Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 254 – 6. april 2006 – side 10

4-siders-tillæg: Frankrig i oprør – Interview med Daniel Bensaïd

"Bevægelsen er direkte baseret på et socialt spørgsmål"

Daniel Bensaïd er fremstående fransk marxist og medlem af Ligue Communiste Revolutionaire

„Bragt til stilhed af CPE“ står der på demonstranternes skilte

“Bragt til stilhed af CPE“ står der på demonstranternes skilte

Som en der deltog i studenteroprøret i maj 1968, hvad syntes du er lighederne og forskellene mellem oprøret dengang, og det der sker nu?

“Der er mange flere forskelle end ligheder. I realiteten var studenterbevægelsen i 1968, en vigtig, men forblev en minoritetsbevægelse, selv op til “barrikadernes nat“ den 10. maj. Det var efter besættelsen af Sorbonne universitetet og starten på arbejdernes generalstrejke, at bevægelsen generaliseredes.

Den anden forskel er bevægelsens motiver. I 1968 var gnisten, der tændte bålet, en demonstration mod Vietnamkrigen. Temaerne var meget internationalistiske – solidaritet med Vietnam og med tyske og polske studenter. Sideløbende med disse var der andre emner, fx spørgsmålet om ikke kønsdelte kollegier.

Den nuværende bevægelse er direkte baseret på et socialt spørgsmål – ødelæggelsen af arbejdsmarkedsregler og stigende usikkerhed omkring faste ansættelser. Det gælder både for uddannelsessøgende og arbejdere. Spørgsmålet om den fælles forbindelse, og ikke kun solidariteten mellem de to befolkningsdele, ligger derfor lige for.

Den fundamentale forskel ligger i konteksten, i særdeleshed på den måde arbejdsløsheden spiller ind. I 1968 blev de arbejdsløse talt i titusinder i en periode med økonomisk vækst, så de studerende bekymrede sig ikke om fremtiden.

I dag er 6 mio. mennesker enten uden arbejde eller løsarbejdere og i løbet af de sidste få år har vi set en række sociale nederlag, på trods af de store bevægelser og kampe i 1995 og i 2003. Magtbalancen, som den nuværende bevægelse intervenerer i, er fra starten ufavorabel.“

I 1968 og igen i 1986 blev studenterbevægelsen fulgt op af strejker. Hvad er forholdet mellem de nuværende mobiliseringer og fagbevægelsen?

“Forbindelsen er naturlig. Og fagbevægelsen er mindre lukket og mindre modvillig, end den var overfor studenterne i 1968. Dengang blev denne modvillighed fremmet af kommunist partiets arbejderisme og fagforbundet CGT, der kontrollerede fagbevægelsens store bastioner.

I dag er forholdet ikke så indskrænket. På den ene side er fagbureaukratiets evne til at kontrollere tingene blevet svækket betydeligt. På den anden side betyder udbredelsen af ungdoms- og videregående uddannelser, at det ikke længere er muligt at fremstille studerende, som et eksklusivt middelklasselag. Men fagbureaukratiet virker fortsat som en bremse, som vi kan se fra deres langsomlighed med at indkalde til generalstrejke. Efter de store demonstrationer d. 18. marts ville det have været det rigtige at løfte kampen til et nyt stade og, måske, derved få regeringen til at give efter.“

Fagforeningsleder i CGT, Bernard Thibault, har snakket om en generalstrejke mod CPE-loven. Hvilken rolle spiller de store fagforbund – CGT, Force Ouvrière og CFDT – i bevægelsen?

“Alle forbund har erklæret sig i mod CPE-loven og har indkaldt til aktionsdage. Men den 7. marts var det kun Force Ouvrière, der varslede strejker og gav dermed deres medlemmer mulighed for at deltage. CFDT-forbundet, derimod, er sløvt.

Og CGT gjorde ikke alt hvad de kunne den 18. marts for at mobilisere udenfor deres eget apparat (hvilket er stort). Indtil nu lader det til at forbundene, bortset fra FSU (lærerforbundet) der klart foreslår at der strejkes, forbereder sig til enkeltdages aktioner, hvad der ikke er godt nok. Risikoen er, at bevægelsen degenererer. Det bringer dårlige minder tilbage fra 2003, da diverse bureaukratiske manøvre tog vinden fra bevægelsen mod nedskæringer i pensionerne.“

Politiske organisationer lader til at have en lav profil i studenterbevægelsen. Hvordan forklarer du det?

“De politiske organisationer er svage blandt studenterne. De tre mest synlige kræfter er: Socialistisk Strømning (der identificerer sig med socialistpartiets parlamentsmedlem Henri Emmanuelli) – de kontrollerer studenter organisationen UNEF. Så er der Ligue Communiste Révolutionnaire (LCR), og til sidst er der en løs anarkistisk gruppering.

Kommunistpartiet støtter bevægelsen, men står meget svagt blandt de studerende. Da der er præsidentvalg i 2007, ser et flertal i socialistpartiet (socialdemokratiet) gerne, at det er dem, der høster frugterne af regeringens krise. På samme tid er det flertal bange for, at bevægelsen bliver for stærk, så den forstærker modsætningerne internt i socialistpartiet, og at det bliver den radikale, anti-nyliberale venstrefløj, der styrkes af bevægelsen.

LCR’s Oliver Besancenot er den eneste politiske figur, der både er ung og populær i bevægelsen.“

En sejr over CPE-loven vil gøre det svært for regeringen at føre nyliberal politik. Vil det også gøre det lettere for venstrefløjen at forene kræfterne mod nyliberalismen?

“Den sejr er ikke vundet endnu. Der er meget på spil i den kommende uge. En gadens sejr ville være den første sejr mod de nyliberale modreformer i mange år. Men det alene vil ikke være nok til at ændre magtbalancen og, vigtigst, at give den sociale bevægelse et troværdigt politisk udtryk, fordi det ikke afgørende vil ændre den politiske magtbalance.

Det er meget muligt, at socialistpartiet ville kunne bruge håbet for forandring, til at komme i regering – en regering, der ville blive betragtet, som “den mindst ringe“. Selv om Ségolène Royale, en af deres ledende kandidater, allerede har travlt med at hylde Tony Blair.

De afgørende spørgsmål er stadig en kontinuerlig identificering med kampagnen for et venstrefløjs “nej“ ved afstemningen om EU’s forfatning, og en fremtidig regeringsalliance.

Det mest sandsynlige resultat er, at tidligere medlemmer at ekspremierminister Lionel Jospin’s koalition vil blive til socialistpartiets satellitter, ligesom med Romano Prodi i Italien (hvor dele af venstrefløjen indgår i en valgalliance med socialdemokrater).

Hovedspørgsmålet er derfor, om et ægte anti-kapitalistisk alternativ kan skabes.“

Se også:
SAA 254: Det mener vi: Europa strejker mod nyliberalismen
SAA 254: 4-siders-tillæg: Frankrig i oprør: Store strejker og demonstrationer ryster den franske regering

Flere artikler fra nr. 254

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Frankrig 1990-

Siden er vist 2319 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside