Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 280 – 3. juli 2008 – side 10

Krise-tema

Krise-ABC for socialister

Jørn Andersen

Hvad betyder krise? I en kapitalistisk økonomi er der to former for krise: Cykliske kriser opstår med jævne mellemrum. Bag dem ligger en mere grundlæggende profitratekrise.

De cykliske kriser hænger sammen med, at kapitalismen er et kaotisk og uplanlagt system, som skifter fra mangel til overskud af varer. Sådanne ubalancer har vist sig med en gentagen cyklus, der typisk varer 7-10 år.

I starten på en cyklus, hvor økonomien går opad, skabes der øget efterspørgsel. Der investeres i ny produktion i forventning om kommende profitter. Det fører til øget efterspørgsel hos underleverandører osv.

Flere kommer i arbejde og kan forbruge mere. Alting går fremad – fremgang i én del af økonomien skaber fremgang i andre dele af økonomien.

Men snart kommer der mangel på råstoffer, halv-fabrikata og arbejdskraft. Når alle efterspørger flere af de samme varer, så stiger priserne. Noget af det løses af øget produktion, men i virkelighedens verden (i modsætning til lærebøgerne), tager det tid at omstille og øge produktionen.

Er der behov for øget transport, så tager det tid at øge produktionen af tog, skibe eller lastbiler. Arbejdskraft skal uddannes og optrænes.

Mangel på arbejdskraft betyder typisk, at lønnen stiger – fordi arbejdsgiverne overbyder hinanden, eller fordi arbejderne ser, at de kan kæmpe sig til en højere løn.

Pris- og lønstigninger betyder, at udsigten til profit for den enkelte kapitalist bliver lidt mindre. Samtidig har andre kapitalister foretaget lignende investeringer. Det betyder konkurrence på markedet, så salgsprisen falder.

Den enkelte kapitalist kommer nu i en situation, hvor der er investeret til en dyrere pris end planlagt – og må sælges til en lavere end planlagt. Nogle producerer med så lav profit, at de ikke kan betale de lån, der har finansieret deres investering.

Opsvinget har altså skabt krise. Nogle firmaer må dreje nøglen om eller blive overtaget af andre. Der investeres mindre og fyres folk. Det samme sker hos underleverandører. Arbejdernes forbrug falder. Krise i én del af økonomien skaber krise i andre dele af økonomien.

Når priser og lønninger er faldet nok og nok virksomheder gået fallit, kan der starte en ny cyklus. Det er et vanvittigt system, men det er sådan det virker.

Inden vi kan forklare den langsigtede profitratekrise, må vi tage en omvej om et helt basalt spørgsmål:

Hvor kommer værdierne fra?

At en ting “har værdi“ betyder i virkeligheden to forskellige ting – brugsværdi eller bytteværdi.

Brugsværdien er knyttet til den enkelte tings funktion – selv om et par sko og en jakke måske koster det samme, så kan de ikke erstatte hinanden i praktisk brug.

Kapitalistisk set er brugsværdien helt uinteressant – bortset fra, at kapitalisten skal opfylde (eller skabe) et behov. Bytteværdien – jakkens eller skoenes pris på et marked – er derimod det interessante.

I skolen lærer vi, at prisen bestemmes af udbud og efterspørgsel. På den måde skulle markedet regulere forholdet mellem produktion og behov. Men det er højst en kvart sandhed.

For det første skal der ikke kun være et behov, men også købekraft. Milliarder af mennesker har behov for mad, tøj og bolig – men har ikke købekraften.

For det andet er prisen ikke så vilkårlig som loven om udbud og efterspørgsel antager. Uanset hvor mange biler, der blev produceret, ville de stadig koste mange gange mere end fx et brød.

Økonomer som Adam Smith og især David Ricardo fandt for 200 år siden ud af, at en vares pris er bestemt af den mængde arbejde, der er brugt til at producere den. De kaldte det varens “naturlige pris“. Udbud og efterspørgsel kunne regulere prisen op eller ned – men den ville altid svinge omkring den “naturlige pris“.

Det er med andre ord kun det arbejde, der er nedlagt i produktionen af en vare, der skaber dens værdi – heri inkluderet det arbejde, der i en tidligere produktionsproces er brugt til at producere råvarer, maskiner osv. Den del producerer ikke værdi i sig selv, men overfører blot deres tidligere skabte værdi til det færdige produkt.

Marx byggede på Smiths og Ricardos analyser i sin lille pjece Løn, pris og profit fra 1865 (læs på marxisme.dk – skim let over de første 4-5 kapitler) og senere i Kapitalen.

Marx så, at også arbejdskraften er en vare, hvis pris er bestemt af, hvad det koster at reproducere den. Profitten er simpelthen forskellen mellem den pris, som kapitalisten betaler for varen arbejdskraft (dvs. lønnen), og så værdien af den mængde arbejde, arbejdskraften er i stand til at levere til det færdige produkt.

Med erkendelsen af, at kun arbejdet skaber værdi (og er kilden til profit), kan vi gå videre:

Hvorfor falder profitraten?

Kapitalister, der investerer i effektive (og dyre) maskiner, har bedre chancer for at klare sig i konkurrencen end dem, der ikke gør.

I Marx’ ungdom udkonkurrerede væve- og spindemaskiner på kort tid manuel tekstil-produktion. Fra Fords samlebånd over IKEA-møbler til moderne elektronik og IT har masseproduktion udkonkurreret mere simpel teknologi.

Over tid vokser mængden af kapital, som er nødvendig for at kunne konkurrere. Den enkelte kapitalist får en konkurrence-fordel, men for systemet som helhed betyder det, at en – mere eller mindre – konstant mængde arbejde skal forrente en større og større mængde maskiner.

Kapitalisten måler sin profit i forhold til sin samlede investering, men får kun profit ud af den del, der stammer fra investeringen i arbejdskraft. For systemet som helhed betyder det, at profitraten falder over tid.

Der er modvirkende faktorer i det regnskab – fx gør mere effektive maskiner produktionen billigere. Men det ændrer ikke ved, at profitraten falder over tid. Det kan man fx overbevise sig om ved at kigge på, hvor stor en andel af et lands eller verdens produktion der går til løn i forhold til den del der går til fast kapital. Lønandelen falder.

Profitratens tendens til fald er en indbygget lovmæssighed i kapitalismen, efterhånden som den ældes.

At profitraten falder, betyder ikke, at der ikke stadig er de cykliske udsving, som vi startede med. Men de cykliske kriser vil svinge om et stadigt lavere profit-niveau. Dermed bliver de farligere for systemet.

Kan de løse krisen?

For den enkelte kapitalist er “løsningen“ at sætte lønnen ned eller få folk til at arbejde mere for den samme pris. Men for systemet som helhed skærper det kun krisen.

Hverken de cykliske kriser eller profitrate-krisen kan “løses“ i økonomisk forstand. De er indbygget i kapitalismen.

De cykliske kriser kan afdæmpes med fx statslig intervention, som Keynes påviste i 1930erne. Hvis staten skaber øget forbrug, når efterspørgslen er lav, og dæmper forbruget, når den er høj, kan nogle af virkningerne afbødes.

Uanset om vi taler lønnedgang, inflation, erhvervstilskud, så er facit det samme: Arbejderklassen skal betale for deres krise.

Men der er en endnu mere brutal måde at “løse“ krisen på, nemlig ved at smadre en del af den ophobede kapital. Hvis den samlede mængde kapital falder, så er der mindre, som den samme mængde arbejdskraft skal forrente – og profitraten kan reetableres på et højere niveau.

Det sker fx i de cykliske kriser, når nogle går fallit. For en tid hjælper det de andre kapitalister. Langt mere omfattende sker det samme i moderne krige (fx 2. verdenskrig).

Men gevinsterne er kun midlertidige. Og som kapitalismen ældes og nu består af enorme kapital-koncentrationer, er der en øget fare for, at fallit for nogle få af disse kæmpestore selskaber trækker større dele af økonomien med ned.

Omkostningerne ved kapitalistisk krise er menneskeligt set katastrofale – uanset om det sker i krig eller “blot“ ved en krise som fx den, der i 1997-98 ramte bl.a. Sydøstasien, Rusland og Latinamerika.

Det er det egentlige problem ved kapitalistisk økonomi: Selv når den kører godt, kan den ikke dække blot de mest fundamentale behov for hovedparten af klodens befolkning.

Når den kommer i krise, betyder det øget risiko for økonomisk og socialt sammenbrud og krig – uden at de bagvedliggende økonomiske problemer bliver løst.

Se også:
SAA 280: Krise-tema: Fra efterkrigs-boom til krise
SAA 280: Krise-tema: Krise og politik

Flere artikler fra nr. 280

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Økonomisk teori

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2176 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside