Socialistisk Arbejderavis
Nr. 96 – Oktober 1993 – side 13
Erich Maria Remarque: “Intet nyt fra Vestfronten”
Jens Klüver
Erich Maria Remarque’s bog Intet nyt fra Vestfronten, giver et rystende billede af, hvad krig er og kan gøre ved mennesker.
I en verden i kaos, hvor krige er blevet hverdagskost, er bogen – Intet nyt fra Vestfronten – der handler om 1. verdenskrig, yderst aktuel.
Erich Maria Remarque’s beskrivelse af skyttegravskrigen ved vestfronten giver et uhyggeligt indblik i krigens rædsler og meningsløshed.
Bogen har derfor et vigtigt budskab til os, der 70 år efter stadig lever i en verden fyldt med krig.
Krigsgalskab
Jeg-fortælleren beskriver detaljeret, hvordan krigsmaskineriet sårer, lemlæster og dræber folk i en evig angriben og forsvaren af en udflydende front.
Oplevelserne får fortælleren til at reflektere over krigens baggrund og sin egen skæbne. Eksempelvis får jeg-fortælleren øjnene op for skolesystemets skæbnesvangre rolle i oppiskningen af nationalismen og krigsgalskaben.
“For os attenårige skulde de være formidlerne og føre os ind i de voksnes verden, til arbejde, pligt, kultur og fremskridt, til fremtiden
... Med begrebet autoritet, hvis støtter de var, forbandt vi i vore tanker en større indsigt og en mere menneskelig viden. Men den første faldne, vi så, knuste denne overbevisning.”
Militærets hjernevask fik udslettet de sidste rester af kritisk stillingtagen.
Det gik op for de unge soldater, at den uniformerede autoritet kom til at overskygge alt andet, der betød noget for dem.
Fædrelandskærlighed blev til et blindt lydighedsforhold, hvor individuelle hensyn og i sidste ende livet skulle ofres for nationens skyld.
Magthavernes krig
I pauserne, i de nærmest uendelige kamphandlinger, diskuterer soldaterne baggrunden for krigen. Det bliver mere og mere klart for soldaterne, at det er magthavernes, og ikke folkenes krig.
“En befaling har gjordt disse stille skikkelser til vore fjender; en befaling kunde forvandle dem til vore venner.”
Hovedpersonens stigende pessimisme omkring verdens fremtid, har dog kimen til oprør.
“Jeg ser, at folkene bliver drevet imod hinanden og tavse, uvidende, tåbelige, lydige, uskyldige dræber hinanden...
Og sammen med mig ser alle mine jævnaldrende det, her og ovre hos fjenden og i hele verden, sammen med mig oplever min generation det.
Hvad ville vore forældre stille op, hvis vi engang rejser os, træder hen foran dem og kræver dem til regnskab?”
Bogen giver et rystende billede af, hvad krig kan gøre ved mennesker, og hvordan fanatisk nationalisme fører til hjernevask og blodsudgydelser.
Tanker bandlyst
Forfatteren vil advare mod krigen, hvor soldaterne kun er marionetter i herskernes nationalistiske spil. Deltagerne i krigen handler rent mekanisk – selvstændig tankevirksomhed er bandlyst.
Det gælder 1. verdenskrig, men giver også et indblik i, hvorfor mennesker kan gå amok i Jugoslavien eller det tidligere Sovjetunionen.
Bogen kan varmt anbefales, og den kan lånes på biblioteket.
Billedtekst:
Bogen, “Intet nyt fra Vestfronten”, har et vigtigt budskab til verden i dag om kriges meningsløshed og rædsler
Se også:
SAA 96: John le Carré: “Natportieren”: Krig og profit
SAA 96: Cyberpunk – Farlig kultur?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe