Socialistisk Arbejderavis
Nr. 27 – Februar 1987 – side 6
Urafstemningsreglerne
Skabt for at undgå kamp
Martin B. Johansen
For langt de fleste arbejdere er resultatet af de nye overenskomster temmelig magert. Men en gave har vi da fået: Et lærestykke i hvordan forbundspamperne har opbygget et system af afstemnings- og forhandlingsregler for at bevare kontrollen over medlemmerne.
Kort tid efter at overenskomsterne indenfor Jernet og HK var indgået, kom det frem, at forligene skulle sammenkædes af forligsmanden og sendes samlet til urafstemning. Dette fremgik af et såkaldt protokollat, som DA og LO var enige om, skulle med i forligene.
Fidusen ved protokollatet er følgende:
Alle overenskomsterne sendes til en samlet urafstemning for hele LO-området. Sammenkædningen skal sikre, at overskydende ja-stemmer fra et område kan modvirke et eventuelt nej-flertal på andre områder. Formålet er, at de store og normalt sikre “ja-forbund”, Metal og HK, kan opveje et nej hos eksempelvis typograferne.
Det er specielt SiD, der har været interesseret i denne ‘håndsrækning’. SiD-ledelsen frygtede nemlig en gentagelse af afstemningen i 1983, hvor et flertal af specialarbejdere stemte nej – på trods af hovedbestyrelsens anbefaling. Desuden ønskede også dagbladenes arbejdsgivere at undgå en konflikt med typograferne.
Protokollatet betyder endvidere, at urafstemningen skal ske efter Forligsmandsloven. Den siger, at for at forkaste et forlig, skal der ikke blot være et flertal af nej-stemmer, men nej-stemmerne skal udgøre mindst 35% af samtlige stemmeberettigede.
Urafstemning efter forligsmandsloven indebærer, at det næsten er umuligt at stemme et forlig ned. Med en stemmedeltagelse på 50% – hvilket er højt sat – betyder 35%-reglen, at overenskomsten først kan forkastes, hvis mindst syv ud af ti af de afgivne stemmer er nej-stemmer.
På denne måde har fagbureaukratiet sikret sig, at overenskomsten bliver ‘godkendt’ af medlemmerne.
Et sikkert JA
Protokollatet om sammenkædning af alle forligene til et stort bunkebryllup er dog temmelig uldent i kanten. Forbundenes egne love er ikke gode nok til at sikre det nødvendige resultat.
I Metals love hedder det kort og godt: “Ved urafstemning træffes afgørelse ved almindelig stemmeflerhed”. 35% reglen og reglerne om sammenkædning af flere enkelt-forlig til et stort forlig findes kun i forligsmandsloven.
Forligsmandsloven forudsætter, at det er forligsmanden, der har formuleret det mæglingsforslag, som sendes til urafstemning. Langt de fleste LO-overenskomster er blevet til uden forligsmanden. Men også på dette punkt har forbundspamperne sikret sig.
Georg Poulsen oplyste 23. januar, at der for flere måneder siden blev udarbejdet et “juridisk responsum”, der forklarer, at afstemningen sagtens kunne foregå efter forligsmandslovens regler, uden at der blev begået lovbrud.
Hele denne historie illustrerer fagtoppens syn på demokrati i fagbevægelsen: Love og regler skal sikre fagbureaukratiets interesser. Hvis fagbureaukratiet ikke er interesseret i konflikt, må afstemningsproceduren indrettes således, at der ikke bliver konflikt.
I denne sammenhæng er det meningsløst at tale om, hvorvidt den ene eller den anden afstemningsform er den mest demokratiske. Formålet med urafstemningerne er ikke, at medlemmerne på demokratisk vis kan afgøre, om de vil strejke eller ej – snarere det stik modsatte: Urafstemningerne tilrettelægges således, at strejker undgås og faglig opposition bliver holdt nede.
Skulle den aktuelle afstemningsform vise sig at være uhensigtsmæssig for fagtoppen og arbejdsgiverne, ændres den ganske enkelt, så kontrollen bevares.
Forligsmandsloven
Alt dette er hverken nyt eller epokegørende. Det berømte Septemberforlig i 1899 betød, at arbejdsgiverne anerkendte DsF (det daværende LO) som forhandlingspartner. Til gengæld accepterede DsF fredspligten – at der ikke måtte strejkes før en overenskomst udløb.
Septemberforliget kunne dog ikke hindre, at der alligevel blev strejket i overenskomstperioden, og overenskomstforhandlingerne i 1908 var tæt på en storkonflikt.
Dette fik regeringen til at gribe mæglende ind i striden mellem DA og DsF. Bagefter enedes de tre parter om, at fremtidige uoverenstemmelser skulle afgøres af en domstol, Arbejdsretten – “for derved at overflødiggøre arbejdsstandsninger og efterhånden fortrænge i bevidstheden forestillingen om strejken som det middel, man naturligst og først griber til.”
Der skulle fortsat kunne konfliktes i forbindelse med overenskomstforhandlinger, men parterne enedes dog om, at der skulle oprettes en forligsinstitution, der kunne mægle i en konflikt, “når denne bliver så alvorlig, at samfundets interesser trues”.
Med verdenskrisens gennemslag i Danmark i 1931 og med Stauning som statsminister stillede Socialdemokratiet sig den opgave at få kapitalismen helskindet gennem krisen. For at få kapitalen på fode var det dels nødvendigt at holde lønningerne nede, dels at der var ro på arbejdsmarkedet. Derfor måtte statsmagtens muligheder for at kontrollere overenskomstforhandlingerne styrkes.
Dette skete for det første ved en ændring af afstemningsreglerne. Hidtil havde almindeligt flertal af de afgivne stemmer været nok til at forkaste et mæglingsforslag.
Men i 1934 gennemførte socialdemokraterne nye regler for afstemninger, som indførte begrebet “kvalificeret flertal”. Altså at det ikke var nok, at et flertal havde stemt nej – desto lavere stemmedeltagelse desto mere overbevisende skulle nejflertallet være. 1934-reglerne betød, at med en stemmedeltagelse på 50% skulle mindst 62½% stemme nej for at forkaste mæglingsforslaget. Ved 40% stemmedeltagelse krævedes 67½% nejstemmer.
Fagtoppen sikrer sig
Disse regler skulle sikre afstemningsresultatet i de socialdemokratisk dominerede forbund. Men Stauning-regeringen havde også et andet problem: hvordan kunne man hindre, at enkelte forbund alligevel forkastede et mæglingsforslag?
Arbejdsgiverne havde nemlig gennem 20’erne brugt den taktik, at en strejke inden for ét fagområde blev besvaret med omfattende lock-out’er. Og i stedet for at møde lock-out’er med storstrejke valgte socialdemokraterne at sætte de enkelte forbunds selvstændighed ud af kraft.
Dette skete ved, at forligsmandens kompetence blev udvidet. I kraft af “sammenkædningsreglerne” fra 1934 kunne forligsmanden vælge at slå en hel række enkeltforlig sammen og sende dem samlet til urafstemning.
Der var også et andet vigtigt aspekt ved sammenkædningsreglerne. DKP havde i løbet af 30’erne opnået en vis indflydelse i en række fagforeninger – og selv om de menige socialdemokratiske arbejdere generelt var politisk passive og loyale over for Stauning, turde regeringen ikke stole på, at denne passivitet og loyalitet ville fortsætte.
Derfor måtte de socialdemokratiske ledere sikre sig selv ved at begrænse de enkelte forbunds selvstændighed. For socialdemokraterne var dette udtryk for solidaritet: “... den solidaritet, som efter omstændighederne naturligt må give sig udtryk i, at de få må bøje sig for de højere, større” (socialminister Steincke, 1934).
Sammenkædningsreglerne viste sig effektive allerede ved deres debut i 1934. Forligsmanden sammenkædede 19 fags overenskomster, herunder det store arbej dsmandsforbund (DAF). I DAF foregik afstemningen ved “kompetent forsamling”. Hovedbestyrelsen alene afgjorde forbundets holdning til overenskomsten.
På denne måde kunne DAF kaste et meget stort antal ja-stemmer ind i puljen og afgjorde reelt afstemningen – også for de forbund, som stemte imod. Det endte helt farceagtigt, da forligsmanden kunne erklære mæglingsforslaget for vedtaget en uge før sømændene havde stemt!
Kamp imod fagtoppen
Siden er afstemningsreglerne ændret fire gange – senest i 1970, hvor 35%-reglen blev indført. Men det grundlæggende indhold er det samme. Sikring af fagbureaukratiets kontrol over medlemmerne.
Reglerne er naturligvis i bund og grund udemokratiske, og det er vigtigt for militante og socialister at slås for demokratisering af fagbevægelsen og for at hele det fagretslige system bliver smadret.
Men det vigtigste er, at det er Socialdemokratiet og fagtoppen selv, som har formuleret de fagretslige “spilleregler” for at kunne kontrollere arbejderklassen. Det betyder, at arbejderklassens kamp skal føres udenom fagtoppen.
Det er ingen tilfældighed, at det i 1987 var det “progressive” SiD, der lagde op til sammenkædningen, på trods af at SiD’s kongres i 1983 krævede sammenkædningsreglerne afskaffet.
Billedtekst:
Socialdemokratiet og fagtoppen har formuleret de fagretslige regler for at holde arbejderne i ro.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed