Socialistisk Arbejderavis
Nr. 306 – 17. februar 2011 (Kun online)
Egypten
Er dette en revolution eller bare et kup?
Alex Callinicos
Leon Trotskij fortæller i sine erindringer, at Lenin umiddelbart efter den russiske revolution i oktober 1917 sagde til ham på tysk: ”Es schwindelt” – ”Det gør én svimmel.”
De sidste par uger har gjort masser af mennesker svimle, revolutionære såvel som ikke-revolutionære. Det tog lidt under en måned fra Mohamed Boazizis selvmord for de tunesiske masser at vælte præsident Zine El Abidine Ben Alis diktatur den 14. januar.
To og en halv uge senere blev en endnu mægtigere tyran, Hosni Mubarak, væltet af masseprotester i Egypten. Men hvor meget har ændret sig? Meget lidt, hævder den imperialistiske realismes stemme, George Friedman fra hjemmesiden for strategiske efterretninger, Stratfor:
”Det der skete var ikke en revolution. Demonstranterne væltede aldrig Mubarak, endsige styret. Det der skete var et militærkup, der under dække af protesterne tvang Mubarak væk fra embedet for at bevare regimet.”
”Da det blev klart, den 10. februar, at Mubarak ikke frivilligt ville træde tilbage, iscenesatte militæret det, der reelt var et kup, for at fremtvinge hans afgang.”
For Friedman er den egyptiske revolution ikke andet end en episode, der tillod militæret at løse konflikten med Mubarak om hans forsøg på at installere sin søn Gamal som sin efterfølger.
Nu er denne analyse ikke helt forkert. Den understreger, at selv om Mubarak er gået, fortsætter det regime, han præsiderede over, med at eksistere. Mere grundlæggende, så overlever kernen i den egyptiske stat: Undertrykkelses-apparatet.
Den centrale sikkerhedstjeneste er måske blevet ødelagt af gadekampene den 28. januar, men hæren blev det afgjort ikke.
Bevare
Faktisk kan en af grundene til, at generalerne handlede fredag i sidste uge, meget vel have været at bevare hæren intakt. De kan have været bekymrede for, om de kunne bevare loyaliteten hos deres værnepligtige soldater og underofficerer, hvoraf mange havde fraterniseret med demonstranterne.
Det, der knækkede shahens regime under den iranske revolution i 1978-9, var den samlede virkning af måneders blodige protester og strejker, der sled på sammenhængskraften og moralen i hæren.
Mubaraks stædige klamren sig til magten fremmanede et sådant scenario. Derfor den hensynsløshed hvormed USA og militæret dumpede ham.
Men ved at tvinge ham ud og selv tage magten har generalerne sat sig selv i centrum.
Da ”De Væbnede Styrkers Øverste Råd” trådte frem, bragte det minder om organer som ”Revolutionens Kommandoråd”, den militærjunta, hvorigennem Gamal Abdul Nasser regerede Egypten efter 1952.
Men Mohammed Tantawi, leder af Det Øverste Råd, er ingen Nasser. Et telegram fra den amerikanske ambassade, offentliggjort af WikiLeaks, citerer en kilde for at sige: ”Man kan høre officerer på mellem-niveau i (forsvarsministeriets) klubber rundt om i Cairo åbent udtrykke foragt for Tantawi. Disse officerer refererer til Tantawi som ’Mubaraks puddel’, sagde han.”
Dette vidnesbyrd understreger, at militærjuntaen vil stræbe efter at bevare status quo. Men dette bringer os så frem til, hvad der er galt med Friedmans analyse.
Uanset hvor megen friktion, der måtte have været mellem Mubarak og hæren, var det de selv-organiserede masser over hele Egypten, der tvang generalerne til at handle.
Nu forsøger militæret at få ånden tilbage i flasken. Det er nok ikke så let. En af de afgørende udviklinger i dagene op til Mubaraks fald var, at strejkebevægelsen bredte sig.
Dette kom ikke ud af det blå – de seneste par år har vi set den største bølge af arbejderkampe i Egypten siden 1940'erne.
Hvad vi meget vel kan komme til at se udvikle sig nu, er den form for interaktion mellem økonomiske og politiske kampe, som Rosa Luxemburg analyserede under den russiske 1905-revolution.
Deres politiske sejr kan tilskynde arbejderne til at kræve indfrielse af deres økonomiske krav, som var med til at drive oprøret fremad i første omgang. Og disse kampe kan styrke den politiske bevægelse for helt at slippe af med regimet.
Den egyptiske revolution er langt fra ovre.
Oversat fra Socialist Worker (UK), nr. 2239, 19. februar 2011
http://www.socialistworker.co.uk/art.php?id=23936
Se også:
SAA 306: Mubarak er gået – tvunget væk af folkeligt oprør. Men Mubaraks regime er stadig ved magten
SAA 306: Er Egyptens hær på folkets side?
SAA 306: Egypten: Arbejderne er trådt ind på historiens scene
SAA 306: Egyptens største offentlige virksomhed går i tidsubegrænset strejke
SAA 62: Imod USA, for kapitalisme: Nassers nationalisme
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed