Socialistisk Arbejderavis
Nr. 96 – Oktober 1993 – side 12
John le Carré: “Natportieren”
Krig og profit
Helle Schøler Kjær
Efter den kolde krig er verden stadigvæk styret af profit, kynisme og korruption.
Spionforfatteren John le Carrés første bog efter murens fald er først og fremmest en politisk samtidsroman.
Han stiller i romanen det spørgsmål, som mange tilhængere af den frie markedsøkonomi har stillet sig efter den kolde krigs totale sammenbrud: Er der i den kapitalistiske verdensorden civiliserede og humanistiske kræfter, der er stærke nok til at tage kampen op med den rå udbytning, med kriminelle elementer i forretningsverdenen, i systemerne, væsnerne og staterne?
I Natportieren skildrer John le Carré en verden, der bliver styret af profit, kynisme og korruption. De mange lag i romanen gør den interessant, intens og nervepirrende.
Der er spionromanen, hvor vi bliver ført ind i en verden, der er hemmelig for almindeligt dødelige. Der er kampen mellem den gode og den onde. Burr, den gode mand i den hemmelige tjeneste, har idealer.
Han tror på civilisationen. På, at verdenssamfundet har en moralsk og menneskelig rolle at spille. Roper, våbenhandleren og multi mangemillionæren, er hans diamentrale modsætning.
Han lever af uroen og konflikterne i verden og det er jo ikke ham, der har ansvaret for, at mennesker slås, han sælger bare våbnene. Burr har det britiske og det amerikanske efterretningsvæsen imod sig. Indflydelsesrige personer arbejder sammen med Roper. Til gengæld har Burr verdens bedste spion: Jonathan Pine.
Jonathan er ligeså meget natportier, som månen er lavet af grøn ost. Jonathan har været spion, siden han som helt ung blev forældreløs.
Burr ved, hvem Jonathan er. Han kender hans sjæl bedre, end Jonathan selv gør. Og han driver ham afsted i kampen mod verdens ondeste mand. Og Jonathan har brug for at blive brugt.
Han har brug for den tilgivelse, der ligger i at ofre sin krop, sit liv, når der ikke er sjæl tilbage. Burr leverer renselse, og mens Jonathan fysisk bliver slået til plukfisk, heler han som menneske.
Det er den resignerede Carré, der skriver. Han har aldrig haft stor fidus til menneskeligt materiale og er derfor fremragende til at skildre råddenskaben i alle systemer.
Spionerne er hans smertensbørn. Altid har de haft en barndom, hvor de ikke forstod en brik af, hvad der foregik. De har været ofre for begivenhederne, og spionage er blevet det dybeste menneskelige træk hos dem.
Carré skriver i sin samtid og han har ikke stor tiltro til, at sejrherren efter den kolde krig kan forvalte verden, så den bliver ordenlig.
Men det gør ham ikke til socialist eller noget, der ligner. Til gengæld bliver han efterhånden voldsomt sentimental. Afslutningen på Natportieren afslører, at Carré tror på kærligheden. Og det kan man måske også bruge til noget...
Billedtekst:
I Natportieren er en af hovedpersonerne våbenhandler, der tjener millioner på krig og kaos
Se også:
SAA 96: Cyberpunk – Farlig kultur?
SAA 96: Erich Maria Remarque: “Intet nyt fra Vestfronten”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed