Socialistisk Arbejderavis
Nr. 280 – 3. juli 2008 – side 11
Krise-tema
Fra efterkrigs-boom til krise
Jørn Andersen
Den krise vi er på vej ind i handler om globale økonomiske “ubalancer“ – men også om over 30 års forfejlet krisepolitik.
Økonomer forklarer krisen med sammenbrud i det amerikanske boligmarked og en boble i den finansielle sektor. På samme måde som IT-boblen omkring årtusindskiftet er der tale om spekulation i opskruede og til dels fiktive værdier og et enormt forbrug for den rigeste tiendedel af den amerikanske befolkning.
Nogle økonomer går et skridt videre og peger på dybereliggende “ubalancer“. Siden den sidste krise i 2001 (som de fleste har glemt i skyggen af 11. september), har det amerikanske opsving i betydeligt omfang været finansieret af såvel privat som statslig gældsætning.
Den anden side af ubalancen er Kina – den anden store motor i opsvinget. Kina eksporterer en betydelig del af sin produktion til USA’s forbrug. Samtidig investerer Kina – ligesom en del olielande – en betydelig del af sine profitter i USA.
Det er ikke et problem i sig selv – hvis det altså betød investering i fremtidig profitskabelse.
Men arbejderklassen kan ikke købe alle de varer den producerer, da lønnen i mange år er blevet holdt nede – af hensyn til profitterne. New York Times fortæller, at mens reallønnen for arbejdere i den private sektor steg 40 pct. fra 1947 til 1974, så er den siden da faldet med 5 pct.
Ubalancen mellem stigende produktion og manglende købekraft er de seneste år blevet løst ved at låne ud til amerikanske forbrugere.
Som svar på 2001-krisen sænkede man renten og skatterne for de rige. Sammen med et voksende militærbudget trak det USA ud af krisen – men skabte samtidig de problemer, der nu viser sig med fuld styrke.
Finanskrise
Bag dette ligger mere alvorlige problemer – profitrate-problemer. Allerede i 2006 meddelte Wal-Mart (supermarkedskæde, verdens største selskab), at deres profitter var faldet, og andre giganter som bilfabrikkerne Ford og General Motors var i store problemer.
Når der ikke kan hentes profitter i produktion, har banker m.v. lånt ud i massivt omfang til folk, der kun kan betale, hvis opsvinget fortsætter.
Mange af dem er nu blevet fyret, tvunget på deltid eller gået ned i løn – og herefter sendt på tvangsauktion.
I finanssektoren har det skabt frygt for, om det var sikkert at låne ud til hinanden – selv kæmpe-store banker er allerede gået fallit eller blevet opkøbt af andre.
Så på den ene side er der prikket hul på finans-boblen, på den anden side virker dette tilbage på resten af økonomien, når produktions-virksomheder har svært ved at få nødvendige lån til nye investeringer.
For lav profit
Det bagvedliggende problem er, at profitraterne er for lave. Trods reallønstilbagegang i 30 år er profitraten i USA kun på samme niveau som da verdenskrisen slog igennem i 1973-74.
Dengang var profitraterne faldet i 10 år, og da prisen på olie steg, udløste det en global verdenskrise – efter 25 års opsving.
Først forsøgte man at pumpe penge ud i økonomien (efter Keynesianske forskrifter). Snart hed det dog omfordeling fra løn til profit. I USA skabte det begrebet “working poor“ – arbejdere med ofte 2-3 jobs, men til så lav en løn, at de ikke kunne betale de mest basale leveomkostninger.
Det hævede profitraten op gennem 1980erne og 90erne, men langt fra til niveauet under det “lange boom“ fra ca. 1948-73.
Det er det grundlæggende problem, som magthaverne ikke har været i stand til at løse – eller kan løse.
USA-krise til verdenskrise?
Problemet for den herskende klasse er, at der i systemet både er tendenser til stagnation og inflation. Hvis de pumper flere penge ud i systemet, risikerer de øget inflation. Hvis de forsøger at bremse inflationen, risikerer de at bremse hele økonomien.
I øjeblikket forsøger de at balancere mellem de to. Men bobleøkonomien er i gang med at briste. I det øjeblik, det slår over i større tilbagegang i USA, vil det med det samme ramme resten af verden.
Kinas opsving er direkte afhængigt af eksport til det amerikanske marked. Sammen med USA er Kina én af motorerne i verdensøkonomien. Ikke kun resten af Sydøstasien, men også mange europæiske virksomheder har store investeringer i Kina.
Og når alle dem, der har lånt ud til den amerikanske boble, begynder at kunne se i vejviseren efter pengene, taler vi om et større, globalt finansielt sammenbrud. Allerede nu snakker mainstream-økonomer, fx IMF, om “det største finans-chok siden den store depression“ i 1930erne.
Hvordan, hvor hurtigt og i hvilket omfang krisen vil udvikle sig er endnu for tidligt at sige.
Én ting er dog sikkert: Vi er langt længere inde i den, end medierne fortæller os.
Se også:
SAA 280: Krise-tema: Krise-ABC for socialister
SAA 280: Krise-tema: Krise og politik
SAA 279: Største finanskrise siden 30erne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed