Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 174 – August 1999 – side 6

Gymnasiets rolle

Uddanelse for erhvervslivet

Anders Schou

Gymnasiets hovedfunktion er at afrettte unge, så de kan honorere de krav, erhvervslivet har til en meget stor del af fremtidens arbejdskraft.

Gymnasiets indhold og form tager ikke udgangspunkt i unges behov eller ønsker, men på at forberede dem til de studier og det arbejde, som magthaverne tror, at der bliver behov for. Staten planlægger uddannelse for erhvervslivets behov.

Derfor har gymnasiet også ændret sig i takt med arbejdsmarkedets krav. Indtil for 40 år siden var gymnasieskolen en eliteuddannelse for få procent af befolkningen, men den teknologiske udvikling i 60'erne og fremefter har betydet et stadigt voksende behov for højere uddannet arbejdskraft.

I dag tiltrækker det almene gymnasie over en tredjedel af en ungdomsårgang, og tilslutningen til HF, HH, HTX betyder, at ca. 50% af en ungdomsårgang tager en gymnasial uddannelse.

Den statslige uddannelses-planlægning har dog ikke været uændret siden højkonjunkturen i 60’erne, og det har også fået betydning for gymnasiet. Før krisen slog igennem i 1973 planlagde magthaverne ud fra en krisefri kapitalisme, og derfor satsede de grundlæggende på at uddanne så mange og så bredt så muligt. Staten havde råd til at investere i lange, brede uddannelser, så arbejdskraften hurtigt kunne omstilles til nye krav, og der var ingen adgangsbegrænsning til de videregående uddannelser.

Øget karakterræs

Krisen i 70’erne betød, at staten gik over til mere kortsigtede og målrettede uddannelsesinvesteringer, hvor man mere så på erhvervslivets behov her og nu.

Adgangsbegrænsning til de videregående udddannel-ser blev indført sidst i 70’erne. Undervisningsministeriet bestemte nu, hvor mange der måtte uddannes på de forskellige områder, og det betød, at karakterræset i gymnasiet voksede i 80’erne og 90’erne.

Det betød også mange absurde situationer, når planlæggerne gættede galt på fremtidens behov. I 80’erne skabte den borgerlige undervisningsminister Bertel Haarder en arbejdsløshed blandt ingeniører på 20%, fordi han oprettede mange studiepladser på ingeniørskoler og samtidig skar ned andre steder, så unge blev drevet i den retning. Nutidens mangel på skolelærere, pædagoger og læger er andre resultater af en kortsigtet planlægning.

I 1988 kom så en gymnasie-reform, som skulle tvinge unge til at tage beslutninger om uddannelse og job på et tidligt tidspunkt. Den nye opdeling med niveau- og valgfag har betydet, at unge allerede i 1.G afskærer sig fra flere studiemuligheder, fordi indholdet i den enkelte elevs uddannelse ikke er så bred som tidligere.

Men de færreste 16-årige er klar til at beslutte, hvad de vil lave resten af deres liv. Så gymnasiereformen har også betydet en tilgang til voksen-undervisningscentrene af unge, som vil ændre og supplere deres eksamener.

Ikke pladser nok

De sidste fem års mindre økonomiske opsving har slet ikke samme omfang, som 60’ernes højkonjunktur, men det har skabt nogle tilsvarende mindre justeringer i den statslige uddannelsesplanlægning. Indførelsen af “frit optag” betyder, at de videregående uddannelser nu selv kan beslutte, hvor mange de vil optage. Det har skabt flere uddannelsespladser og sænket adgangskravene noget på flere områder. Men bevillingerne til de videregående uddannelser tillader stadig ikke, at de opretter pladser nok. Over 10.000 unge bliver fortsat afvist, så ræset om de gode karakterer i gymnasiet fortsætter.

Karakter- og eksamen-systemmet har en central funktion. Gymnasieeleverne lærer, at de ikke skal skaffe sig viden, fordi stoffet er interessant eller vigtigt, men fordi de ellers bliver straffet. Og kampen om de høje karakterer er alles kamp mod alle, for karakter-gennemsnittet skal helst ligge omkring otte. De gymnasieelever som ikke kan eller vil indordne sig bliver sorteret fra i uddannelsesmaskinen.

Mødepligten har en tilsvarende funktion. I stedet for at lave en undervisning, hvis form og indhold motiverer eleverne, bliver eleverne sorteret fra, hvis de har for meget fravær.

Hverken elever eller lærere opstiller rammerne for undervisningens indhold. Det gør undervisningministeriet i bekendtgørelser og undervisningsvejledninger, som sikrer, at gymnasieeleverne får de kvalifikationer, som staten for tiden mener er de rigtige.

Disciplineringen sikrer ikke bare, at eleverne får nogle bestemte faglige kvalifikationer. Det er også en social og politisk disciplinering, der forbereder unge på at acceptere et uddannelses- og arbejdsliv, som de ikke selv har en afgørende indflydelse på, og hvor kampen om jobs og uddannelse forgår i konkurrence med andre.

Se også:
SAA 174: Organiser kampen for bedre uddannelse
SAA 174: Gymnasieaktioner i 90’erne
SAA 174: Tre grunde til at vælge DGS

Flere artikler fra nr. 174

Flere numre fra 1999

Se flere artikler om emnet:
Uddannelse

Se flere artikler af forfatter:
Anders Schou

Siden er vist 1777 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside