Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 74 – Oktober 1991 – side 7

Marxisme i hverdagen

Åbne grænser

Martin B. Johansen

Mediernes og politikernes skræmmebillede af millioner af fattige og sultende i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa kan meget nemt sætte anti-racister på en hård prøve.

På trods af 80’ernes øgede racisme har der hele tiden eksisteret et stort mindretal, der har forsvaret indvandrerne. Tamil-sagen og sagen om de udviste palæstinensere viser, at det ikke har været uproblematisk for regeringen at bruge flygtningene og fremmedhadet i de politiske hundeslagsmål.

Men hvor man nemt kan forsvare, at Danmark har råd til at tage imod nogle tusinde flygtninge, så er hundredtusinder af folk, der flygter fra fattigdom, en helt anden sag.

Der er ingen tvivl om, at selv mange anti-racister vil acceptere, at det danske samfund må lukke grænserne overfor disse flygtninge. Mange på venstrefløjen vil uden tvivl fastholde, at flygtningene generelt set er ofre for et udueligt system. Men alligevel føle sig presset til at acceptere påstande om, at det danske samfund aktuelt ikke kan modtage disse “fattigdoms-flygtninge”.

Årsag og virkning

For socialister er det vigtigt at afvise regeringens kynisme overfor flygtningene. For det første er skræmmebilledet en vild overdrivelse. Det skal først og fremmest bruges til at aflede opmærksomheden fra de hjemlige problemer, som regeringen står i.

For det andet er det vigtigt at forstå årsag og virkning i spørgsmålet omkring flygtninge. Det er vigtigt at holde fast i, at flygtninge skabes af det umenneskelige system, vi lever i, og af de kyniske politikere, der administrerer det.

Der er i dag over 15 millioner mennesker i verden på flugt – det er 50 procent mere end for ti år siden. Den stigning er en målestok for dybden af den økonomiske og politiske krise, der hærger Afrika, Asien, Østeuropa og Latinamerika.

Det er en krise, der udspringer af den “vestlige civilisation”, som regeringen og socialdemokraterne så energisk støtter.

Golfkrigen i vinter er et tydeligt eksempel på, hvordan forsvaret for kapitalismen skaber flygtninge. Op mod tre millioner irakere – shia-muslimer og kurdere – flygtede i løbet af krigen. Hundredtusinder af palæstinensere, pakistanere, ægyptere og filippinere blev tvunget til at flygte fra Kuwait.

Oven i det betød de stigende oliepriser, at den økonomiske situaution blev forværret i mange lande i Afrika, Østeuropa og Latinamerika. Det tvinger de herskende klasser til at skære ned på levestandarden, og de politiske konflikter, der fremkaldes af levestandarden, skaber nye flygtninge.

I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at det ikke er de dårlige økonomiske og sociale forhold i sig selv, der skaber flygtninge. Folk flygter kun, hvis de tvinges til det, fx på grund af krig, eller hvis de mister troen på, at forholdene i deres land nogen sinde kan blive bedre.

Vesten og flygtninge

Også i den forbindelse spiller Vesten en vigtig rolle. For det første er lande som USA, England, Frankrig, Sovjet og Kina dybt involveret i de fleste af krigene i Afrika. For det andet har de vestlige ledere travlt med at prædike moderation og tilbageholdenhed overfor de folk i fx Østeuropa og Afrika, der har kæmpet imod de statskapitalistiske regimer.

Tilbageholdenhed er dog præcis, hvad der kan få almindelige arbejdere i de lande til at miste troen på, at deres forhold nogensinde bliver bedre. I fx Østeuropa lykkedes det for de undertrykte at vælte de stalinistiske herskere, og det gav nogle enorme forhåbninger om et bedre liv.

I dag truer en enorm arbejdsløshed og nedgang i levestandarden. I Sovjet tales der ligefrem om mangel på fødevarer. Og det er den situation kombineret med manglende tro på bedre tider, der fx fik titusindvis af albanere i sommer til at flygte til Italien.

Det er vigtigt at huske, at Vestens magthavere ikke længere opmuntrer folk til at kæmpe imod nedskæringerne. De støtter derimod de nye ledere i Østeuropa. Det var på ingen måde tilfældigt, at Bush, Schlüter m.fl. tøvede med at fordømme kuppet i Sovjet. Men en sejr til kupmagerne kunne have givet startskuddet til, at tusindvis af russere valgte at flygte.

Det vil være forkert at betragte flygtninge som et særskilt problem. Tværtimod skaber kapitalismens kriser og krige konstant nye strømme af flygtninge. Derfor er det vigtigt for socialister at holde fast i, at flygtningeproblemerne ikke kan afskaffes uden at afskaffe kapitalismen.

Men det betyder også, at vi skal fastholde vores modstand mod at lukke grænserne. Vi ønsker en fri verden, hvor folk kan bevæge sig frit.

Se også:
SAA 74: Forsvar palæstinenserne: For åbne grænser
SAA 74: Leder: Støt palæstinenserne – ud med den borgerlige regering

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 74

Flere numre fra 1991

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 2339 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside