De rasler med sablerne

Det er ikke let at spå specielt ikke om fremtiden. Socialistisk Arbejder Avis vover alligevel forsøget, og giver et kvalificeret bud på, hvad vi kan forvente os af den kommende overenskomstsituation.

Hardy Hansen, Martin Rømer, Kirsten Stallknecht; alle har de raslet med sablerne: Får vi ikke kroner på bordet, kan det blive nødvendigt med konflikt. Det er især de offentligt ansattes lønvilkår, der er i centrum ved denne overenskomst. De offentligt ansattes lønvilkår er i dag håbløst dårlige, og utilfredsheden på gulvet er stor.

De faglige lederes svar på utilfredsheden har været store ord på kongresser og reklamedesignede annoncekampagner. Det er specielt de faglige ledere for sygeplejersker, politifolk og lærere, der i ord har lagt op til den helt store overenskomstkamp.

Når netop de iværksætter aviskampagner, og foretager store armsving, er det et udtryk for, at de føler sig rimeligt sikre på at kunne hale et – for dem – acceptabelt overenskomstresultat i hus. Alle er nemlig enige i, at netop disse faggrupper skal have mere i løn, selv den borgerlige regering.

‘I får for lidt i løn’

Finansminister Palle Simonsen løftede sløret for regeringens taktik i sin tale på CO I’s repræsentantskabsmøde (de lavere tjenestemænd). Palle Simonsen sagde, at det denne gang var nødvendigt med en aftale-løsning.

– En af forudsætningerne for en aftaleløsning er, at forhandlingerne løsrives fra forhandlingerne på det private arbejdsmarked. Begge parter må stille egne krav, ud fra de behov de har, og jeg er parat til at søge forhandlingerne afsluttet først i den offentlige sektor.

Det til trods for, at overenskomsterne udløber en måned senere på det offentlige område end på det private.

Hvad lønnen angår, sagde Palle Simonsen, at der var plads til lønstigninger. Han så dog gerne mere fleksible lønsystemer indført for de offentligt ansatte.

Der er således meget, der tyder på, at markante grupper indenfor de offentligt ansatte får en svag reallønsstigning.

En reallønsstigning for lærerne, politiet og sygeplejerskerne vil blive vedtaget med stort flertal blandt medlemmerne, men stille de øvrige offentligt ansatte uhyre svagt. Desillusion og manglende tro på en samlet kamp for fælles og solidariske krav er grunden til, at mange halv- og heldårlige overenskomster sandsynligvis vil blive vedtaget af et flertal blandt medlemmerne.

Heller ikke blandt de offentligt ansatte er stemningen til at kigge ud over egne faggrænser. Det mindretal, som vil stemme nej til overenskomsterne, vil sandsynligvis ikke besidde den store kampgejst. Den lille militante gruppe som findes i dag, har opgivet troen på egne – og andres – kræfter. Der skal vindes mange diskussioner før den situation ændres.

For dem er alternativet til et halvdårligt overenskomstresultat derfor ikke nødvendigvis en aktiv strejke. Det kan ligeså vel være kravet om en ny politik og en arbejderregering.

Hardy er klemt

Inden for LO-området vil situationen være næsten den samme. Det vil være en stor overraskelse, hvis ikke forbundsledelserne i Dansk Metal, HK og Dansk Kommunalarbejderforbund følger traditionen og allerede tidligt i det nye år indgår overenskomst. Vel og mærke en overenskomst uden arbejdstidsforkortelse og uden reallønssikring.

Hos de ufaglærte grupper er en kort konflikt mulig. Store dele af de ufaglærte har de seneste år haft en lønudvikling, der svarer til de offentligt ansattes. Det har afspejlet sig i en øget utilfredshed blandt de fleste ufaglærte – tydeligst i SiD. SiD-toppen er presset til at komme med resultater. Ikke siden 81 er det lykkedes SiD at få et overenskomstforslag vedtaget ved urafstemning og dengang var det endog med en meget lille margen.

Også inden for mindre faggrupper er der mulighed for konflikt.

Problemet er, at Hardy Hansen som person og SiD som fagforbund har opkastet sig som de svage faggruppers forkæmper. I store arbejderkredse og hos store dele af venstrefløjen er der opbygget illusioner om SiD og Hardy Hansen. På SiD-kongressen her i efteråret blev 35-timers kravet devalueret til et krav om en eller anden form for arbejdstids-nedsættelse med solidarisk lønkompensation. Med andre ord ingen kompensation til de fleste. Samtidig afviste Hardy Hansen et forslag om at overflytte midler fra konfliktfonden til de lokale afdelinger.

Hardy Hansen vil nødig stå i spidsen for en aktiv overenskomstkamp.

Hvordan vinder vi?

Lykkes det forbundsledelserne hos for eksempel lærerne, sygeplejerskerne, politiet, smedene, kommunalarbejderne og HK'erne at indgå forlig hurtigt, er de øvrige "svagere" faggrupper ladt i stikken.

Fagtoppen i de resterende fagforbund vil argumentere imod en strejke, under henvisning til at “vi kommer til at stå alene”. “Det er meget bedre at spare på krudtet, og så ellers huske at sætte vores kryds det rigtige sted ved næste valg.” Risikoen for isolerede strejker er da også til stede. De er derfor vigtigt, at de militante allerede i dag argumenterer for, hvordan en strejke vindes.

• Eventuelle strejker inden overenskomstforhandlingerne må ikke stå alene. Solidariteten må opbygges inden forhandlingerne.
• Fælles og solidarisk kamp for de krav, der samler bredest: 35-timers arbejdsuge og reallønssikring.
• Strejkeudvalg skal nedsættes på den enkelte arbejdsplads.
• Der skal afholdes regelmæssige møder på arbejdspladsen under strejken.
• Strejkerne skal søges spredt til grupper, der allerede har vedtaget et overenskomstforslag.
• Der skal argumenteres for en fastholdelse af strejkebevægelsen, uanset regeringens farve.