Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 260 – 27. september 2006 – side 2

Det mener vi:

Nej tak til 1757 dage mere med Fogh!

I disse dage er der protester over hele landet. Der strejkes og demonstreres imod forringelsen på de kommunale budgetter som rammer velfærden hos alle. Samtidig fejrede Anders Fogh d. 20. september sin rekord som den Venstre statsminister der har siddet længst tid på tronen. 1757 dage er det blevet til for landmandssønnen fra Hvidding. For Danmark 1757 dage for mange.

Men Fogh sidder ikke længere trygt på tronen. Netop 17. maj og de sidste par dages protester og strejker viser at Fogh er mere presset end nogensinde før. Derfor skal vi netop bruge den 3. oktober til at vise Anders Fogh at vi vil en ny regering og en anden dagsorden uden krig og nyliberalisme.

Med god hjælp fra Dansk Folkeparti samt en social-demokratisk regering der førte nyliberal politik fik Danmark sin nye statsminister i 2001. Støtten fra Pia Kjærsgaards nationalistiske patrioter gik ikke hen i ubemærkethed. Den nye regering lagde godt ud med at indføre en lang række stramninger på udlændingepolitikken og fik lagt en hård linje overfor flygtninge og indvandrere. Som supplement hertil blev ulandsbistanden også skåret ned.

Et af argumenterne for at skære i ulandsbistanden var at blandt andet disse penge skulle bruges på bedre velfærd i Danmark. Nu kan man selvfølgelig diskutere rimeligheden i at børn i Afrika skal betale for danskernes bedre velfærd, specielt set i lyset af at vi tilsyneladende aldrig har været rigere. Men under alle omstændigheder har Hr. og Fru Danmark aldrig mærket effekten af disse øremærkede velfærdspenge, idet der i Foghs regeringsperiode har fundet betydelige nedskæringer sted over alt i den offentlige sektor. Derfor kunne man med god grund have regeringen mistænkt for at have brugt pengene til Afrika til at fylde lidt ud i det økonomiske hul som indførelsen af skattestoppet kom til at betyde. Et skattestop der primært er kommet de rigeste i samfundet til gode og som sammen med nedskæringerne i den offentlige sektor, har været med til at skabe en endnu større grad af ulighed i landet.

Den større grad af ulighed er ikke en tilfældighed, men derimod netop et af Fogh regeringens mål. Først var det den kære socialminister der kom til at udtrykke ønske om ulighed som en måde hvorpå man kunne skabe “dynamik“ i samfundet, og for nylig kom den finanspolitiske ordfører Peter Kristensen så også i uvejr hos statsministeren for at give udtryk for samme ønske. Uanset hvad er det en realitet at samfundets svageste, hvad enten det er i Danmark eller i ulandene, er kommet til at betale for de riges forbrugsfest.

I de 1757 dage Fogh har siddet ved roret har statsministeren flere gange set sit snit til at tage på politisk charme-tur i Det Hvide Hus. Efter Danmarks medvirken i krigen i Afghanistan var der nu ikke kun dækket op til kaffe og kage ved disse besøg, men også sat vand over til et nyt imperialistisk eventyr i Irak. I begge lande sidder Danmarks nu med tropper der har mødt så stor modstand at de ikke synes at kunne vende hjem foreløbig og er hermed blevet en håbløs del af USA’s imperialistiske Mellemøsten projekt, hvor både civil-befolkningerne og soldater bliver slået ihjel. Tak for kaffe! Der er ikke råd til Afrika og velfærd, men i en hemmelig kiste på statsministerens kontor blev der åbenbart fundet penge til soldater og krigsmateriel. Når der er tale om ideologiske og imperialistiske projekter er pengekassen åbenbart bundløs.

Med besættelser af Afghanistan og Irak meldte den danske regering sig for alvor på barrikaderne side om side med Blair og Bush i kampen imod “terror“. Terrorpakken blev indført. En terrorpakke der krænker helt grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder, og som nu er i søgelyset til at blive strammet yderligere efter “terrorsagen“ i Vollsmose – i hvert fald hvis Dansk Folkeparti kommer til at bestemme – og det gør de jo ofte.

De 1757 dage med Anders Fogh har blandt andet betydet forringelse af velfærden, voksende ulighed, indskrænkninger af demokratiske frihedsrettigheder og to krige i Mellemøsten, og i disse dage er den så gal igen – nu med de kommunale budgetter. “Venstre ved du hvor du har“ – ja lige præcis! Til højre – som overklassens regering – hvor de altid har været!

Se også:
SAA 260: Hvilken vej frem for velfærdskampen?
SAA 260: 3. oktober: Nej til Krig støtter protesterne
SAA 260: 7. oktober i København: Krigsmodstandere samles
SAA 260: Ulighed i Danmark

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 260

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Velfærdskampe 2006

Siden er vist 2848 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside