Socialistisk Arbejderavis
Nr. 7 – April 1985 – side 4
Minearbejderstrejken
364 dage mod Thatcher
Pia Færing
Efter et års forbitret kamp mod Englands konservative regering måtte minearbejderne give op og gå tilbage i arbejde. Uden den aftale om minelukninger, de havde kæmpet for at få med det nationale kulråd NCB.
Alle rystede på hovedet, da minearbejderne sidste forår erklærede Thatcher åben krig. Hvis man lever af at grave kul, så går man ikke i strejke lige før årets varme tid. Ingen havde dengang drømt om, at minearbejderne kunne forblive i strejke i et år.
Men det er vigtigt at understrege, at minearbejderne ikke blev sultet tilbage i skakterne. I de mest solide områder Yorkshire, Kent, Skotland og Wales var man parate til at fortsætte, og det stigende skruebrækkeri skyldtes ikke materiel nød, men et øget pres fra lokale fagforeningsbureaukrater og en gigantisk mediehetz.
Bitterheden i de militante områder er stor i dag. Bitterhed over nederlaget efter et års heroisk kamp, bitterhed over den manglende støtte fra resten af den engelske arbejderklasse og bitterhed over for myndighedernes skruppelløse nedslagtning.
Minearbejderne startede selv strejken
Det er klart, at en sejr til minearbejderne ville have betydet meget for udviklingen i den engelske klassekamp. Men det er lige så vigtigt at analysere, hvorfor minearbejderne tabte trods et år i strejke.
Strejken startede som en lokal strejke i Skotland og dele af Yorkshire. Årsagen var kulrå dets erklæring om, at 20 miner skulle lukke i løbet af få år. Det ville gøre mindst 20.000 minearbejdere arbejdsløse, og dertil kommer beregnede 50.000 jobs i andre industrier.
Cortonwood i Yorkshire var den første, der skulle lukkes, og her reagerede minearbejderne prompte ved at nedlægge arbejdet. Snart fulgte andre miner i området, men først fire uger senere i april måned erklærede minearbejderforbundet NUM strejken for officiel og national.
Nottinghamshire, Derbyshire og Leicestershire, der repræsenterer omkring en femtedel af NUMs medlemmer, fulgte ikke strejkebuddet under påskud af, at der ikke var afholdt urafstemning på landsplan.
Flyvende blokader fik en del af området ud i strejke, men den blev aldrig solid, og under hele kampen blev der produceret kul i de tre områder.
Provokeret til strejke
Allerede i efteråret 1983 havde NUM ved en urafstemning indført stop for alt overarbejde, og det ramte kulindustrien hårdt. Derfor var den øjeblikkelige lukning af Cortonwood en klar provokation fra den konservative regerings side. I stedet for bare et stop for overarbejde ønskede man en strejke, der i løbet af få uger kunne demoralisere minearbejderne og splitte fagforeningen.
Regeringens forberedelser var meget grundige. Siden 1974 havde man systematisk opbygget store kullagre, elværkerne var blevet ombygget til at kunne køre på olie, sociallovene. var ændret, så strejkende ikke længere kunne modtage socialhjælp, og en kæmpe politistyrke var blevet udrustet og havde fået specialtræning.
Grunden til, at man valgte Cortonwood, er, at den har meget svage faglige traditioner. Minen har i flere år været opsamlingssted for fyrede minearbejdere fra et stort område.
Men regeringen forregnede sig. De militante miner i Yorkshire tog meget hurtigt udfordringen op og gjorde kampen til deres egen. I stedet for få ugers spredte strejker fik de i stedet et års bitter modstand. Og selv om minearbejderne tabte i sidste ende, vil det engelske borgerskab nødigt kalde sig selv for sejrherrer. Dertil har strejken kostet alt for meget, og NUM er ikke blevet svækket tilstrækkeligt.
Penge ikke nok
Selv efter 12 måneder uden løn og under konstant pres fra omgivelserne var det med en snæver margin, at de strejkende gik tilbage igen. Men det var klart, at de var modløse. Selvom de selv var parate til at kæmpe videre, så havde resten af arbejderklassen svigtet dem. Massefyringer i stål- og skibsværfts-industrien havde svækket disse grupper så meget, at de ikke gik ud i strejke til støtte for minearbejderne. Og deres ledere gjorde, hvad de kunne for at bremse sympatiaktioner. Som en minearbejder udtrykte det:
»At be’ om støtte fra stålværksarbejderne er som at be’ om en blodtransfusion fra et lig.«
Selvom TUCs kongres i efteråret havde de store ord fremme om støtte, så kom der aldrig kød og blod bag. Der er ingen tvivl om, at resten af den engelske fagbevægelse har givet mange penge til minearbejdernes overlevelse – men de har aldrig givet den nødvendige fysiske opbakning.
Bitterheden mod TUCs formand, Norman Willis kom da også klart til udtryk, da han skulle tale til 65.000 mennesker i London på strejkens et års dag.
Minearbejderne stod forrest, og det eneste de havde at sige til Willis den dag var »skruebrækker og forræder«. Råbene, piftene og utallige kasteskyts tvang Norman Willis til at forlade talerstolen under politibeskyttelse.
Højrefløjen i offensiven
Minearbejderforbundet går ind i en meget vigtig tid nu. Der er spørgsmålet om de godt 700 fyrede, den manglende aftale med NCB og splittelsen i forbundet. De tre skruebrækker-områder vil have en urafstemning om fjernelse af overtids-stoppet, og de har offentligt erklæret, at hvis den går dem imod, så vil de melde sig ud af forbundet og køre separate lønforhandlinger.
NCB har nægtet at give generel amnesti for de fyrede – i stedet må fagforeningen forhandle om de enkeltes genansættelse. Imens laves en fond for de fyrede, og alle minearbejdere skal hver uge betale godt seks kroner til fonden. Også dette spørgsmål skal til urafstemning.
Samtidigt har Arthur Scargill erklæret, at næste skridt er indførelse af fire-dages uge.
Flere steder i Yorkshire og Wales mumles der allerede nu om den næste strejke. For siden minearbejderne er vendt tilbage til arbejdet, er de blevet behandlet som skidt af de lokale direktører. Der er lukket for det varme vand til bruserne, kantinerne er lukkede for natholdet og det er fyringsgrund, hvis de kalder en skruebrækker for en skruebrækker.
Men det er svært at se, at en ny strejke nu kan vindes. Mange af de meget militante under strejken har været unge mænd, der ikke har prøvet at opbygge fagligt arbejde i minerne. De ved, hvordan de skal slås med politiet, men de ved ikke, hvordan man opbygger en aktiv basisorganisering, der kan lede, i stedet for det fagbureaukrati der uden tvivl vil dreje endnu en tand til højre efter nederlaget.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed