Socialistisk Arbejderavis
Nr. 363 – 1. februar 2018 – side 7
Der er råd til velfærd!
Charlie Lywood
Enhedslisten har udarbejdet en rapport “Der er råd!”, hvor den store omfordeling af værdier siden krisen i 2008-9 bliver undersøgt.
Hovedkonklusionen er, at de rige og virksomhedsejerne er løbet med enorme gevinster, mens arbejdernes lønninger holdes ned og velfærden bespares.
Socialistisk Arbejderavis har talt med rapportens forfatter og socialist Jakob Nerup, som er ansat som arbejdsmarkedspolitisk rådgiver for Enhedslisten.
Hvorfor er denne rapport så vigtig?
“Vi bliver hele tiden mødt med dogmet om at der ikke er råd til velfærd og lønstigninger. Det gentager politikere, arbejdsgivere og medier i en uendelighed. Jeg og mange andre faglige folk i Enhedslisten var trætte af disse påstande, så jeg satte mig for at undersøge det.
Jeg fandt ud af, at der siden krisen har været en ekstrem omfordeling af værdierne, fx at nogle tusinde ejere og aktionærer har fået 938 mia. kr. i udbytte siden krisen, mens der samtidig er givet skattelettelser for 52 mia. kr. Det er jo en pervers omfordeling til fordel for de rige.”
Hvem tror du vil have gavn af “Der er råd”?
“Jeg håber, at Enhedslistens medlemmer og folkevalgte samt socialister generelt får nogle konkrete argumenter og fakta, som de kan bruge til at angribe elitens dagsorden om, at der ikke er råd til noget godt for de mange.
Det er også mit ønske, at pointerne kan bruges af tillidsfolk i lønforhandlingerne eller de offentligt ansatte, som i disse uger kæmper for en bedre overenskomst.”
Kan det lade sig gøre at omfordele uden et opgør med nyliberalismen?
“Nej. Vi får ikke ændret retning for hverken den parlamentariske politik fra
eliten eller fagbevægelsens kampvilje uden et generelt opgør med nyliberalismen. Vi skal frigøre os fra det åg, som nødvendighedens politik er, og det betyder i min optik, også et opgør med Socialdemokratiets nyliberale linje.”
Hvorfor er der ikke flere handlingsanvisninger i rapporten?
“Det er jo ikke et politisk program, men en økonomisk undersøgelse. Ideen har været, at levere argumenter til alle venstreorienterede og faglige aktivister. Så må vi sammen tage diskussionerne om, hvad vi skal gøre for at gennemføre en massiv omfordeling til fordel for de mange.
Men lad det være sagt helt klart. Vi får ingen omfordeling uden massiv velfærdsmobilisering og storstrejker. Forandringer af styrkeforholdet kommer ikke af sig selv, det er vi – venstrefløjen og lønarbejderne selv nødt til at skabe.”
Læs rapporten “Der er råd!” her: enhedslisten.dk/temaer/der-er-raad.
Socialistisk Arbejderavis arrangerer offentlige møder med Jakob Nerup om “Der er råd!”
Odense: Tirsdag d. 6. februar, kl. 19.00, Ungdomshuset,
Nørregade 60.
Facebook
Århus: Onsdag d. 7. februar, kl. 19.30 Studenternes Hus, Lokale 2.2, Nordre Ringgade 3.
Facebook
København: Sammen med Magasin Solidaritet og Socialistisk Ungdoms Front (SUF) Nørrebro:
Torsdag d. 8. februar, Solidaritetshuset, Griffensfeldsgade 41.
Facebook
Gratis entre.
De rige bliver rigere
Den rigeste ene procent har fået 45 mia. kr. ekstra
Den rigeste procent af danskerne har fået 57 % i lønstigning siden krisen. De tjener nu i gennemsnit 2,7 mio. kr. om året. Den rigeste ene procent har fået 45 mia. kr. ekstra i samlet indkomst i perioden 2009-2015. Den rigeste ene procent tjente 123 mia. kr. i 2015.
Den rigeste tiendedel har fået 90 mia. kr. i lønstigning
Den bedst lønnede tiendedel af danske lønmodtagere
har haft en samlet indkomstfremgang siden
krisen på 90 mia. kr. Topcheferne har fået en lønfremgang
på 34,5 %. Den bedst lønnede tiendedel
tjener 30 % af alle indkomster i Danmark.
To millioner lønmodtagere har fået 114 mia. kr. til deling
2,1 million lønmodtagere har haft lønstigninger, som kun lige har sikret reallønnen. Samlet har de delt 114 mia. kr., og det har i gennemsnit givet en almindelig lønmodtager små 54.000 kr. i samlet lønstigning siden krisen (2009-2015). Det er en lønstigning på 11,5 %.
De rigeste ejer 80 % af nettoformuen
Danmarks formue er meget ulige fordelt. Den rigeste tiendedel ejer 80 % af nettoformuen, når gælden er fratrukket, og vi ikke medregner bolig og bil. Den rigeste ene procent ejer 30 % af nettoformuen. Til sammenligning har den fattigste tredjedel kun gæld og ingen nettoformue.
Ti familier ejer 553 mia. kr.
I toppen af den rige ene procent findes de superrige. Her styrer Danmarks 100 milliardærer og allerøverst findes de familier, der ejer Danmarks største multinationale virksomheder som Lego, Mærsk, Bestseller, Danfoss m.fl. De ti rigeste familier ejer værdier for 553 mia. kr.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe