Socialistisk Arbejderavis
Nr. 280 – 3. juli 2008 – side 4
OK08: Et afgørende skifte
Jakob Nerup + Jan Hoby
Dag efter dag fyldte begejstrede SOSU’er og sygeplejersker gaderne med deres skilte og T-shirts. De råbte slogans og modtog opbakningen fra næsten alle de mødte. Selv medierne var for en stund nødt til at behandle de strejkende positivt. Spørgsmålet er om det blot var en enlig svale og resultatet af en dygtig kommunikationsstrategi eller noget helt andet og mere afgørende.
Vi mener det sidste. OK08 er begyndelsen på et opgør med nyliberalismen, fordi den udfordres af klassekræfter, som ikke bare kører løs ideologisk, men faktisk har styrke til at presse den herskende klasse. Vi er gået fra demonstrationer og socialt forum til politisk klassekamp, hvor arbejderklassen selv slås.
I det seneste års arbejdskampe har vi både set en ny militants blandt de strejkende og en ny villighed til aktioner og faglige møder. SAS’s piloter sagde fra overfor SAS-ledelsens diktatoriske ledelsesstil, – buschaufførerne i København strejkede mod dårligt arbejdsmiljø, – HK’er strejkede mod deres arbejdsgivere i Dansk Skuespillerforbund. 2500 tillidsfolk fra DLF (Danmarks Lærerforening) har været forsamlet til møde vendt imod regeringens angreb på demokratiet og lærernes metodefrihed i folkeskolen. FOA (Fag og Arbejde) tog initiativ til en underskriftindsamling til forsvar for efterlønnen, som optakt til de store velfærdsdemonstrationer i 2006 og 2007. Begyndelsen til et vendepunkt kom sidste sommer med SOSU’ernes vilde strejker i juni 2007. Forskellen kan ses på effekten af demonstrationerne i 2006 og 2007 ift. SOSU’ernes strejke. På få uger satte SOSU’erne en dagsorden i hele samfundet og pressede både politikere og fagbureaukrater. Fordi de strejkede og selv formulerede nogle krav, der havde en enorm bundklang i resten af arbejderklassen.
Disse aktioner spreder sig til andre fagforbund, fagforeninger og arbejdspladser – og er alle sammen brudstykker, der peger mod en fornyet kampvillighed i arbejderklassen. Beskeden er den samme uanset faggruppen: “Vi finder os ikke mere i regeringens og arbejdsgivernes angreb på vores rettigheder og arbejdsvilkår“. Overenskomststrejkerne var den foreløbige kulmination på den udvikling.
Frederik Engels argumenterede for at klassekampen foregår på tre niveauer, – det ideologiske, det politiske og det økonomiske. Med mindre udviklingen indenfor fagbevægelsen og udenfor fagbevægelsen, er forstået og analyseret indenfor denne generelle kontekst, bliver det næsten umuligt at komme til en fornuftig forståelse af hvad der skete og hvordan vi kan bruge erfaringerne offensivt. Overenskomststrejkerne var både politisk og ideologisk tigerspring som både udfordrer regeringens nyliberale dagsorden og tvinger venstrefløjen og fagbevægelsen til at forstå og handle derefter eller blive hægtet af!
Den nyliberale dagsorden gør at adskillelse mellem den politiske og økonomiske kamp bliver sværere og sværere at opretholde. Den nye faktor er, at alle fagforeningernes traditionelle økonomiske krav i dag har en direkte politisk dimension, uanset om fagbureakratiet kan lide det eller ej.
Tidspunktet er vigtigt
Strejkerne kommer på et afgørende tidspunkt, hvor den kapitalistiske krise er ved at slå igennem og inflationen presser reallønnen. Derfor er fornyet kampvilje afgørende, hvis arbejderklassen skal kunne slå igen på de angreb som uvægerligt må komme, fx gennem de kommende budgetnedskæringer i kommunerne.
OK-Strejkerne var en sejr og et vigtigt skridt fremad, selvom regeringen ikke måtte af med mange ekstra milliarder:
- Rammen blev sprængt! Regeringen og nyliberalisterne tabte den politiske kamp om arbejderklassens tiltro til enten ligeløn og lønforhøjelser eller den nyliberalistiske ramme fra regeringen.
- Strejker nytter! Al snak om at strejker er fortid og forhandlinger er alt må stikke piben ind. Nu gælder argumenterne om at bruge strejkevåbenet i fremtidige kampe.
- Ligeløn og ligestilling er sat på dagsordenen og et lille bitte skridt frem.
- Fagbevægelsen politiske mission som den kraft der kan sætte magt bag velfærdskravene er genskabt! 2 årtiers defensive vandring i politikløshed er endt, fordi det igen for alvor er blevet legitimt at rejse en politisk dagsorden i fagbevægelsen.
Det er ikke for at postulere, at magtforholdet generelt er skiftet i det danske samfund. Kapitalen har stadig magten og den herskende klasse slap relativt billigt fra OK08. Og desværre sidder Fogh stadig ved roret og socialdemokraterne har ikke skiftet kursen væk fra nyliberalismen. Men nu kan vi i praksis tale om at den herskende politik bliver udfordret konkret af arbejderklassen og ikke længere bare bliver passivt accepteret. Og det er her det store politiske og ideologiske skifte skal forstås!
Positive erfaringer fra OK-strejkerne
Det er den mest aktive og synlige strejke siden påskestrejkerne i 1985. Det har været en strejke, hvor alle de strejkende har været på gaden for ikke blot deres krav, men i lige så høj grad for at vinde argumenterne. Naturligvis har meget af det været igangsat fra oven i de enkelte fagforbund, men det er medlemmerne selv som er mødt frem og vist kreativiteten og ikke mindst den enorme kampgejst.
Strejken kan ikke undgå at skabe et helt nyt lag af faglige aktivister som vil forvente en helt anden slags fagforening end den passive service-og forsikringsmodel. De kan blive morgendagens faglige ledere og være de kræfter som der skal satses på for venstrefløjen – dvs. fokus på det brede arbejde fra neden.
FOAs kampagne for mandeløn til kvindefag og markante lønstigninger til lavtlønnede har været iscenesat i en velfærdsramme, hvor det er hele arbejderklassens velfærd og interesser som er i spil. Modsat står pædagogernes fagchauvinistiske og ikke politiserede krav om rigtig løn til rigtige pædagoger, hvor der hverken er en velfærdsramme for resten af arbejderklassen eller en solidarisk tilgang som andre kan bruge.
Læren af de sidste års politiske udvikling fortæller os at hvis vi afpolitiserer økonomiske og fordelingspolitiske spørgsmål i samfundet, så politiseres alt andet! For frustrationerne og utilfredsheden forsvinder ikke, den finder blot andre udtryk. Og det vinder kun Fogh, Pia og magthaverne på.
Ligelønnen og ligestillingen er for alvor tilbage på dagsordenen igen. Og nu ikke i den karrierefeministiske udgave om topposter men tværtimod som en klassebaseret kamp for lighed. Den dagsorden er sat i fremtiden, næste gang til OK10, hvor de lavtlønnede butiks- og rengøringsassistenter skal have et markant løft.
Forudsigelserne om fagbevægelsens kommende stille og hastige død er gjort til skamme. De forbund som har været i kamp har fået flere medlemmer, og særlig FOA som har været i gang over lang tid har fået mere end 7000 nye medlemmer. Det er meget enkelt. Hvis fagforeningen vil kæmpe, vil politisere og vil lytte til medlemmernes krav, så har vi en stærk fremtid.
Problemerne
Om man skal stemme ja eller nej afhænger både af styrkeforholdet og indholdet. En OK-strejke er noget særligt, fordi den skal ende og i dagens virkelighed er topstyret. Derfor er en “strejk-strejk-parole“ og “stem-nej“ ikke gangbar i alle situationer.
Enhver strejke har et momentum, hvor det enten går frem eller tilbage. For offentlig ansatte uden magt over kapitalen er det solidariteten i arbejderklassen som er afgørende. Den herskende klasse stod solidt bag regeringen og oppositionen var tavse. Da FOA indgik forlig stod det klart, at selvom opbakningen i arbejderklassen var på mere end 80 %, så ville det øvrige fagbureaukrati ikke støtte strejken i hverken ord eller blot i form af demonstrationer. Og venstrefløjen havde hverken styrken til at udfordre toppen eller ideen om, at den havde opgaven. På den baggrund ville en “strejk-strejk-parole“ og “stem-nej-kampagne“ ikke have nogen realitet. Og i praksis ville det udfordre de små materielle, men politisk store landevindinger som FOA havde kæmpet sig til.
Venstrefløjen har stået meget svagt i billedet, fordi vi ikke andet end på et meget symbolsk plan har formået at støtte strejkerne. SF har ikke villet noget for alvor og Enhedslisten har ikke en organiseret og aktivistisk styrke (endnu). Og samtidig har der fra venstrefløjens faglige ledere ikke været selvstændige initiativer til at samle støtten eller strejkende til en fælles strategi og kamp-snak. Og uden denne selvstændige politiske kraft slipper toppen i fagforeninger og forbund alt for let af sted med deres defensive og fagchauvinistiske tilgang.
Brug strejkeerfaringerne til de kommende kampe
OK08 har givet os nogle værdifulde erfaringer, som vi kan anvende i de fremtidige kampe. Og det er erfaringer som ikke blot er aflejret i hovedet på en lille venstrefløj, men som mange aktive arbejdere vil nikke bifaldende til.
Kampen for ligeløn er kun begyndt
Overenskomsten i 2010 for det private område skal være en fortsat kamp for mandeløn til kvindefag og en markant løft til de lavtlønede i HK og 3F. Vi skal have løftet mindste lønnen for kassedamer og rengøringsassistenter. Det skal være en fælles og solidarisk kamp i hele arbejderklassen.
Strejker nytter
Kampen om velfærden fortsætter om de kommunale og regionale budgetter. Vi ved at strejker nytter og den økonomiske kamp skal være politisk. Vi behøver ikke acceptere nedskæringer, vi kan slås og vinde!
Kampduelige ledere opstilles
Fagbevægelsen skal genskabes som en kamporganisation og have et politisk projekt, hvis den skal have en fremtid. Det første trin er at venstrefløjen må sætte sig et mål om at få udskiftet alle de uduelige topledere i fagbevægelsen, som ikke ville støtte OK-strejken og heller ikke vil slås i fremtiden. Vi skal opstille alternative kandidater som samler opbakning og skaber gejst.
Netværk fra neden
Der mangler et netværk af tillidsfolk og andre fagforeningsaktivister, som er villige til at kæmpe på trods af Socialdemokratiet knæfald for nyliberalismen. Et netværk som har de politiske svar, der skal til for at imødegå stat, medier og fagbureaukrati.
Opbygningen af et sådant netværk er først og fremmest en politisk proces og ikke en praktisk-teknisk. Det er en proces som er i gang. Mange steder bliver der valgt yngre tillidsfolk, som er inspireret af antikrigs- og den globaliseringskritiske bevægelse. Hvis de fagligt aktive ikke får forbindelse med hinanden og får mulighed for at udvikle deres ideer sammen i et anti-kapitalistisk miljø, – så vil de, trods utilfredshed og kampvilje hos kollegerne, – være svage overfor stat, medier og fagbureaukrati.
Fagligt ansvar må træde i karakter
Fagligt Ansvar må kende sin besøgstid! Fagligt Ansvar kan spille den vigtige rolle som fødselshjælper til denne udvikling. Det første skridt er at vi opsamler erfaringerne fra OK08 i fællesskab mellem de strejkende og andre faglige aktivister, så det bringer os fremad. Det må være fagligt ansvars opgave at organisere denne ramme.
Brug de politiske erfaringer
Omfanget, dynamikken og perspektivet for strejkebevægelsen, har ændret det politiske landskab, fordi det har sat nyliberalismen under pres. Det er en bevægelse, som indeholder alle de klassiske elementer fra klassekampens historie: Strejkerne blev hurtigt til aktive strejker, der blev dannet aktionskomiteer, pressegrupper etc. Strejkebevægelsen kan blive et afgørende vendepunkt i klassekampen. Bevægelsen har vist, at politikerne kan presses – at strejker og aktioner nytter, at velfærden kan forsvares og forbedres – gennem kollektiv handling og solidaritet.
Overenskomststrejkerne blev vundet politisk og ideologisk og har startet en dynamisk proces som et mindretal begynder at generalisere fra. Det er en udvikling vi har set fx i Frankrig. Men det er svært at se en sådan generalisering blive fastholdt, medmindre der samtidig opbygges et politisk alternativ, som på den ene side kan forbinde radikale faglige aktivister, men som ikke er begrænset til kun at handle om faglige spørgsmål.
De største inspirationer i disse år kommer ikke fra den faglige scene isoleret, men først og fremmest fra den bredere kamp mod krig og nyliberalisme, fra Venezuela og Bolivia. Enhver faglig kamp kræver et politisk svar, fordi den møder modstand ikke kun arbejdsgivere, men også staten og medierne.
Med overenskomststrejkerne er ånden for alvor kommet ud af flasken! Kombinationen af en ideologisk offensiv og aktivisme viser, at processen med at genskabe fagbevægelsen som politisk projekt ikke blot er gået i gang, men heller ikke vil lade sig stoppe.
Der ligger en kæmpe opgave foran venstrefløjen, hvis strejkebevægelsen skal materialisere sig i et opsving i medlemmer, mere radikalitet og aktivisme. Det kræver, at specielt Enhedslisten påtager sig opgaven med at skabe netværk af socialister fra arbejderklassen, der vil slås og tage lederskab i opbygning af netværk, der kan handle selvstændigt og uafhængigt af fagbureakratiet.
Jakob Nerup er medlem af Enhedslistens HB og Jan Hoby er FU-medlem i LFS
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed