Socialistisk Arbejderavis
Nr. 27 – Februar 1987 – side 6
OK-87
Hardy Hansen – Den fødte taber
Poul Erik Kristensen
SiD’s formand har mange år stået som det store lys for militante arbejdere og store dele af venstrefløjen.
Hardys image er efterhånden, at det altid er ham, der råber højt. Han har gentagne gange truet med, at SiD ville trække sine dommere ud af Arbejdsretten, og han har truet med, at SiD vil sprænge enhedsfagbevægelsen, hvis Metal fortsætter sin fagchauvinistiske politik.
Men hver gang taber Hardy. Trusler fra hans side tages ikke længere alvorligt.
Vi betvivler ikke ægtheden af Hardys harme. Tværtimod er vi overbevist om, at han ønsker at fremskaffe de bedst tænkelige løn og arbejdsvilkår for sine medlemmer – og for sig selv ikke mindst.
Hardy Hansens problem er imidlertid, at han er lige så bange for aktive medlemmer som ærkefjenden, Georg Poulsen.
Hardy står i det samme dilemma som resten af hans kolleger i fagbureaukratiet.
- Aktive strejkende arbejdere opdager hurtigt, at de selv gennem handling kan skaffe flere kroner i lønningsposen, end nok så mange bureaukrater kan skaffe ved forhandlingsbordet.
- Medlemmerne har kun brug for bureaukraterne i det omfang, de kan indfri de krav, som medlemmerne stiller.
“Det historisk dårligste resultat,” kaldte Hardy Hansen det indgåede forlig på Metal-området. I dag anbefaler han SID’s medlemmer at stemme ja ved urafstemningen.
Vanen tro sprang Hardy op som en løve, da han første gang skulle kommentere de nye overenskomster. Men endnu engang faldt han ned som et lam. Sammen med arbejderklassen blev Hardy Hansen denne overenskomsts største taber.
Hardy i klemme
Hardy Hansen er imidlertid mere presset end alle hans kolleger.
SiD er det forbund, som i de seneste år har oplevet den største utilfredshed og aktivitet blandt medlemmerne. Siden Schlüter-regeringens start i 82, har mange SiD-arbejdere været ude i langvarige strejker.
Ved den sidste urafstemning under overenskomsten i 83 blev SiD’s hovedbestyrelse underkendt af medlemmerne, som på trods af forbundets ja-opfordring stemte massivt nej. (På grund af Forligsmandslovens sammenkædningsregler kom SiD dog ikke i konflikt.)
Det sidste dilemma Hardy befinder sig i, er en masse personlige modsætninger til de øvrige pampere i Specialarbejderforbundet. Det er almindelig kendt, at fabriksgruppens formand, Villy Strube, går rundt med drømmen om en forbundsformandspost i maven.
Også i forhold til formanden for bygge- og anlægsgruppen, Poul Christiansen, har Hardy Hansen problemer. Hardy blev nemlig i sin tid forbundsformand som følge af et kup mod Poul Christiansen – som ellers var den udkårne.
Villy Strube, som forhandler for CO-metal, og Poul Christiansen var da også de første i SiD til at acceptere de dårlige overenskomstresultater.
Mininalløn eller normalløn?
Hardys kritik af CO-metals og andre overenskomster er først og fremmest gået på lønningerne. Salget af den 35-timers arbejdsuge og indgåelsen af en fire-årig overenskomst er ham åbenbart ligegyldigt.
Når han specielt angriber lønnen, skyldes det det lønsystem, som blandt andet SiD er underlagt.
En overenskomstsikret mindstebetaling på for eksempel kr. 58,40, har ikke den samme betydning for Metals som for SiD's medlemmer.
SiD er nemlig underlagt normallønssystemet. Det vil sige, at en specialarbejder normalt får den løn, som er aftalt i overenskomsten. Muligheden for at opnå højere løn i en overenskomstperiode afhænger derfor af akkorder og andre produktivitetsfremmende lønsystemer.
Jern- og Metalområdet er under minimallønsområdet. Det betyder, at den overenskomstsikrede løn blot fungerer som minimalløn. Jern- og Metalområdet er præget af mange lokalaftaler, personlige tillæg og ikke mindst, har man ret til at kræve lønforhandlinger midt i en overenskomstperiode via løfteparagraffen.
Den nye overenskomsts mindstelønninger har således kun betydning for ca. 800 ansatte i Jern- og Metalindustrien, mens et stort flertal af SiD’s medlemmer må leve af mindstelønnen de kommende fire år.
Selv en stærkt presset Hardy Hansen kan ikke være tilfreds med resultatet. Det er nemlig ham, som i den kommende tid skal banke utilfredse medlemmer på plads.
SiD splittet
Trods det dårlige resultat, har Hardy Hansen efter SiD’s kaotiske repræsentantskabsmøde 30. januar iklædt sig seler og livrem.
Under stærke protester anbefaler han således SiD’s medlemmer til at stemme ja.
“Jeg har hele tiden været utilfreds med resultaterne. Når jeg alligevel anbefaler, er det ud fra en erkendelse af, at løbet er kørt. Vi kan ikke sætte køretøjet i bakgear,” forklarede han efter repræsentantskabsmødet.
På samme tid forsøger han at dække sig ind, både hos medlemmerne og hos de øvrige faglige ledere.
På trods af livrem og seler, fremstår Hardy Hansen som denne overenskomsts store taber. Han forsøgte at vinde kampen mod Villy Strube, Poul Christiansen og Georg Poulsen. Han tabte, fordi han var tvunget til at vælge fagbureaukraternes boldgade. Alt andet ville være for farligt.
Overenskomstforhandlingerne har efterladt et stærkt splittet SiD. Stemmetallene på SiD’s repræsentantskabsmøde afspejler tydeligt splittelsen: 392 anbefaler forligene, mens 333 siger nej.
Hardy forsøgte det mesterværk, at balancere mellem medlemmernes harme og fagtoppens udsalgspolitik. Men han er havnet med begge ben på ja-siden. Specialarbejderne bør sørge for, at det bliver Hardy Hansens største brøler i dette OK-forløb.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed