række andre opstande og deciderede revolutioner i bl.a. Ungarn, Italien og mest markant i Tyskland i 1918-1923.

Disse slog desværre fejl, og det havde en afgørende betydning for den nye Sovjetrepublik, der kom til at stå alene og isoleret, og en del af forklaringen på den tragedie, det udviklede sig til, skal findes der.

Dette vil blive genstand for behandling i næste nummer af Socialistisk Arbejderavis, der også vil afslutte serien: “100-året for den russiske revolution”.

Men de mange begivenheder, der udspillede sig imellem og under de to revolutioner i 1917 og involverede millioner af almindelige menneskers kamp for et mere værdigt samfund, er en rig kilde til inspiration for enhver, som ønsker en bedre verden.

Den russiske revolution viser os, at fællesskabets styrke, med viden om dets egne evner, rent faktisk kan vælte hele den privilegerede klasse, bryde deres magt og erstatte det med noget langt mere demokratisk. Og det er denne triumf, vi minder om og fejrer på 100 året for revolutionen.

Artiklerne om den russiske revolution i dette nummer giver bedst mening, hvis man læser dem i sammenhæng – og i rækkefølge:

1. Brød, jord og fred
2. Oktober og de undertryktes festival
3. Var oktoberrevolutionen et udemokratisk kup?
4. Førte Lenin til Stalin?
5. Mere end de 10 dage, der rystede verden

Flere artikler i serien Den russiske revolution 100 år

Flere artikler fra nr. 362

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 625 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside