Socialistisk Arbejderavis
Nr. 74 – Oktober 1991 – side 1
Forsvar palæstinenserne
For åbne grænser
Bush og hans tro væbner Uffe Ellemann har et direkte ansvar for de palæstinensiske flygtninges ulykkelige situation.
Som tak for Syriens holdning i Golfkrigen, accepterer “verdenssamfundet”, at landets hær har besat Libanon. Det betyder, at den syriske hær ved hjælp af vold og terror overtager kontrollen med de palæstinensiske enklaver.
Det er i det hele taget naturligt, at folk fra 3.verdens lande flygter til de vestlige lande. De placerer blot ansvaret for deres elendighed det rigtige sted. Det er nemlig Vestens magthavere, som bærer ansvaret for den økonomiske og politiske elendighed, som tvinger flygtningene til at forlade deres hjem.
I virkeligheden følger 3. verdensflygtningene blot pengestrømmen. Siden 1982 har landene betalt mere i renter og afdrag på gæld, end de har fået i bistand, lån og investeringer. Det betyder, at samfundene er nær et kollaps, så gælden er vokset med 60% i perioden.
IMF og Verdensbanken presser bogstaveligt talt befolkningerne til sidste blodsdråbe. Betingelsen for nye lån er, at de herskende klasser i u-landene producerer til eksport og ikke til befolkningen. Og beskærer de i forvejen skrabede sundheds- og uddannelsesbudgetter.
UNICEF, FNs børnehjælpeorganisation, vurderer, at 500.000 børn hvert år dør af sult som en direkte følge af gældskrisen. Når krybben er tom bides hestene. Krige og konflikter har fået flygtningestrømmen til at eksplodere. Over 15 millioner mennesker er på flugt, og det er 50% flere end for 10 år siden.
Bush skaber elendighed
Stormagterne har også et direkte ansvar for krigene. Lande som Sovjet, Kina, USA, England og Frankrig har støttet forskellige hære i Afrika, Libanon og Kampuchea.
Men det er kun færreste flygtninge, som er sluppet ind i “Fort Europa”. Langt de fleste befinder sig i andre 3.verdenslande.
Racisterne påstår, at man tager penge fra gamle og fattige danskere og giver ressourcerne til flygtningene. En absurd påstand. De borgerlige politikere smider flygtninge ud og gennemfører sociale nedskæringer. Uffe Ellemann-Jensen forsvarer tamilmordene og påstår, at arbejdsløshedsunderstøttelsen er bestikkelse for ikke at arbejde.
Socialdemokraten Per Madsen, Ishøjs borgmester, deltager i hetzen mod flygtninge og indvandrere, og rundt om i kommunerne svinger socialdemokraterne villigt de borgerliges sparekniv.
Besparelser på daginstitutionerne er aldrig gået til f.eks. plejehjemmene. Kun idioter tror på, at sparede flygtningemidler bliver brugt på almindelige danskere. Husk, at kun erhvervslivet har fået skattelettelser under Schlüter.
De vestlige banker presser citronen i udviklingslandene. Og når der ikke er mere at hente, er det arbejderne i vesten, som skal putte penge i finansfyrsternes pengetanke. Bankerne får nemlig skattefradrag for den gæld, som de fattige lande ikke betaler tilbage, så den almindelige skatteyder betaler resten af gildet.
Mad ikke profit
Har man en fælles fjende, har man også en fælles kamp. Det ved selv børn. Ifølge FN-organisationen, FAO, er der mad nok i verden. til alle.
Almindelige mennesker i alle lande må slås for en verden, hvor ingen sulter. Men det kræver, at vi stopper magthaverne, som producerer mad for profit og slås om markeder og indflydelsessfærer. Det kræver socialisme.
En fælles indsats kræver også, at danske arbejdere kæmper for åbne grænser under parolen: “Så er vi flere til at slås mod vestens kapitalister.”
Se også:
SAA 74: Leder: Støt palæstinenserne – ud med den borgerlige regering
SAA 74: Marxisme i hverdagen: Åbne grænser
SAA 79: Palæstinenserne: Sejr til anti-racister
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe