Socialistisk Arbejderavis
Nr. 208 – November 2002 – side 8
Krise og oprør i USA’s baggård
Frank Antonsen + Oddbjørn Ø. Jensen
Landene i Latinamerika har siden 1980erne været ofre for Verdensbankens og IMF’s programmer. Resultatet har været øget fattigdom i det, der ellers burde være et rigt kontinent, som endelig var sluppet af med de amerikansk-støttede militærdiktaturer.
Heldigvis har der også været øget modstand mod elitens privatiserings- og nedskæringspolitik. Det gør kontinentet til et af de mest spændende områder at følge i dag.
Den voldsomme økonomiske krise, der har hjemsøgt Argentina siden i sommers, har fået en del opmærksomhed i medierne. Der har været store folkelige demonstrationer, som har tvunget tre præsidenter til at gå af, og været med til at bremse regeringens nyliberale politik
Men mens krisen eksploderede i Argentina, var befolkningen også på gaderne i nabolandene Uruguay, Paraguay og Peru. I Paraguay bekæmpede Folkets Demokratiske Kongres – en paraplyorganisation af bl.a. fagforeninger og venstrefløjspartier – regeringens og IMF’s planer om storstilede privatiseringer. Efter tre uger, vandt de kampen på grund af massemobilisering.
En tilsvarende bevægelse mødte Perus præsident Toledo, da han forsøgte at privatisere landets elværker. Det var IMF, der oprindeligt havde krævet privatiseringen.
Socialist
Latinamerikas største land, Brasilien, er midt i en valgkamp, hvor venstrefløjens kandidat Luiz Ignazio “Lula” de Silva fører langt foran de andre kandidater. Han er tidligere arbejdsløs stålarbejder.
Selv om han har vandet det noget ud på det sidste, har hans politiske budskab hele tiden konsekvent været imod privatiseringer og imod IMF’s nyliberale politik. Udsigten til hans sejr har skabt panik på børserne rundt om i verden.
At arbejdsløsheden næsten er fordoblet under hans forgænger Cardosos regeringstid lader derimod ikke til at bekymre investorerne. Børsmægleres panik fik priserne på offentlig transport til at stige med 52 %, efter at Lula vandt første runde i valget. Bankerne har de sidste mange år haft rekordstore profitter, og de har nærmest været totalt fredet under Cardoso.
Spørgsmålet er nu om Lula får lov til at sidde særligt længe, når han efter al sandsynlighed vinder valget i starten af oktober. Den herskende klasse, med USA i ryggen, har flere gange i kontinentets historie indsat militærdiktaturer når demokratisk valgte regeringer gik for vidt.
Mest berømt er selvfølgelig nok Chiles diktator Pinochet, der blev indsat i et blodigt kup den 11. september 1973.
Men det fascistiske spøgelse spøger stadig. I april i år forsøgte den herskende elite i Venezuela at vælte den folkevalgte præsident Hugo Chavez. Men menige soldater gik sammen med millioner af fattige på gaden, og fik genindsat Chavez inden for 48 timer. USA var et af de meget få lande, der nåede at anerkende den nye regering.
Venezuela er verdens femte største olieproducenter og hovedleverandør til USA, men 85 % af befolkningen lever i fattigdom. Landet er stadig i dyb politisk krise efter det mislykkede kup. Overklassen, støttet af fagforeninger og medier, forsøger igen og igen at mobilisere til kamp imod Chavez, og nogle gange lykkedes det dem også at få store grupper på gaden, der så igen mødes af mindst lige så store demonstrationer af fattige.
Men måske er det alligevel hverken Argentina, Brasilien eller Venezuela, der bliver det næste store brændpunkt. Som nabolandet Venezuela har Colombia store oliereserver, og som i Venezuela er der en enorm kløft mellem et lille rigt mindretal og et stort fattigt flertal.
Men i modsætning til Venezuela er USA’s tilstedeværelse mere markant. Colombia har været plaget af kampe mellem venstreorienterede guerillaer og højreorienterede militser, støttet af USA og af narkobaronerne. Sammen med USA har den colombianske regering startet Plan Colombia.
Officielt går det ud på at bekæmpe narkobaronerne, men reelt drejer det sig om at sikre USA større indflydelse og at bekæmpe de venstreorienterede. Planen koster 7,5 mia. dollars, hvoraf Colombia selv betaler de 4.
USA har indtil videre givet 1,6 mia. dollars. Heraf går mindst 650 mio. direkte til politi og militær.
Landet er nu den tredje største modtager af militær hjælp fra USA (kun overgået af Israel og Egypten). Præsident Montoye Uribes plan går blandt andet ud på at skabe en kæmpe milits på 1 million mand, hvilket kun kan lede til et kæmpe blodbad.
Billedtekst:
Støtte til den venstredrejede præsidentkandidat Lula i Brasilien.
Se også:
SAA 208: Irak og Vesten: En kort historisk tidslinie
SAA 208: Socialistisk Arbejderavis mener: Ingen dansk støtte til krigen! Opbyg modstanden
SAA 208: Stop krigsvanviddet
SAA 208: 26. oktober: Ingen krig mod Irak
SAA 208: Stop deres vanvid: Kapitalisme skaber krig
SAA 208: Kommentar: Trussel mod verdensfreden
SAA 208: FN – en trussel mod freden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed