Socialistisk Arbejderavis
Nr. 330 – 5. juli 2013 – side 5
Hvilken venstrefløj har vi brug for?
Jørn Andersen
Manglen på en kollektiv, udenomsparlamentarisk praksis er nøglen til at forstå problemerne i Enhedslisten, mener Jørn Andersen.
Når man diskuterer med folk, hvad “der er galt” i Enhedslisten, er der især tre overskrifter, der dukker op igen og igen:
- Øget topstyring og demokratisk underskud
- Manglende parlamentarisk principfasthed
- Det i forvejen svage udenoms-parlamentariske ben er stort set væk
Bortset fra hos den mere hardcore aktivistiske kerne, så er det især de to første punkter, der er anledning til de mest ophedede diskussioner.
Specielt, når EL, igen, har indgået et tvivlsomt forlig, udløser det lange diskussioner i blogosfæren og på Facebook. Der er blevet samlet underskrifter med krav om, at nu må EL “hive tæppet væk” under den forræderiske regering, osv.
Princippet om at stemme for den mindste forbedring og mod den mindste forringelse er efterhånden blevet genfortolket, så det mere ligner en hensigts-erklæring end et princip.
Og efter det seneste årsmøde stod mange tilbage med en følelse af, at årsmødet blev "kørt" af en kerne omkring folketingsgruppen og "de ansatte" (eller mere præcist: de parlamentariske full-timere). Og at hensynet til medie-billedet vejede en hel del tungere end hensynet til at inddrage medlemmerne i diskussioner om vejen frem.
Imidlertid tror jeg, at “topstyringen” og “principløsheden” snarere er et resultat af den parlamentariske over-fokusering end problemernes årsag. Og at en mere principfast og demokratisk venstrefløj må tage udgangspunkt i en kollektiv, udenoms-parlamentarisk praksis.
Den parlamentariske “magnet”
Men hvorfra kommer den “parlamentariske overfokusering”? EL’s princip-program afviser klokkeklart en parlamentarisk vej til socialismen. Sporene fra SF burde skræmme selv den værste opportunist i EL.
Med et Folketing og en regering, der er 100% indstillet på at føre borgerlig krisepolitik, så er der heller ikke “realpolitisk” de store muligheder for parlamentariske indrømmelser. Og slet ikke uden en stærk bevægelse uden for det parlamentariske cirkus.
Nogle peger på personlige “ambitioner” hos de valgte som forklaring. Ambitionen om at være en del af “magtspillet”, være i rampelyset osv. Men selv om den slags sikkert kan spille en rolle for den enkelte, så rejser det bare et nyt spørgsmål: Hvorfor bliver netop de opstillet og valgt?
Tag ikke fejl: På hvert eneste af de sidste mange årsmøder har gruppen af parlamentarikere fået markant flere stemmer end alle andre, når næste års kandidater skulle vælges. Og ikke nok med det: Man skal langt ned på listen for at finde den første kritiker af den politiske linje, parlamentarikerne repræsenterer.
Reformismen
Årsagen er snarere, at den parlamentariske overfokusering i EL afspejler reformismen i langt bredere dele af arbejderklassen – og at EL ikke er i stand til at udfordre denne reformisme. Kernen i reformismen i arbejderklassen er, at “vi vil have forbedringer, men vi tror ikke på, at vi selv er i stand til at kæmpe dem igennem.”
Specielt i tider med et relativt lavt, generelt klassekamps-niveau behøver man ikke reelt tro på, at der findes parlamentariske løsninger: Så længe man ikke tør tro på arbejderklassens egne kræfter, virker det som en “lettere” løsning end den lange seje kamp for at opbygge kollektiv modstand.
Venstrefløjens valg
Reformismen er en kendsgerning. Og selv med et langt højere klassekamps-niveau virker det som “den lettere vej” (se blot på SYRIZAs fremgang i Grækenland eller Venstrefronten i Frankrig).
Men reformismen er også en blindgyde – som S og SF har demonstreret til fulde de seneste par år.
For venstrefløjen er spørgsmålet derfor: Er vi ærlige og siger til folk, at det er en blindgyde? At kun opbygning af udenoms-parlamentarisk modstand – strejker, demonstrationer, besættelser – kan ændre det generelle politiske billede?
Desværre har EL fra dag ét italesat, at “vi kan skaffe forbedringer sammen med SRSF”. (Nogle advarede endda op til valget mod at “tale forventningerne ned”!!) På intet tidspunkt har EL taget initiativ til at udfordre reformismen og opfordret til strejker, demonstrationer osv.
Det er heri, EL’s parlamentariske overfokusering ligger. Og er man først dér, kommer topstyringen og principløsheden som et nødvendigt vedhæng. Så er der behov for “klare (parlamentariske) signaler”. Så bliver mediebilledet vigtigt. Og så bliver man trukket ind i forhandlinger bag lukkede døre – og kompromis’erne på den politiske midte.
En udenoms-parlamentarisk venstrefløj
Udfordringen for Enhedslistens venstrefløj er ikke først og fremmest kampen om principprogrammet eller at formulere “stopklodser” for den parlamentariske principløshed.
Lad mig minde om, at det tyske SPD havde et mindst lige så revolutionært principprogram som EL, da de i 1914 stemte for tysk deltagelse i 1. verdenskrig. Og at EL’s princip om at stemme mod den mindste forringelse ikke har forhindret hverken deltagelse i to finanslovs-forlig eller det seneste dagpenge-forlig.
Ord er vigtige, og den kamp skal også tages. Men en langt større udfordring for EL’s venstrefløj er den opgave, som EL som helhed for alvor har svigtet: At bygge netværk af aktivister, der forbinder sig med det mindretal i arbejderklassen, der vil slås – og ikke kun stemme.
Enhedslistens venstrefløj har også et valg: Vi kan lægge hovedvægten af vore kræfter i lange opslidende partikampe om “linjen” i EL. Det vil påvirke os selv i en indadvendt, destruktiv retning.
Eller vi kan lægge hovedvægten af vore kræfter i at opbygge en venstrefløj, der gør det, der altid har været venstrefløjens styrke: At organisere modstand sammen med dem, der – uanset partifarve – ønsker at slås mod magthavernes angreb. – Og så lejlighedsvis tage kampen om vigtige spørgsmål i EL.
Dette er ikke en mindre politisk opgave end den interne kamp i EL. Det er en opgave, der kræver, at vi diskuterer, hvordan vi tager de rigtige initiativer. Hvordan vi forstår reformismen. Hvordan vi organiserer os, så vi bliver mest muligt effektive osv.
Det er en opgave, der kan give perspektiv til dem, der overvejer at forlade Enhedslisten og starte endnu et parlamentarisk alternativ. Det er en opgave, som vil kunne appellere til de bedste folk i EL (og uden for EL) om, at der findes andet end parlamentarisme, hvis man vil lave verden om.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed