Socialistisk Arbejderavis

Nr. 363 – 1. februar 2018 – side 9

Hvorfor endte den russiske revolution ikke med socialisme?

Anders Bæk Simonsen + Jørn Andersen

Nederlag for revolutionerne uden for Rusland var det, der knækkede den russiske revolution.

Stalin ses her i sit favoritkostume, en rød kanindragt.
Foto: Didibecool, flickr.com

2017 var hundredåret for den russiske revolution. Socialistisk Arbejderavis har gennem 2017 fulgt revolutionen og tegnet et andet billede af den end mainstream-mediernes.

I centrum var arbejdernes, soldaternes og bøndernes utallige strejker, mytterier og protester. Det var dem, oprøret fra neden, der skabte revolutionen.

Kulminationen, Oktober-revolutionen, beskrev vi i sidste nummer: “for første og
eneste gang i verdenshistorien lykkedes det for de besiddelsesløse arbejdere, soldater og fattige bønder – befolkningsflertallet – at gribe magten i samfundet.”

Men hvorfor endte det ikke med socialisme?

3 faktorer

Udfaldet var langt fra givet på forhånd. Men 3 faktorer var afgørende for hvor det endte:

Verdenskrigen og borgerkrigen
Krigenes materielle og sociale omkostninger
Revolution i andre lande mislykkes

Verdenskrigen og borgerkrigen

Selv om Rusland reelt trak sig ud af 1. verdenskrig efter oktober-revolutionen, så blev verdenkrigen afløst af en borgerkrig, der varede frem til 1921.

Revolutionens modstandere var kontrarevolutionære generaler, som fik opbakning
fra 14-16 udenlandske hære.

Men kontrarevolutionen endte med at blive slået tilbage med en massiv kraftanstrengelse – selv om omkostningerne var enorme.

Omkostningerne

1. verdenskrig havde smadret store dele af industrien og forarmet et i forvejen tilbagestående land. Borgerkrigen fra 1918-21 fortsatte denne smadring.

Fx var produktionen af råjern kun 3 pct. af niveauet før krigen. Bomuld 11 pct. Roer 15 pct. – bare for at nævne nogle få.

Men de materielle omkostninger var én ting. Chris Harman skriver:

“Lammelsen af industriproduktionen betød også en lammelse af arbejderklassen. Den blev reduceret til 43 pct. af, hvad den havde været før krigen. ... Rent kvantitativt blev den klasse, der havde ledet revolutionen, og som havde udgjort sovjetternes hjerte, halveret.”

Spredning og isolation

Den afgørende 3. faktor var, at den russiske revolution godt nok udløste opstande og revolutioner i andre lande fra 1918-23, bl.a. Tyskland, Ungarn, Serbien, Italien. Men i sidste instans genvandt de gamle magthavere magten – ofte godt hjulpet af de socialdemokratiske partier.

Af de 3 faktorer var de to første i en vis forstand forudsigelige: Det var ikke overraskende, at reaktionære generaler bekæmpede en arbejderopstand. Eller at udenlandske magthavere prøvede at kvæle oprøret, inden det kom til deres egen lande.

Havde revolutionen sejret i Tyskland, kunne den tilbagestående russiske økonomi have fået materiel hjælp. Men endnu vigtigere: En sejr i Tyskland ville have lettet det militære og politiske pres mod Rusland.

Det skete desværre ikke, så derfor åbnede der sig en helt uforudset udvikling.

Stalinistisk kontrarevolution

Borgerkrigen efterlod bolsjevikkerne i spidsen for et statsapparat, mens arbejderklassen, som partiet var udsprunget af var blevet voldsomt svækket.

Svækkelsen af arbejderklassen betød også, at statsapparatet måtte bruge zaristiske embedsmænd for at få samfundet til at køre.

For dette lag af statsbureaukrater var målet ikke revolution, men en stærk russisk nationalstat. Mellem 1924 og 1928 erobrede dette lag under ledelse af Stalin den afgørende politiske magt i det russiske samfund.

Revolutionen var blevet smadret. Rusland var blevet et statskapitalistisk land, som med ufattelige menneskelige omkostninger skulle forsøge at indhente de mere udviklede kapitalistiske lande.