Socialistisk Arbejderavis
Nr. 279 – 12. juni 2008 – side 3
Den militante kant
Hellere én lille sejr end ingen!
Jan Hoby
I skrivende stund er resultatet af BUPL og Sundhedskartellets strejke ikke er kendt. Men diskussionen om de forspildte historiske muligheder ved denne overenskomst er i fuld gang på venstrefløjen, i fagbevægelsen og blandt titusindvis af offentlige ansatte. Det er både historien om et forudsigeligt mord (fagtoppens accept af KL’s ramme på 12,8%), og så historien om al det uforudsigelige i enhver klassekamps-situation (alle arbejdsmarkedsforskere og politiske kommentatorers analyser har taget fejl).
Nogle på venstrefløjen har fejlagtigt kaldt FOA’s resultater for et knæfald for arbejdsgiverne. Men uanset og man er enig eller ej i FOA’s strategi, så er FOA’s resultat det næstbedste i offentlige overenskomstforhandlingers historie, kun overgået af 1987 på 13,93% (pga storstrejken i 1985).
Jeg synes at FOA’s politiske ledelse kendte sin besøgstid og fik tre vigtige resultater ud af deres kamp: 1) strejker virker, 2) Rammen blev sprængt, KL kom med flere penge. 3) et lille – men meget vigtigt skridt blev taget i kampen mod uligeløn. Alt dette kan bruges i de kommende kampe. Disse små men meget afgørende resultater vil være løftstang for kommende kampe og har givet FOA’s medlemmer og mange andre arbejdere en generaliseret erfaring med at kamp nytter.
FOA’s sejr er et resultat af et fagforbund, der både har lagt en strategi for hvordan man starter en strejke, og for hvordan man kommer styrket ud af en strejke, og som har taget sine tillidsfolk og medlemmer i ed på strategien. For uden strategier overlader man blot initiativet til arbejdsgiverne og Regeringen. Nogle af de overvejelser som indgik i FOA’s strategi om hvorvidt man kunne opnå mere ved at forsætte strejken var;
A) en konkret vurdering af de politiske styrke-forhold.
B) om opbakningen i befolkningen kunne fastholdes og udvides
C) om de 80% der støttede de strejkende kunne gøres aktive,
D) om strejken kunne udvides i sådan en grad at flere og større grupper kom med, så det samlede politisk pres kunne øges (Det var ikke muligt pga reglerne for OK-strejker; kun et begrænset antal FOA-medlemmer kunne komme ud i 3.-bølge). Nødberedskaberne var ved at kollapses ude på sygehusene og plejehjemmene.
E) om KL kunne presses til flere penge, uden at få et regerings-indgreb.
F) om selvtilliden og kampviljen generelt i arbejderklassen, var til overenskomststridige strejker og masse-demonstrationer.
Altså et spørgsmål om en konkret politisk analyse og som skulle være ABC for enhver socialist.
Hverken BUPL eller DSR og Sundhedskartellet har formuleret en sådan strategi, og ej heller en exit strategi, og hvis de har, skjuler de den for medlemmer og sig selv. Eller som Jyllandspostens leder d.30.maj formulere det:
“Taberne i forårets konflikt er pædagogerne, hvis formand Henning Pedersen to gange indgik forlig med kommunerne og to gange blev stemt ned af BUPL’s medlemmer. Hans troværdighed er borte, og varer strejken ved, vil et regeringsindgreb i bedste fald give det samme som det senest forkastede forlig. Indgrebet ventes at komme senest, når al børnepasning rammes af lock-out fra den 17. juni. BUPL-ledelsens enestående mangel på fornemmelse for medlemmernes ønsker efterlader pædagogerne i rollen som proletariatet blandt offentligt ansatte med mellemlang uddannelse. Som BUPL-formanden har håndteret overenskomstforløbet, er det løn som fortjent.“
At BUPL og Sundhedskartellet stadig strejker, er fedt. Opbakningen i befolkningen er næsten intakt, det er fedt. De strejkende er ved godt mod, det er fedt! Problemet er blot at BUPL kom mere end en postgang for sent og har forpasset en historisk mulighed, – desværre. De kan meget vel ende med, at det forlig, de har stemt NEJ til, bliver ophøjet til et lovindgreb. Så har de strejket og fået mindre end intet ud af det, – det kan falde ud til både den positive og negative side eller begge.
Men farer lurer for at der ikke generaliseres en erkendelse af at strejker virker.
DSR og sundhedskartellets medlemmer er blevet spændt foran en kamikaze-strategi, hvor deres strejkekasse mere end tømmes og som vil binde dem på hænder og fødder i kampen mod regeringens nyliberalistiske projekt. Sammenholdt med at DSR’s forbundsledelse ikke vil slås sammen med resten af fagbevægelsen i den offentlige sektor, så er der tale om en katastrofe. DSR’s forbundsledelse satser på et regeringsindgreb, fordi deres forbundsformand ikke tør løbe risikoen med at blive væltet pga et dårligt resultat. (Det er sket før).
Problemet med at satse på et regerings-indgreb er, at det ikke automatisk betyder at der blandt medlemmerne generaliseres en erfaring der siger at strejker virker! Strejker uden resultater, uanset hvor små de end måtte være, generaliserer ikke nødvendigvis selvtillid og tro på fællesskabets styrke. Snak med pædagogerne & pædagogmedhjælperne i Århus som i 2006 var ude i en lang strejke og fik tæv og atter tæv og mistede al faglig og professionelt råderum!
Slutteligt, så er læren af denne overenskomstkamp og de forspildte muligheder; at medmindre fagbevægelse gøres til en kæmpende bevægelse så forsætter “Sisyfos“-arbejdet og forbundsledelse efter forbundsledelse vil sælge medlemmernes krav. Kun et massivt og konstant pres fra neden kan fastholde fagbevægelsens ledelse på medlemmernes krav, og presse arbejdsgiverne til markante lønstigninger.
Se også:
SAA 279: Kan strejkerne vindes?
SAA 279: FOA vinder – hvem taber?
SAA 279: Kritisk pædagogisk netværk
SAA 279: Mediernes ligegyldige kritik
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed