Socialistisk Arbejderavis
Nr. 280 – 3. juli 2008 – side 1
Økonomisk nedtur, fødevarekrise, krig, sult ...
Mellem krise og modstand
Økonomisk nedtur, fødevarekrise, krig, sult, ensretning – Strejker, protester, fristeder, klassekamp, venstrefløj Den politiske situation i dag er markant anderledes end blot for et år siden. Valget mellem krise og modstand har skærpet situationen. Både internationalt og i Danmark.
Den økonomiske krise er en realitet. Men arbejderklassen finder sig ikke bare i konsekvenserne; i stedet vokser oprøret frem over hele verden. Fra voldsomme protester over fødevarepriserne i Asien, Afrika og Sydamerika, til strejker og demonstrationer med krav om reelle lønforbedringer og offentlig velfærd i Europa.
Magthaverne befinder sig i stigende grad i en situation med økonomisk desperation og politisk panik.
Krisen i dag bunder i stigende oliepriser og faldene profitrater. De samme elementer som krisen i 70’erne. Men det er svært for den herskende klasse at finde en løsning. Den løsning de brugte i 70’erne synes ikke rigtig at virke.
Dengang kom krisen efter årtier med rekord høj vækst. Den blev opfattet som et midlertidigt tilbageskridt i en generel positiv udvikling i folks livsforhold.
Socialdemokratiske regeringer og faglige ledere vandt arbejderne for at spænde livremmen ind og acceptere midlertidige forringelser. Kampviljen i arbejderklassen og strejketallene faldt til rekordlavt niveau. Og så slog de konservative til med hård hånd. Fra Thatcher til Reagan blev nyliberalismen knæsat som herskende princip, sammen med forringelser af velfærden, løn og arbejdsforhold.
I dag kommer krisen efter årtier med nyliberale nedskæringer og forringelser. Troen på at fremtiden ser lysere ud er lille, og folk begynder i stigende grad at ville slås for forbedringer igen. Hvor kun de færreste for få år siden opfattede sig selv som en del af arbejderklassen, er selvtilliden ved at vende tilbage.
Årtierne med nedgang sætter stadig dybe spor i folks bevidsthed, men ikke desto mindre oplever vi at flere og flere begynder at slås. Ofte forsigtigt og diffust; men ikke desto mindre kaster folk sig ud i at gøre sig egne og nye erfaringer med klassekamp.
Den herskende klasse er fanget i en situation hvor de er nød til at skubbe på med fortsatte forringelser, men hvor de ikke kan vinde opbakning til deres politik, og hvor folkelig modstand gang på gang saboterer deres planer.
I Mellemøsten bliver den desperate kamp for amerikansk kontrol stadig mere brutal og desperat.
Den folkelige modstand vokser fra Afghanistan og Irak, til Pakistan, Libanon og Egypten. Hverken besættelserne i Irak og Afghanistan eller samarbejdsregeringerne i resten af Mellemøsten synes i stand til at dominere de lokale befolkninger i den grad som imperialisterne har brug for.
Overalt i verden bliver den nyliberale politik mødt med stigende modstand fra arbejderklassen. Selv de steder hvor borgerlige regeringer havde sat næsen op efter at sætte hårdt igennem i forhold til befolkningen, synes det at mislykkes. Det gælder specielt i Sydkorea og Grækenland, hvor kontinuerlige strejker sætter statsministrene skakmat.
Og først og fremmest gælder det i Frakrig, hvor Sarkozy efter at han sidste år blev valgt som præsident ønskede at agere som en moderne Thacher og knuse fagbevægelsen og militansen i arbejderklassen. I stedet for et endeligt opgør med den voksende selvtillid i arbejderklassen har omfattende strejker tvunget Sarkozy til at bakke væk fra sine hardcore nyliberale ambitioner.
Det fælles europæiske forsøg på at styrke kapitalen i forhold til arbejderklassen, i form af den europæiske forfatningstraktat, står i stampe på grund af folkelig modstand. Først blev planerne saboteret af et hollandsk nej, og nu har Irene også sendt den reviderede version til hjørnespark.
Aviserne er fulde af beretninger om den økonomiske krise og dens konsekvenser. Historier der ligeså godt kunne have været refereret i en socialistisk avis. Og desperationen er tydelig, for en kapitalistisk løsning på krisen kan ikke gennemføres uden at knække kampgejsten i arbejderklassen. I forhold til den økonomiske politik er nyliberalisterne ude af stand til at formulere et perspektiv de kan vinde opbakning til.
Derfor bliver historierne i avisen i stigende grad fulgt op med en neokonservativ ideologisk dagsorden. Der bliver kørt på fjendebilleder og skrækhistorier. Indført strengere straffe og overvågning, og racismen bliver stadig mere skinger i form af hetzen mod muslimer. Og hermed spiller magthaverne det kort, som de ikke i samme grad møder modstand mod, og som på sigt kan medføre de splittelser i arbejderklassen, der gør at nyliberalisterne kan beholde regeringsmagten.
Spørgsmålet er om vi går mod hårdere krise og nyliberale angreb, eller om venstrefløjen løfter opgaverne og opbygger modstanden, så vi kan gå fra at sabotere magthavernes planer, til at sætte en ny solidarisk dagsorden igennem.
Problemet ligger i at venstrefløjen ikke er kommet sig efter nedgangstidens forvirring, organisatorisk står svagt, og ideologisk er forvirrede og magtesløse overfor de borgerlige ideologiske splittelsesangreb. Hvis de da ikke selv er med til at spille med på den racistiske hetz og konservative frygt.
Som Trotskij formulerede det, kan menneskehedens krise reduceres til en krise i det revolutionære lederskab. Det gælder desværre med al tydelighed i dag, såvel som da han formulerede det i 30’erne, under styrkeopgøret mellem arbejdermagt og fascisme.
Billedet gælder også herhjemme. Det er ikke kampviljen eller holdningen i befolkningen den er gal med. Gennem flere år har vi set voksende protester og demonstrationer, og senest har strejkerne slået det fast med syvtommersøm. Det store flertal vil hellere have ordentlig velfærd end skattelettelser for de rige, og vil hellere have social ansvarlig udvikling end krige i Mellemøsten.
Problemet ligger i at venstrefløjen ikke er i stand til at opbygge det alternativ der gør at protesterne kan vinde over Fogh. Han kan stadig ikke køre ud i en åben offensiv for nyliberale omstruktureringer, og bliver mødt med seriøs modstand. Men modstanden bliver ikke omsat til en ideologisk offensiv for venstrefløjen, og Fogh beholder regeringsmagten, – og kan dermed også i det stille lave de mange små ændringer der er i gang med for alvor at underminere velfærdssamfundet. Det foregår uden kapitalistisk selvtillid, flag og fanfarer. Men bliver lige fatalt hvis ikke vi vender udviklingen.
Løsningen ligger hos venstrefløjen; såvel aktivistisk som ideologisk. Venstrefløjens skal genopbygges til at blive et landsdækkende netværk af revolutionære ledere i klassekampen.
Det er ikke nok at vi hepper på dem der slås; vi skal organisere modstanden, generalisere erfaringerne, og vinde opbakning for de ideer og konkrete skridt der skal til så kampene kan vindes.
Fra at komme med symbolske støtteudtalelser, og overlevere sympatiske gaver til de strejkende, i form af kaffe og chokolade, skal vi organisere os, så de strejkende kan mødes og diskutere på tværs af fag, og uafhængigt af fagbureaukratiet. Og det må starte med at de tillidsfolk og andre aktivister som er organiserede revolutionære, mødes og diskuterer hvilke argumenter og handlinger vi skal agitere for i den konkrete kamp.
Det er ikke nok at vi selv synes vi har gode socialistiske ideer, og at folk kan komme til os hvis de er enige. Vi skal formulere disse ideer, og agiterer for dem åbent i bevægelserne, så de kan vinde opbakning i et større lag af arbejderklassen.
I den skærpede kamp mellem nyliberalistisk krise, racisme og arbejderklassens voksende kampvilje er det venstrefløjen der er nøglen til forandring. Men det kræver at vi bliver enige om at prøve at dreje nøglen om og åbne døren. Opgaven er at være detonator for massekampen. At træde i aktivistisk, organisatorisk og ideologisk karakter som det revolutionære lederskab der er nødvendigt i kampen mod Fogh og hans kumpaner.
Se også:
SAA 280: Krise-tema: Krise-ABC for socialister
SAA 280: OK08: Et afgørende skifte
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed