Socialistisk Arbejderavis
Nr. 25 – December 1986 – side 7
Decentrale forhandlinger ‘81
Isoleret og tabt
Lotte Mylendorff
Når fagtoppen og arbejdsgiverforeningen i år er landet på den decentrale forhandlingsform, er det af frygt for en gentagelse af en samlet strejkebevægelse som ved OK-85, og et ønske om en opsplittet, resultatløs kamp som i 81. Erfaringerne fra 81 er vigtige for, at fejlene ikke gentages.
Baggrund
Den socialdemokratiske regerings indkomstpolitik og nedskæringer på de statslige udgifter var ikke nok til at dæmme op for krisen. Regeringen manede til mådehold og truede med regeringsindgreb i overenskomsterne, hvis der ikke blev makket ret.
Fagbevægelsens top gik til de decentrale forhandlinger ud fra devisen: nu viser “vi” (arbejderklassen) løntilbageholdenhed, til gengæld får “vi” (socialdemokratiet) politiske og sociale reformer igennem i folketinget, først og fremmest økonomisk demokrati.
Men arbejdsgiverne ville ikke lege med. De havde styrket sig gennem krisen, og var parat med hårde angreb. Decentrale forhandlinger ville besværligøre en samlet modstand mod deres angreb på dyrtidsreguleringen, løfteparagraffen, garantibetalingen samt ideen om en specielt lav løn til nyansatte.
De centrale krav for alle områder var 35-timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, fuld dyrtidsdækning. garanteret mindsteløn til alle på 45 kroner i timen og forsvar for løfteparagraffen.
Udsalg af kravene
Borgerskabet fik held med deres strategi. De fik tidligt i forløbet HK og træindustriens forhandlere til at indgå et forlig, der betød, at løfteparagraffen blev sat ud af kraft i 10 måneder. Inden for HK indførte man en speciel begyndelsesløn. SiD var med til at slagte den garanterede mindsteløn til alle, mod at få små forhøjelser af branchernes mindstelønninger. Det blev op til de enkelte forbund, afhængigt af hvor stærke de var, at fastsætte mindstelønnen inden for det enkelte område. Inden for Beklædnings- og Textilarbejdernes forbund blev dyrtidsreguleringen solgt.
Til sidst stod typograferne og slagteriarbejderne alene tilbage inden for LO-området uden at nå forlig. Inden for det offentlige stod socialrådgiverne tilbage.
Slagteriarbejderne stemte nej til to mæglingsforslag, begge gange imod forbundsledelsens indstilling, og gik i strejke. Regeringen ophøjede mæglingsforslaget til lov, og slagteriarbejderne ville ikke strejke videre mod lovindgrebet. Både typograferne og socialrådgiverne kom ud i langvarige konflikter. Typografledelsen solgte hurtigt løfteparagraffen og 35 timers kravet for at opnå en teknologiaftale. Socialrådgiverledelsen solgte også 35 timers kravet, samt kravet om fuld dyrtidsdækning og højere grundløn til alle.
Socialrådgiverne
Efter socialrådgiverne massivt havde stemt mæglingsforslagene ned, udtog hovedbestyrelsen kun 510 overenskomstansatte socialrådgivere til strejke. Hovedbestyrelsen aflyste samtidig et repræsentantskabsmøde, der skulle have taget stilling til kampens forløb efter nejresultatet. Sagen var klar, sagde de, i stedet for at udnytte mødet til at mobilisere folk og sprede gejst.
Det var gennem dagspressen og en strejkeavis at socialrådgiverne måtte erfare, at strejkekravene var ændret. Væk var 35 timers kravet, den fulde dyrtidsdækning og højere grundløn til alle. Øverst stod nu kravene om ulempetillæg og højere løn til socialcenter-konsulenter. Krav der let fører til splittelse indadtil, og som var svære at generalisere overfor resten af arbejderklassen.
Socialrådgiverne stod nu med et dårligt strejkegrundlag og svag mobilisering blandt medlemmerne. Samtidig var strejken ikke effektiv, blandt andet fordi HK-sagsbehandlere, tjenestemandsansatte og funktionærer tog strejkeramt arbejde.
Isolation
Senere svarede staten igen ved at lockoute 2200 tjenestemandsansatte socialrådgivere. Trods det fortsatte strejken. Men strejken forblev isoleret. Forbundets linje gjorde socialrådgiverne til nemme ofre for hetz fra andre offentlige ansatte, der ikke så dem som en spydspids i kampen mod lønrammen, men som en gruppe, der satte sig ud over fællesskabet.
Hetzet blev de også af mange af de socialdemokratiske LO-fagforeninger. De så socialrådgiverne som en forkælet gruppe, der skulle holde igen, så regeringens politik kunne lykkes og hjulene begynde at dreje rundt i industrien. Kampen sluttede uden at socialrådgiverne opnåede resultater.
Ligeledes gik det typograferne. De lagde ud med 35 timers kravet, aftale om ny teknologi, længere ferier og praktikplads til alle EFG-lærlinge. Forbundet undlod efter nej-resultatet at sende strejkevarsel for de store bladhuse, hvor den faglige organisering og de militante traditioner var stærkest.
Samtidig gik der rygter om at løfteparagraffen var solgt til fordel for teknologiaftalen.
Typograferne var ikke informeret om ledelsens taktik og mange var forvirrede og usikre. Forbundsledelsens “Vi er os selv nok” holdning gjorde, at mange lavtlønnede argumenterede mod at støtte typograferne, med den begrundelse, at typograferne tjente godt nok.
Efter to måneders strejke begyndte arbejdsgiverne at udgive nødudgaver trykt på Taulov Centraltrykkeri.
Først nu begyndte en mobilisering af medlemmerne for alvor, blandt andet ved masseblokader. Men mobiliseringen kom for sent. Politiets hårdhændede fremfærd ved blokaderne og forvirringen over strejkegrundlaget førte til demobilisering. Også typografernes kamp endte uden at noget var opnået.
Forhandlingsformen er ikke afgørende for om man får et godt resultat slæbt hjem. Det er derimod folks vilje til at kæmpe for kravene, gennem organiseringen af en effektiv strejke, der søger opbakning blandt andre arbejdergrupper.
Kampkraft
Uanset centrale eller decentrale forhandlinger vil forhandlernes udgangspunkt være klassesamarbejde og tilbageholdenhed. Den vigtigste lærdom fra 81 er, at man ikke kan vinde ved at fjerne de krav, som er generelle for hele arbejderklassen, så som 35 timers kravet, dyrtidsreguleringen og en høj fælles mindsteløn,
Der er større fare for at decentrale forhandlinger fører til isolation af enkelte arbejdergrupper. De områder, hvor utilfredsheden er størst, vil stå alene igen, hvis de ikke spreder kampen og prøver at vinde solidaritet
Arbejdsløsheden og de mange tabte kampe har svækket selvtilliden og solidariteten. Men ting kan eksplodere, som vi så i 1985. Vi må pege på en solidarisk og effektiv kamplinje for ikke at gentage 81.
Billedtekst:
Politiet gik hårdt til blokaden ved Central Tryk i Taulov, hvor arbejdsgiverne fik trykt nødudgaver under typografkonflikten i ‘81.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed