Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 279 – 12. juni 2008 – side 4

FOA vinder – hvem taber?

Det ser ud til at der på venstrefløjen er en slags venstresekterisk tilgang til FOA’s forlig på det kommunale område og til den mere generelle forståelse af hele overenskomstkampen.

Skal venstrefløjen bare stille sig op ved siden af de som siger stem nej og fortsæt strejken og dermed alene abonnere på utilfredsheden med procenterne? Eller skal venstrefløjen have en mere nuanceret og fremadrettet politisk tilgang til strejken.

Revolutionære socialister i LFS & FOA har forsvaret forliget ud fra tankegangen om:

1)At vi har bevist at strejker virker

2)At rammen var sprængt, ligelønskampen uomgængeligt sat på dagsordenen og kampviljen intakt. Altså ikke bare noget der kan opgøres i procenter, men først og fremmest i en forandring af styrkeforholdet mellem arbejderklassen og kapitalen/regeringen.

3) At vi har taget et lille men meget vigtigt skridt i kampen mod uligeløn.

Dernæst er argumentet om at det er bedre at gå sejrrig ud af en strejke end at lide et udmarvende nederlag. I særlig grad gælder dette, da FOA var og er isoleret i resten af fagbureaukratiet som konsekvent har været enten larmende tavse eller direkte modarbejdet aktiv solidaritet.

Denne kritik falder også tilbage på Fagligt Ansvar og på venstrefløjens faglige spidser, – den samlede venstrefløj har været total fraværende i opbygningen af strejkesolidaritetsarbejdet fra dag 1. Der udsprang sig lidt fra Enhedslistens årsmøde – men det har været for lidt og for sent. Resten af venstrefløjen har kun udmærket sig ved politiske udtalelser, ingen konkrete solidaritetshandlinger.

Der er også diskussionen om “hvem man kæmper for“, hvor FOA kæmpede for både medlemmerne (og kvinderne og alle andre lavtlønnede) og brugerne ift velfærden, mens BUPL og Sygeplejerskerne har kørt en isoleret og fagchauvinistisk kampagne.

LFS (Hovedstadens største pædagogiske fagforening) har kørt en kampagne med sloganet: Offentlige koner kræver flere kroner. Offentlige mænd er med på den! Selvom LFS organiserer mere end 7000 pædagoger har LFS ikke haft skygge af fagchauvinisme. LFS har slået på at fælles kamp og fælles sag var vejen frem.

Udstillet i al sin groteskhed var den store aktionsdag d.27.april, hvor pædagogerne stod på Christiansborg, mens sygeplejerskerne befandt sig på Rådhuspladsen. Pædagogernes lønkrav om “Rigtig løn til rigtige pædagoger“ begrundes jo primært i, at man skal belønnes for uddannelse og noget selvretfærdigt at man ikke får nok ekstra i sammenligning med medhjælperne.

Væk er de politiske argumenter om velfærden, og væk er de bredere krav som rækker ud i resten af arbejderklassen til andre lavtlønnede, offentligt ansatte og kvinder. Sygeplejerskernes argumenter er noget bedre, fordi de sammenligner sig med hvad de private får.

Men stadig er argumentet om en fælles kamp for et velfærdsbaseret sundhedssystem i offentligt regi uden de private aktører langt nede i argumentationsrækken – et argument der ellers ville have stor klangbund i resten af arbejderklassen som ikke har private sundhedsforsikringer.

Desværre har DSR fra konfliktens dag 1 valgt at køre et sololøb, hvor de ikke har argumenteret, organiseret eller demonstreret sammen med hverken de andre strejkende og da slet ikke indbudt resten af arbejderklassen til fælles kamp. På denne baggrund er både pædagoger og sygeplejersker på vej til at lide et nederlag, fordi de ikke (som FOA) baserer sin kamp på fælles interesser med resten af arbejderklassen.

Denne diskussion havde og er vigtig for venstrefløjen, ikke mindst i fagbevægelsen, men desværre har vi aldrig rigtig haft mulighed for at mødes lokalt eller nationalt.

Man kan selvfølgelig diskutere om FOA kunne have vredet 1 pct. mere ud af arbejdsgiverne, og det er helt naturligt vigtigt for den enkelte arbejders lønningspose. Men FOA’s sejre langt større end det som man ikke fik.

Og kritikken forholder sig desværre ikke til den reelle situation, hvor klassesolidariteten kun findes på gulvet, men ikke i de organiserende lag af fagbureaukratiet, som skal udløse den.

Og da heller ikke venstrefløjen i fagbevægelsen har kunnet samle sig, hverken blandt de strejkende på tværs af faggrænser eller mere generelt på byplan og da slet ikke nationalt.

De fraværende tværfaglige TR-møder og ikke mindst en fælles politisk dagsorden om at forsvare velfærden, skaffe mandeløn til kvindefag og sprænge de nyliberale rammer, har vi skullet kigge langt efter.

Det er altid rart at læse hvad skrivebordsgeneralerne på venstrefløjen har at sige om den klassekamp de er tilskuere til fra sidelinien. Men i virkelighedens verden er det ubrugeligt.

For revolutionære socialister i arbejderklassen og som forsøger at opbygge og styrke de militante traditioner i arbejderklassen, er ultravenstre og sekteriske synspunkter som i disse uger kommer frem på venstrefløjen, om det er i Enhedslisten, APK, eller andre steder, blot et billede på at børnesygdomme er svære at udrydde.

Se også:
SAA 279: Kan strejkerne vindes?
SAA 279: Den militante kant: Hellere én lille sejr end ingen!
SAA 279: Kritisk pædagogisk netværk
SAA 279: Mediernes ligegyldige kritik

Flere artikler fra nr. 279

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Overenskomst 2008

Siden er vist 2564 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside