Socialistisk Arbejderavis
Nr. 363 – 1. februar 2018 – side 6
Enhedslistens blinde vinkel
Lene Junker + Charlie Lywood
Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, forsvarer beslutningen om ikke at vælge en borgermesterpost på beskæftigelsesområdet, men på teknik- og miljø i Københavns Kommune.
Lørdag den 2. december i Politiken forsvarede Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, beslutningen om ikke at vælge en borgermesterpost på beskæftigelsesområdet, men på teknik- og miljø i Københavns Kommune.
Forsvaret byggede op omkring ideen om at Enhedslisten ikke mere er et “parti, der så sig selv og agerede som en vagthund – og udelukkende gik efter poster i byråd og Folketinget for at erhverve sig en “talestol”, der skulle kunne give adgang til at opildne befolkningen”.
Men der er langt fra “udelukkende” til slet ikke at gøre det, når muligheden byder sig, som den gjorde i den konkrete sag.
Muligheden for at stille sig i spidsen for, ikke bare at mildne situation for utallige københavnere, som er fanget i fleks- og førtidsreformens ulidelige cirkus, men rent faktisk at udfordre lovgivningen, var til stede.
I halvandet år har ofrene for lovgivningen, de selvudnævnte “reformramte”, rejst sig fra isolation og afmægtighed og organiseret sig i “Næstehjælperne” og “Jobcentrets Ofre”, hvor man støtter hinanden med praktisk og anden hjælp, samt går politisk til værks og laver demonstrationer og happenings. De har været frontkæmpere mod den klassekamp, som er blevet ført fra den neo-liberalistiske økonomiske konsensus mod arbejderklassen.
Angreb på hele arbejderklassen
Der er meget på spil. Hele filosofien bag reformen var, og er, at tvinge den sidste rest af arbejdsevne ud af alle som kunne krybe og gå. Reformen havde flere formål. Dels spare på førtidspensionerne, at udvide arbejdsudbud og ikke mindst og nok det vigtigste: at disciplinere dem, som har et arbejde.
Hvis man kunne gøre livet så surt for dem udenfor arbejdsmarkedet, kunne man gøre dem i arbejde mere lydige og sænke kravene til betingelserne for arbejdet.
Reformen har været og er en trussel mod hele arbejderklassen. Derfor er bevægelsen mod fleks- og førtidsreformen system-udfordrende. Problemet er, at den ikke kan stå alene. De reformramte ved udmærket godt, at kampen skal udvides. Den skal være en fælles kamp for hele arbejderklassen, hvis man skal have et håb om at ændre systemet fundamentalt.
Fra at være et kontrol- og disciplineringssystem til at være et som hjælper folk nænsomt tilbage til arbejdsmarkedet eller giver dem en anstændig levevis, hvis dette ikke er muligt.
En kamp for hele landet
Det er her, at Enhedslistens valg har betydning. En borgmester kan selvfølgelig ikke gøre det alene, men en EL-borgmester, som stillede sig solidarisk med bevægelsen og gjorde spørgsmålet til en del af en kamp for at afskaffe reformen, og erstatte den med en mere menneskelig udgave ville have rejst en kamp ikke alene for de københavnske reformramte, men for hele landet.
Mange fagforeninger har både i skrift og tale appelleret til at reformere reformen. De ville være naturlige allierede i sådan en kamp. Men desværre er disse overvejelser slet ikke med i Pernilles forsvar for beslutningen. Det er alene magt og indflydelse som tæller.
Vi behøver ikke tabe altid
Men hvis socialisme er noget, så er det, at det er mennesker og menneskers aktive handlinger, der er grundsubstansen i at lave samfundet om. Ikke partier. Ikke lovgivningen. Mennesker igennem deres handlinger ændrer deres egne synspunkter og giver andre mennesker håb om, at tingene kan blive anderledes.
Arbejderklassen behøver ikke at tabe altid. Vi er ikke prisgivet. I fællesskab er vi stærke. Det er jo det, som de reformramte har vist.
Enhedslistens valg af borgermesterpost kan ikke ændre tingene alene, men deres blinde vinkel gjorde, at de missede en gylden mulighed. Spørgsmålet er om de “gamle tanker”, hvis udløbsdato ifølge Pernille er overskredet, er så tossede endda. Det kunne være, der var brug for et parti som “protesterede” og “opildnede befolkningen” og derved var med til at styrke de reformramtes bevægelse.
Et godt sted at starte ville have været at gribe muligheden i København.
Dette debatindlæg er sendt til Politiken som svar på Pernille Skippers forsvar for prioriteringen i København (d. 2.12.17 i Politiken) ved valg af borgmesterposten. Hendes argumentation på vegne af Enhedslisten rejser forskellige spørgsmål om et socialistisk partis opgaver i det parlamentariske arbejde, og hvordan det indvirker på klassekampen. Vi håber, det kan bidrage til en videre debat.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed