Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 119 – September 1995 – side 8

Sådan kan enhed i arbejderklassen stoppe nazisterne

Den fremvoksende nazisme i Danmark og andre steder i Europa kan stoppes. Det kræver at arbejderpartier, faglige organisationer og anti-nazistiske grupper arbejder sammen om det ene fælles mål, at stoppe nazismen.

Der skal skabes enighed om, at på trods af alle andre politiske uenigheder så må vi stå sammen mod nazisterne. Det har alle arbejderpartier og faglige organisationer en fælles interesse i, fordi nazisterne på deres vej til magten vil smadre alle faglige og politiske organisationer i arbejderklassen.

Enhedsfront

Denne i bund og grund ret enkle taktik foreslog den russiske socialist, Trotskij, anvendt i kampen mod nazisterne i Tyskland i 30’erne. Men den enhed blev aldrig skabt, fordi ingen af de store arbejderpartier – socialdemokraterne og kommunisterne – indså, hvor nødvendigt det er at bekæmpe nazismen.

Socialdemokraterne var – som i dag – besluttet på udelukkende at arbejde gennem parlamentet. De mente, at kampen mod Hitlers storm-tropper skulle overlades til domstole og politi.

De Stalin-tro kommunister skelnede ikke mellem nazisterne og andre reaktionære partier. De sagde, at nazi-partiet og de borgerlige partier i bund og grund stod for det samme, og som konsekvens heraf betragtede de socialdemokraterne som ”fascismens venstrefløj” og derfor ikke en mulig alliancepartner i kampen mod Hitler.

Resultatet heraf kender vi alt for godt. Arbejderklassens partier og organisationer blev smadret, og millioner af mennesker blev dræbt. En situation, der kunne have været undgået, hvis Trotskijs linje om enhedsfront var blevet fulgt.

Enhedsfronten mod nazisterne skal bygge på en reel tillid imellem partier og organisationer. Hvis den ene organisation bliver angrebet, forsvarer alle andre dem. Hvis nazisterne marcherer i gaden, går alle fælles ud mod dem. Enheden må ikke være en politisk manøvre, som går ud på svække andre organisationer for selv som organisation at vinde frem. Enheden skal være reel og uden taktiske bagtanker.

Det betyder ikke, at enheden skal tilsløre de reelt eksisterende uenigheder, der er imellem partierne og organisationerne. Der skal tværtimod være en åben og fri politisk debat. Som Trotskij formulerede det, så skal man marchere hver for sig, men slå til i fællesskab mod nazisterne.

Når revolutionære socialister går sammen med reformistiske partier om at slå nazismen tilbage, betyder det ikke, at revolutionære socialister vil undlade at kritisere socialdemokrater eller folkesocialister for deres politik. Revolutionære socialister skal stadigvæk kritisere reformisterne, når de laver rådne forlig med de borgerlige, eller hvis de skærer i arbejderklasses levevilkår. Disse uenigheder mål blot ikke blokere for enheden mod nazisterne.

Ledere

Flere socialistiske organisationer argumenterer også i dag imod at gå sammen med socialdemokrater i kampen modnazismen. Men de overser, at de mange arbejdere, der støtter de reformistiske partier, ikke kan mobiliseres i kampen mod nazismen af andre end deres egne parti- eller fagforeningsledere.

En enhed, der kun omfatter små venstrefløjspartier og antinazistiske grupper, kan ikke skabe en bred mobilisering af den danske arbejderklasse mod nazismen. Det er nødvendigt, at de reformistiske ledere står klart frem og opfordrer deres medlemmer til at tage kampen mod nazisterne op.

Derfor er det helt afgørende, at enheden bliver skabt. Også fordi arbejderklassen er den eneste kraft i samfundet, der kan stoppe nazisterne. 100 nazister, der marcherer, kan ikke stille meget op over for tusinder af arbejdere, der aktivt går ind i kampen for at stoppe dem.

Aldrig mere nazisme

Men hvis arbejderpartierne er splittede i kampen mod nazisterne og bruger mere tid på at bekæmpe hinanden i stedet for nazisterne, vil det være rent guf for nazisterne. Hvis vi er splittede, har de alle muligheder for at vokse sig stærke til organisationer, der kan tage magten og smadre alle arbejderklassens organisationer. Lad det aldrig ske igen.

Se også:
SAA 119: Danske nazister bygger op gennem vold og terror: Nazisterne optrapper – vi kan stoppe dem
SAA 119: Nazist smidt ud fra skole
SAA 119: Marxisme i hverdagen: Er ytringsfrihed en ukrænkelig ret?
SAA 119: Dette er nazi-terror

Flere artikler fra nr. 119

Flere numre fra 1995

Siden er vist 1969 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside