Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 280 – 3. juli 2008 – side 5

Hvorfor vil de så nødig strejke

Jakob Nerup

Spørgsmålet rejser sig igen og igen: – Hvordan kan det være at fagbevægelsens top ikke frisætter medlemmerne og den kollektive styrke i en åben konfrontation med arbejdsgiverne? Og, – hvordan kan det være at fagtoppen ikke udnytter en historisk mulighed for at tage et grundlæggende opgør om udviklingen og retningen af samfundet?

Svaret på dette spørgsmål handler om et af de mest oversete og underbelyste konflikter i arbejderbevægelsen, – nemlig konflikten mellem fagtoppen, eller mere præcist fagbureaukratiet og medlemmerne. Mange på venstrefløjen vil modsætte sig denne påstand. De vil hævde, at det er den politiske uenighed mellem højre- og venstrefløj eller splittelsen i fagtoppen der er den væsentligste årsag.

Det afgørende spørgsmål er ikke om denne politiske forskel eksisterer, men om den er mere betydningsfuld end de interesser, som binder alle de politisk valgte fagforeningsfolk sammen som en helt særskilt social gruppe. Det er den ikke.

For at forstå hvad fagbureaukratiet er, er vi nødt til at se på hvad fagforeningernes opgave er. Marx kaldte fagforeningerne “modstandscentre for kapitalens overgreb“, men pointerede også at fagforeningerne er dannet for at “mindske udbytningen ikke afskaffe den“. Fagforeningerne er et spejl på opdelingen af arbejderklassen, som den kapitalistiske produktionsmåde har skabt mellem forskellige fag. Man kan sige at fagforeninger både splitter og forener. Hvis grundlaget havde været en afskaffelse af lønslaveriet havde man opbygget én stor fælles fagforening. Fagforeningernes opgave er at forsvare arbejderklassens interesser indenfor de kapitalistiske produktionsrammer. Arbejderne har forskellige løn- og arbejdsvilkår. Gennem sin organisering holder fagforeningerne de forskellige grupper adskilte, og de faglige ledere varetager kun deres egne medlemmers interesser.

Splittelsen mellem fagene

Derfor ser vi mange situationer hvor denne splittelse svækker arbejderklassens kamp. Fagbureaukratiets rolle har rødder i fagforeningernes sektionering og snævre økonomiske og professionelle dagsorden. Sektioneringen af arbejderklassen slører bevidstheden om de fælles problemer, som arbejderne har arvet som følge af de kapitalistiske arbejdsrelationer. (BUPL’s slogan “rigtigt løn til rigtig pædagoger“ sparkende nedad på pædagogmedhjælperne).

Den sektionalisme og fagchauvinisme, som er udfoldet i alle dele af fagbevægelsen tjener kun arbejdsgiversiden. Sygeplejerskerne valgte fra starten at køre eget løb, og først da deres slag næsten var slut, ville de ses sammen med pædagogerne og argumentere mere samfundsrettet mod den private sundhedsoprustning. Pædagogernes professionsstrategi, hvor selve deres uddannelsesgrad er argumentet for at de skal have mere end andre har fejlet, fordi det har umuliggjort solidaritet. Og resten af fagbevægelsen har glimret ved deres fravær, fordi de enten er imod strejker eller ikke ønsker at andre faglige ledere skal fylde rummet. Sektionalisme i den udgave, hvor det opfattes som en kamp for de offentligt ansatte, som de private ikke skulle tage del i, trives også i mange af de tungere og mandsdominerede LO-fagforeninger. Denne væren sig selv nok har også givet lokale udslag, hvor det har været meget svært at støtte de strejkende, fordi de egentlig ikke har bedt om det. Århus har en noget anden fortælling om fælles kamp, dels fordi bureaukraterne har et bedre samarbejde og står længere til venstre, dels på grund af de kampe mod nedskæringer, som man fælles har været igennem.

Hvad er Fagbureaukratiet?

Fagbureaukratiet – i daglig tale kaldet fagtoppen, de faglige ledere og pamperne – er et selvstændigt socialt lag mellem arbejderklassen og borgerskabet, – som er grundlæggende konservativt, kujonagtig og nationalistisk. Opgaven er at kontrollere arbejderklassen og holde skansen overfor arbejdsgiverne.

De faglige lederes interesser er i modsætning til arbejderklassens. Fagbureaukratiets eksistensberettigelse ligger i at forhandle med kapitalismen og staten på vegne af arbejderklassen for at afbøde de værste følger af klassesamfundet. De har en selvstændig interesse i at opretholde kapitalismen og ikke som arbejderklassen at afskaffe den.

De bedste fagforeningsledere ønsker ikke at være i en situation, hvor de skal begrænse og kontrollere medlemmernes kamp, men de er under et massivt pres for at gøre det. De er en del af bureaukratiet der konstant forsøger at disciplinere dem. Ikke gennem censur men gennem forventninger og taktiske interesser.

Presset kommer fra egne rækker og fra faglige ledere i andre fagforeninger eller forbund, som regel under overskriften “vær ikke for militant – medlemmerne er ikke klar!“ Ofte presses de gennem bagvaskelse og politisk inddæmning.

Den problemstilling rejser spørgsmålet om forskellen mellem højre og venstrefløjen i fagbureaukratiet. Selv den mest militante venstreorienterede faglige leder er stadig medlem af den samme sociale gruppe som hendes højreopponent, nemlig fagbureaukratiet.

Det betyder, at hun før eller siden, på afgørende og vigtige tidspunkter i kampen, vil komme under massivt pres for at holde kampen tilbage eller indgår et råddent kompromis mellem staten, arbejdsgiverne og resten af bureaukratiet. Dermed bliver forskellen mindre betydningsfuld end det der forener dem.

Dette betyder ikke, at den politiske forskel i fagbureakratiet er irrelevant. Venstreorienterede fagbureaukrater er mere tilbøjelige til at støtte faglige aktioner, strejker, antikrigs- og antikapitalistiske aktiviteter. Valget af venstreorienterede til faglige tillidsposter er et ønske om kamp og forandring. Dette betyder ikke at man kan stole på en fagforeningsbureaukrat uanset politiske ståsted. Arbejderklassen må stole på egne kræfter.

Overenskomstforhandlingerne og strejkerne viste, at fagforeningsledere er mere engageret i at beskytte deres organisationers – og dermed egne snævre behov – end i at varetage medlemmernes interesser.

Se også:
SAA 280: OK08: Et afgørende skifte
SAA 280: Økonomisk nedtur, fødevarekrise, krig, sult ...: Mellem krise og modstand
SAA 280: Kommentar: OK-08: Kampviljen på gulvet blev afledt af sololøb i toppen

Flere artikler fra nr. 280

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Fagbureaukratiet

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2063 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside