Socialistisk Arbejderavis
Nr. 7 – April 1985 – side 4
Minearbejderstrejken
King Arthur blev siddende på sin trone
Pia Færing
Selv som intetanende turist i London slipper man ikke for synet af Arthur Scargill. Sammen med Humphrey Bogart, Liza Minelli og Natacha Kinski står stjernen Arthur Scargill i modtagelsesrummet på Madame Tussauds vokskabinet. Måske et noget aparte selskab – men fæller dem alle er måske, at de har spillet en del hovedroller.
Både højrefløjen og venstrefløjen i England har i høj grad tildelt minearbejderforbundets præsident en hovedrolle i den et år lange strejke. Højrefløjen hævder, at strejken udelukkende var styret af Scargill, og at minearbejderne i virkeligheden ikke ønskede den. Dele af venstrefløjen har derimod prist Scargill som klassekampens sande forkæmper.
Det sørgelige er, at højrefløjen har haft mest ret. Ikke i at minearbejderne ikke ønskede strejken – det har det forløbne års militans i hvert fald vist – men i, at den har været styret af Scargill.
King Arthur kaldes han blandt minearbejderne. Og der er ingen tvivl om, at Scargill virkelig har udtrykt mange minearbejderes meninger, når han i taler og skrift har bebudet modstand mod kulrådets trusler om minelukninger. Sjældent har en faglig leder – og endnu mindre en præsident – i den grad erklæret sig på de strejkendes side.
Mens resten af hans forbundsfæller tog afstand fra de mange tilfælde af vold på blokaderne, så sagde Arthur Scargill, at volden udelukkende skyldtes politiet. Mens Labours leder, Neil Kinnock, offentligt erklærede, at han godt kunne forstå, at kulrådet ikke ville genansætte alle efter strejken, så forlangte Arthur Scargill generel amnesti. Mens det endelige delegeretmøde i London stemte for at standse strejken, så ville Scargill fortsætte.
Manglende opbakning fra neden
Men uanset hvor systematisk Scargills synspunkter er, og uanset hvor dygtigt han kan præsentere dem – så har han fejlet afgørende i strejken. For han har nemlig styret den. Han har ikke været interesseret i at opbygge styrkepositionerne lokalt i minebyerne. Han har ikke rejst rundt til samtlige miner og talt med de strejkende om strejkens opbygning.
Først meget sent i strejken bad Scargill andre faggrupper om hjælp. Hans forestilling var, at han alene kunne føre kampen til sejr, og han forsømte totalt at organisere i forhold til andre. Først da strejken gik ned ad bakke, holdt han en opildnende tale til TUCs kongres – og fik dens verbale støtte, men aldrig mere. Hans tillid til de andre ledere var lige så stor som mange minearbejderes tillid til ham selv.
Strejken blev ikke fremkaldt af Scargill, den blev fremkaldt af minearbejderne selv. Men Scargill påstår, at han har kunnet se den komme siden 1974. Alligevel har han ikke forberedt rundt omkring i minerne, og det var det første skridt mod nederlaget.
Arthur Scargills ansigt på TV-skærmen hver anden dag kan ikke føre en strejke til sejr – det kan kun de strejkende selv. Det har været alt for nemt for de lokale NUM-afdelinger at bevare grebet. Tilliden til Scargill og NUMs ledelse betød, at basisorganiseringen kom for sendt i gang, og da højreskreddet startede, var der intet alternativt lederskab til at gribe ind.
Uden en meget militant basis vil enhver ledelse skride til højre – eller blive fjernet. Sammen med Scargill har dele af den engelske venstrefløj udråbt Labour-parlamentarikeren Ken Livingstone som en sand revolutionær. Betegnende for ham er, at han kort efter minearbejdernes nederlag accepterede nedskæringer i kommunernes bloktilskud – noget han ellers havde fordømt skarpt blot få uger tidligere.
Men uanset om Scargill som præsident for minearbejderne holder stand mod højrefløjen de næste tyve år – så kan han aldrig alene vinde kampen mod den borgerlige regering.
Billedtekst:
Arthur Scargill – den bedste forbundsformand i årtier – men han kan ikke lave mirakler
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed