Socialistisk Arbejderavis
Nr. 222 – 3. december 2003 – side 6
Europas Sociale Forum – en anden verden er mulig
Et alternativ tager form – diskussioner om bevægelsens retning
Chris Harman + Kevin Ovenden
Enhver der kørte ind til Paris i midten af november ville have passeret en række officielle skilte: “Europas Sociale Forum – alle er velkomne”.
Over 150 danskere deltog i ESF, og det er tre gange flere end sidste år. På billedet ses den danske del af den afsluttende demonstration, hvor flere end 100.000 deltog. Transporten til ESF i Paris var arrangeret som en del af Danmarks Sociale Forum.
Omkring 50.000 fra en stribe forskellige lande pakkede sig sammen i 55 gigantiske møder med tusindvis af deltagere, seminarer med 250 deltagere og en masse mindre workshops. Alle diskuterede, hvordan man kæmpede for et “andet Europa” og en “anden verden.”
Der var enighed om at gå imod deres krige, deres privatiseringer, deres angreb på pensioner og arbejdsvilkår, og deres neoliberale “reformer”, som fratager alle de goder, almindelige mennesker havde opnået verden over de sidste 50 år.
Folk strømmede ind til møder med emner fra Iraks besættelse til genmodificerede planter, fra videnskabens rolle i samfundet til kampen mod den øgede jobusikkerhed.
Alt dette fandt sted på baggrund af enorme strejkebølger i Frankrig i starten af sommeren mod angrebene på uddannelsessystemet og pensionerne. Titusindvis franskmænds følelse af, at det er muligt at kæmpe imod, smittede folk fra lande, hvor kampene endnu ikke har nået en sådan højde. De diskussioner vil udgøre rammerne i enhver kamp imod neoliberalisme og krig det kommende år, fra Galway til Gdansk, fra Sicilien til Lapland.
Er bevægelsen blevet for radikal?
Bevægelsens fremtidige retning var på tale i mange møder, og det viste en væsentlig meningsforskel.
Bernard Cassen fra Frankrig er en ledende figur i ATTAC. Han fortalte de 1000, der var mødt op til et møde, at bevægelsens vigtigste mål skulle være at øve indflydelse på eksisterende regeringer. Han så bevægelsen som adskilt fra flertallet af befolkningen. “Vi må udvikle vore ideer på en sådan måde, at de vil vinde folk for vores sag og ikke skræmme dem væk,” sagde han. Hovedresultatet af det, var at lægge en dæmper på bevægelsens radikalitet.
Andre argumenterede for, at det netop var radikaliteten, der tiltrak folk til bevægelsen på så stor skala.
Walden Bello, en radikal filippinsk økonom og antikapitalist, omtalte en krise, menneskeheden stod overfor. Han pegede på bevægelsens succes, da den gennemtvang et sammenbrud i de seneste WTO forhandlinger, der gik ud på, at sætte tempoet i vejret for privatiseringer og neoliberal politik verden over. Han identificerede også modstanden i Irak “som en del af vores bevægelse, som noget, der fortjener vores fulde opbakning.”
Under indlæggene fra gulvet, vandt Christina Buchholtz fra Tyskland flertallets opbakning da hun sagde, “jeg tror vi må tale mindre om dialog med politikerne og mere om sociale kampe. Vi har netop haft en demonstration på over 100.000 i Berlin mod vores Socialdemokratiske-Grønne regerings nedskæringspolitik. Demonstrationen var organiseret af antikapitalistiske aktivister, men den forbandt sig med fagforeningsaktivister. Flertallet i befolkningen er ikke med i vores bevægelse. Men flertallet ved, at systemet forringer deres liv. Det vigtigste spørgsmål nu er, hvordan vi kan øge bredden og fortsætte bevægelsen så den bliver knyttet mere til den slags folk, der gik på gaden i Berlin for to uger siden.”
Debat om vores alternativer
Et typisk eksempel var et møde med 1800 deltagere og et panel med George Monbiot fra Storbritannien, Eric Decarro fra Schweiz og Susan George fra Frankrig. Alle vare enige om, at udkastet til en europæisk forfatning var neoliberalisme fra ende til anden.
Men der var stor uenighed om, hvad man skulle gøre. Nogle mente, det var muligt at reformere EU og vende det til middel imod neoliberalisme og USA’s imperialisme. Andre insisterede på at bekæmpe den nedefra, og bekæmpe den europæiske forfatning som en del af en kamp for et fuldstændigt anderledes, “socialt” Europa, som bygger på den europæiske befolkning og ikke deres herskere.
Der var et væld af andre debatter – om hvorvidt FN er et alternativ til den amerikanske besættelse af Irak, om hvorvidt dele af den franske venstrefløj har ret, når de støtter Chirac regeringens forbud mod tørklæder i skolerne, om hvorvidt arbejdere kan udgøre en vigtig del af bevægelsen.
Men det vigtigste ved forummet var det store antal folk, der tog del i debatterne.
For blot fem år siden plejede folk at diskutere kamp for sociale forandringer i hvert enkelt land for sig. I Paris vidste alle, at de ikke kæmpede i isolerede lande, men udgjorde en del af en enorm international bevægelse.
Se også:
SAA 222: Europas Sociale Forum: Interviews med danske deltagere på ESF 2003
SAA 222: Europas Sociale Forum – en anden verden er mulig: Udtalelse fra forsamlingen af aktivster og sociale bevægelser
SAA 222: Europas Sociale Forum (interview): “Tingene hænger sammen”
SAA 222: Europas Sociale Forum (interview): Gymnasieelever tager erfaringer med hjem
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed