Socialistisk Arbejderavis
Nr. 280 – 3. juli 2008 – side 2
Kommentar
OK-08: Kampviljen på gulvet blev afledt af sololøb i toppen
Hans Jørgen Vad
Var det samlede resultat af OK-08 en sejr eller et nederlag? Dette spørgsmål kan ikke besvares entydigt pt., da det afhænger af, hvordan det vil påvirke kampviljen fremover. Dernæst må det også anskues på flere niveauer for at kunne vurderes præcist.
Indledningsvis må vi slå fast, at det samlet set er godt at opnå omkring 13 % ved denne OK. Uagtet at private grupper har fået mere, var der næppe mange, som havde forventet det for et år siden. Men vi må også erkende, at den officielle del af strejke kun bidrog marginalt til dette.
De 12,8 % blev opnået i forhandlingsforløbet før selve strejken, men skyldes hverken forbundsledelsernes forhandlingssnilde eller evne til spin og presse-profilering. Og bortset fra Enhedslisten var “arbejderpartiernes støtte“ som bekendt fraværende.
Dette resultat kom fordi arbejdsgiverne følte sig tvunget til det pga. den strejkevilje fra neden, som mest markant kun til udtryk ved sosu´ernes spontane strejker sidste efterår. Samt den store budget-protest forrige efterår.
Derfor var der lagt op til en OK med meget store potentialer, og som kunne give regeringen store problemer. Kombinationen af en BUPL/FOA-strejke på institutionsområdet (som i længden generer arbejdsgiverne mest) ville være en giftig cocktail sammen med sygeplejerskernes og sosu´ernes store folkelige opbakning.
I en samlet konfrontation med regeringen havde de strejkende gode muligheder for at appellere til brede sympati-markeringer fra resten af fagbevægelsen. Den mulighed svækkedes dog af den interne splid mellem forbundene på topplan. Men det var ikke umuligt, at den kunne opstå som følge af et pres fra neden.
Blokeringen for dette blev imidlertid den helt systematiske måde, som det lykkedes at få kampen splittet op på. Først ved at BUPL´erne blev sendt ud i en tåbelig urafstemning, som objektivt set kun betød, at de blev holdt ude af den fælles kamp.
Og netop som BUPL efter urafstemningen skulle ind i kampen, lod FOAs ledelse sig lokke ud med et yderst magert resultat. Hvorfor ikke bare afvente et par uger for at se, om ikke den fælles styrke kunne kaste et par procent-point mere af sig? Har der ligget en underhåndsforståelse af, at denne marginale forbedring kun kunne opnås, hvis forliget blev indgået før BUPLs strejke trådte i kraft?
Denne opsplitning betød, at strejkerne aldrig fik et momentum, som kunne udgøre en mobiliserende kraft ifht. den øvrige fagbevægelse. Det er sigende, at der i hele forløbet ikke blev afholdt én eneste generel “velfærdsdemonstration“ ala 2. oktober eller 17. maj 2006. Derfor forblev strejkerne isolerede og svage – og kun med udsigt til at tømme strejkekasserne i den sidste fase.
Den lille forbedring i det endelige resultat var symbolsk vigtig. Men skal venstrefløjen virkeligt kunne forklare, at det kan betale sig at strejke, er sosu´ernes strejke i sommers det bedste argument. Dernæst er det også en vigtig lære, at det kun er ved fælles kamp, der kan opnås noget.
Strejkens betydning fremover afhænger af de konklusioner de strejkende drager af forløbet. Her er det en vigtig opgave for venstrefløjen at udfordre de defaitistiske konklusioner. En hurtig opfyldning af strejkekasserne vil presse arbejdsgiverne mest muligt op til næste OK.
Hans Jørgen Vad er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse
Se også:
SAA 280: OK08: Et afgørende skifte
SAA 280: Hvorfor vil de så nødig strejke
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed