Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 27 – Februar 1987 – side 5

OK-87

De offentligt ansatte blev også forrådt

Hans Jørgen Vad

Med påskestrejkerne i 85 fik militansen blandt de offentligt ansatte et gennembrud. Omfanget af protesterne og arbejdsnedlæggelserne viste en bredde, man ikke tidligere havde drømt om.

Mange socialister og fagligt aktive havde forventet, at kombinationen af forringet realløn og øget militans ville skabe røre blandt de offentligt ansatte ved disse overenskomstforhandlinger.

De offentligt ansattes organisationer gennemførte omfattende kampagner for kravene. Samtidigt begyndte de borgerlige at indse, at de offentligt ansatte havde et vist “løn-efterslæb”. Reelt erkendte regeringen, at den måtte ryste op med noget for at undgå for meget ballade.

På papiret fastholdt forbundsledelsen de centrale krav: 35 timer i ét hug, fuld løn- og personalekompensation, dækning af reallønsefterslæbet og reallønsgaranti – for at tage de mest væsentlige. I realiteten var blandt andet arbejdstidskravet barberet væk inden de første forhandlinger med arbejdsgiverne.

Resultat?

Man skal enten føle sig meget sikker på ikke at skulle leve af håndørerne fra overenskomstresultatet, eller også være en meget patriotisk socialdemokrat, for at kunne opfatte resultatet som et “gennembrud” for noget som helst.

Den forhenværende “røde” Martin Rømer, formand for lærerne og FTF, forklarede aftenen før forliget, at man havde god tid, og dermed udtrykte han vilje til at presse arbejdsgiverne. På trods af det gik der Fart Og Tempo i den, og morgenen efter blev vi præsenteret for facit – et facit som Schlüter “Ikke kunne have gjort bedre.”

At være bange for konflikt er i sig selv ynkeligt. Endnu værre er det helt at undlade at udnytte konflikttruslen til det yderste. Det er forræderi – intet mindre.

På trods af forventningerne fik man en hurtig afslutning af overenskomsterne uden særlig ballade fra medlemmerne. Hvorfor?

Den umiddelbare forklaring på denne elendighed er naturligvis, at de offentlige pampere ikke er et hak bedre end LO-folkene.

Der er ikke så meget nyt i, at pamperne begår forræderi og sælger ud af kravene.

Det interessante er, at de slipper så godt fra det. Det gør de, dels fordi de har balanceret på en grænse, hvor folk accepterer resultater, med god hjælp fra en samlet presse og TV. Og dels fordi der blandt offentligt ansatte er en ringe tradition for at kæmpe selv.

En af de væsentlige årsager er det meget stive og centraliserede forhandlingssystem på det offentlige område. Det er mastodonter, man står overfor: Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Finansministeriet.

Det vil derfor oftest forekomme umuligt lokalt fra arbejdspladserne at kæmpe for forbedringer. I modsætning til områder, hvor man kan slås for akkorder og husaftaler igennem lokale overenskomster.

Manglende tillid

Derfor opstår der nemt holdninger som at “vi skal alle være med, for at vi kan slås”, “forhandlerne slås for os”, eller i værste fald: “det ikke kan betale sig at kæmpe”.

Manglende tro på egne kræfter kom tydeligt frem under påskestrejkerne. De offentlige følte sig svigtet af de “private”, da de afsluttede strejkerne. Det var også en nederlagslinje, men det var ingen undskyldning for andre. De offentligt ansatte kan sagtens lamme hele samfundet alene.

Det er en fordom, at offentligt ansatte ikke kan kæmpe alene. Det er den samme holdning, som har afspejlet sig i de mange annoncekampagner, hvor forbundene har appelleret til sympatien i offentligheden.

Altså igen en forestilling om, at andre skal gennemføre forbedringerne for en, fordi man ikke har tillid til, at man selv kan kæmpe sine krav igennem.

Den begrænsning kommer man først udover, når der er udviklet et stærkere lag af tillidsfolk, som meget klart har forkastet den slags holdninger.
Et sådant lag kan kun opbygges gennem kamp, om det så er på lokale eller generelle spørgsmål, eller gennem politisk organisering.

Se også:
SAA 27: Reportage og analyse af ok-udsalget: OK-87: Nej-kampagnen på vildspor
SAA 27: OK-87: Hardy Hansen – Den fødte taber
SAA 27: IS mener: Arbejdsro for regeringen?
SAA 27: Urafstemningsreglerne: Skabt for at undgå kamp
SAA 27: Spørgsmål vi ofte møder: Forsvinder arbejderklassen?

Flere artikler fra nr. 27

Flere numre fra 1987

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1981-1990
Overenskomst 1987

Se flere artikler af forfatter:
Hans Jørgen Vad

Siden er vist 997 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside