Socialistisk Arbejderavis
Nr. 306 – 16. februar 2011 (Kun online)
Er Egyptens hær på folkets side?
Phil Marfleet
Da Omer Suleiman, Egyptens nu ex-vicepræsident, talte fredag, sagde han to ting: Mubarak går af, og hæren tager over. Det er endnu ikke klart, hvad dette betyder.
Militærstyre kan betyde alt fra soldater, der identificerer sig med en massebevægelse, til militær undtagelsestilstand.
Jeg har kigget efter, hvilke tegn der er på splittelser i hæren. Der er antydninger af, at hæren er under et enormt pres. Folk har måske set den officer på Tahrir-pladsen, der afleverede sine våben og sluttede sig til demonstranterne. Det antyder, at en del af officerskorpset er ved at gå i opløsning.
Dette kan være et resultat af, at nøglepersoner i hæren er ved at indse, at de er ved at miste loyaliteten fra nogle af deres egne officerer.
Egyptens hær er uhyre magtfuld. Gennem de sidste 20 år har det været vævet ind i et system af privilegier, der drives af regimet.
Det har en masse privilegier, der er nedarvet fra Nasser-tiden, hvor hæren og bureaukratiet styrede staten.
I 1952 gennemførte Nasser og “de frie officerer” et kup, der satte en stopper for kong Farouks regime. To år senere trak de britiske tropper sig tilbage.
Frem til præsident Sadats tid blev Egypten styret af højerestående officerer i hæren under Nasser. Staten stod for det hele. Det var en klassisk radikal nationalistisk stat.
I 1970’erne var der en bevægelse væk fra statskontrol af økonomien mod den private sektor, senere kaldet nyliberalisme.
Fra det øjeblik begyndte der at ske et skift i forholdet mellem hæren og regimet. Dette blev meget klarere under Mubarak. Hæren selv blev bygget ind i et netværk af rigdom og privilegier – og Mubarak støttede dette.
Så hæren i dag er en stor parthaver i den formelt set private sektors aktiviteter. Der er private virksomheder, der har en enorm militær komponent i sig.
Interesser
Nogle af de største økonomiske virksomheder i Egypten er hærens virksomheder, herunder landbrugs-, industri- og kommercielle aktiviteter. De er drevet af militæret og tjener direkte militærets interesser.
I dette system sidder de væbnede styrker sammen med privat kapital. Det er lidt ligesom i Kina. Hæren selv, det højtstående officerskorps, har nydt godt af væksten i privat kapital i Egypten i de seneste 20 år.
Det betyder, at hvis hæren nu er at tage kontrol, sker det i samarbejde med og som en del af et regime, som de fleste egyptere stadig meget gerne vil slippe af med.
Det er rigtigt, at hæren er en noget forskellig organisation fra politiet og statssikkerhedsapparatet. Politiet har spillet den største rolle i at undertrykke arbejderes og bønders kampe.
Men historisk hæren har gjort det – under de store mad-opstande i 1977, i 1984-opstanden i Mahalla el-Kubra og ved talrige andre lejligheder. I 1986 indledte uropolitiet en opstand, og hæren gik ind og slog dem ned. Hæren er den ultimative garant for den kapitalistklassens magt i Egypten.
Folk på Tahrir-pladsen har ganske ret, når de råber: “Folket har styrtet regimet.” Men det vigtigste er at huske på, at selv om lederen af regimet er gået, er en stor del af regimet stadig på plads.
Den vigtigste opgave nu er at omsætte magten på gaden til magt på arbejdspladser og i boligkvarterer. Styrken i selv-organiseringen skal udvides.
En af årsagerne til, at hæren har været så tilbageholdende med at tage stilling, er, at de højerestående officerer i hæren og politiet udmærket godt ved, at masserne kommer til at afregne med dem.
Politiet i særdeleshed har været ansvarligt for år efter år med de mest grusomme mishandlinger af det egyptiske folk. Mubarak-regimet opbyggede et tortur-system over hele Egypten, og mange mennesker blev mishandlet.
Under revolutionen er mange politistationer blevet brændt ned, og fængsler er blevet tømt. Officerer forstår, at folk kommer for at afregne med disse torturbødler.
Det vil kun ske med former for selvorganisering. Forestil dig arbejdsplads-komiteer, komiteer i boligkvarterer, sandheds-kommissioner. Alle disse ting kræver former for kollektiv organisering. Vi har set gaden. Nu er det arbejdspladsernes og boligkvarterernes tur til at spille deres rolle.
Oversat fra Socialist Worker (UK), særnummer 2238a, 12. feb. 2011
Se også:
SAA 306: Mubarak er gået – tvunget væk af folkeligt oprør. Men Mubaraks regime er stadig ved magten
SAA 306: Egypten: Er dette en revolution eller bare et kup?
SAA 306: Egypten: Arbejderne er trådt ind på historiens scene
SAA 306: Egyptens største offentlige virksomhed går i tidsubegrænset strejke
SAA 62: Imod USA, for kapitalisme: Nassers nationalisme
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed