Socialistisk Arbejderavis
Nr. 25 – December 1986 – side 12
Overenskomstkampen er i gang
39 for meget, 35 bare OK 87
Hans Jørgen Vad
Første uge i december er udråbt til aktionsuge for 35-timers arbejdsuge. Ideen om selv at reducere arbejdstiden har været diskuteret på mange arbejdspladser, og selv om intet tyder på en bevægelse, der tåler sammenligning med påskestrejkerne i 85, er diskussionerne og aktiviteterne et positivt skridt fremad.
Bak op om aktionsugen
- Indkald til faglige møder.
- Foreslå symbolske strejker for 35-timer, fem timer om fredagen eller i en time om dagen. Men fasthold, at når vi engang får kæmpet 35-timers ugen igennem, så vil vi have en 7 timers arbejdsdag.
- Brug anledningen til at diskutere overenskomstforberedelsen i øvrigt.
- Rejs krav på andre spørgsmål, hvor der er utilfredshed, og kæmp for dem, hvis der er styrke.
- Støt og diskuter alle strejker – de kan alle sammen være med til at stille os bedre til foråret – især hvis de vindes.
Også selv om det i dag er ret få arbejdspladser, der 100 % sikkert har sagt, at de går i aktion, uanset hvad andre gør.
Situationen er, at jo mere aktivitet og røre der er på arbejdspladserne op til overenskomsten, jo bedre vil vi stå rustet i selve kampen. De aktiviteter, som vi kan forvente i selve 35-timerskampagnen, vil aldrig kunne gennemtvinge noget i sig selv. Det kræver en storstrejke, og den eneste måde at opbygge den på i dag er ved hele tiden at diskutere og tage det næste lille skridt. Ikke ved store paroler om generalstrejke uden vurderinger af den aktuelle styrke.
Strejkestøttearbejde, møder, aktiviteter og selvtillid på arbejdspladserne er nødvendige ting, og den eneste vej.
Storkonflikt usandsynlig
Ved overenskomsten foreligger der groft set tre muligheder:
- En storkonflikt a la 85. Den er næppe sandsynlig, fordi et decentralt forhandlingsforløb lægger op til splittelser.
- Urafstemninger efter decentrale forhandlinger.
- Og endelig decentrale konflikter efter sammenbrud i forhandlinger eller nej ved urafstemning.
Sandsynligheden taler for at det bliver en kombination af de to sidstnævnte, der bliver tale om, og at det bliver det, man skal ruste sig til.
En sidste mulighed er et hurtigt valg i januar med en styrket Schlüter-regering eller et regeringsskifte til en arbejderregering. Der er ingen tvivl om, at dele af borgerskabet er bange for at ende i 85-lignende tilstande, og tror på, at en arbejderregering lettere kan styre arbejderklassen.
Styrk selvtilliden
Blot en demonstration i den enkelte by vil være en mulighed for at gå imod den undergravende indsats mod 35-timeskravet. Et krav, som store dele af det faglige pampervælde allerede har solgt. I stedet for fuld lønkompensation snakker de i dag om “solidarisk lønkompensation”.
Arbejdsnedlæggelser og faglige møder på en arbejdsplads vil internt vise sammenholdet, og vil være med til at styrke selvtilliden. Og over for arbejdsgiveren vil det være en markering, som vil stille en stærkere i det lokale overenskomstforløb.
Det vil også være en mulighed for at diskutere, hvordan vi udnytter erfaringerne fra påskestrejkerne i 85, med alle de fejl og mangler som det store flertal oplevede – hvordan vi kan gøre det bedre denne gang.
Den helt afgørende svaghed dengang var, at man ikke i tilstrækkelig grad opbyggede solidaritet og et lederskab, der ville gå imod fagbureaukratiet. Derfor brast bevægelsen helt sammen, da det store sus var ovre. Ikke mindst DKP spillede en aktiv rolle i at stoppe konflikten. Og det vil de gøre igen.
I dag går DKPere som Poul Erik Hougård, formand for Metal-Århus, i praksis imod aktionsugen og stoler fuldt og fast på, at forhandlerne nok skal klare ærterne.
En anden fejl var, at kravet i 85 hurtigt blev Schlüters afgang og ikke direkte en kamp for forbedring af egne forhold.
En generel kamp mod regering eller for overenskomst er ikke stærkere end viljen til at bekæmpe sin egen arbejdsgiver.
Derfor er det helt centrale ved 35-timers kampagnen også at tage hul på krav til sin egen arbejdsgiver, bruge småstrejker, klub- eller faglige møder til at rejse krav ud fra utilfredshed på spørgsmål, hvor små de end er, og kæmpe for dem, hvor der er styrke til det.
Møder og aktioner i ugen kan bruges til at få kontakt på tværs af aktive arbejdspladser og mellem enkeltpersoner, som reelt mener noget med det, når de snakker om en aktiv overenskomstkamp.
Se også:
SAA 25: IS mener: Lønnen skal forhøjes ikke fordeles
SAA 25: Hvem løber med overenskomsten?
SAA 25: Decentrale forhandlinger ‘81: Isoleret og tabt
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed