Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 282 – 2. oktober 2008 – side 7

Den værste krise siden 30‘erne

Systemfejl

Jørn Andersen

Når etiketten “den værste krise siden 30‘erne“ kommer fra så centrale spillere som Den Internationale Valutafond (IMF), USA’s tidligere nationalbank-direktør, Alan Greenspan, og redaktøren for Financial Times, så er der for alvor noget galt.

Men hvor galt står det til? Kan de løse krisen? Og hvad betyder det for venstrefløjen?

Et par billeder af krisen omfang

I starten af september blev cheferne for to af USA’s største selskaber kaldt til møde med finansministeren. Her fik de at vide, at de ville blive overtaget af staten. De kunne enten gøre det frivilligt eller blive tvunget. De to kreditforeninger, Fannie Mae og Freddie Mac, som tilsammen har halvdelen af USA’s boliglån (5.400 milliarder dollars!), valgte at blive overtaget frivilligt.

Dette fandt sted i nyliberalismens hjemland, USA. Væk var snakken om, at “staten ikke skal blande sig i økonomien“. På få uger har det nyliberale USA nationaliseret større værdier end nogen anden stat nogensinde.

Et andet billede: Bush’s regering har aftalt en “redningsplan“ til 700 milliarder dollars (dens skæbne er i skrivende stund uvis). Den vil koste hver eneste amerikaner, fra baby til olding, over 2.000 dollars. Det er mere end Irak-krigen (officielt) har kostet.

Og det er ikke kun USA. Kort før vores deadline er Den Europæiske Centralbank, ECB, i gang med en redningsplan på 900 milliarder kroner, mens Frankrigs præsident, ultra-nyliberalisten Sarkozy, ønsker et “topmøde for at lægge grundstenen for et nyt internationalt finanssystem“.

Krise: Forklaring

Det er nu almindelig kendt, at årsagen til krisen er, at banker og investeringsselskaber har lånt ud i et enormt omfang til højst usikre projekter – i forventning om, at væksten kun kunne gå opad. Og da de samtidig sikrede deres udlån hos andre banker m.v., betød det, at da boblen brast, så vidste ingen, hvilke lån de kunne regne med at få tilbage.

Da væksten begyndte at aftage, holdt disse banker og investeringsselskaber på få måneder op med at låne ud. Vi taler altså ikke om nogle få “uansvarlige“ spekulanter. Alle har været involveret i jagten på hurtige profitter.

Hvad der tales mindre om er, at banker og investeringsselskaber blev tilskyndet til disse udlån af nyliberalistiske politikere og USA’s nationalbank, som sænkede renten for at få gang i den amerikanske økonomi efter dot.com-krisen i 2001.

Bag alt dette ligger altså en langt dybere og langsigtet krise: De seneste 35 år har den amerikanske (og europæiske) økonomi haft langt lavere profitrater end i de 25 år med opsving efter 2. verdenskrig (1948-73).

I stedet har især USA “kunstigt“ finansieret et opsving med lån fra bl.a. Kina, olielandene og internationale finansinstitutioner. USA er i dag verdens mest forgældede land.

Kan de løse krisen?

Oftest bliver sammenligningen med krisen i 30‘erne efterfulgt af forsikringer om, at så galt vil det ikke gå denne gang. Staterne vil nemlig sørge for, at den samme domino-effekt ikke vil gå i gang ved at redde konkurs-truede virksomheder.

Men hvor længe vil Kina og andre, som har kæmpebeløb til gode i USA, finde sig i, at deres gæld bliver mere og mere usikker?

Hvad sker der, hvis redningspakken på 700 milliarder dollars ikke virker?

Den amerikanske regering – og andre regeringer – er ikke almægtige “redningsmænd“. Verdens mest forgældede stat kan ikke pumpe penge ud i et globalt finansmarked i det uendelige.

Indtil videre har krisen udviklet sig noget langsommere end Wall Street-krakket i 1929. Men ingen ved hvor langt den nuværende krise vil udvikle sig.

Redningspakken på 700 milliarder (og de mindre pakker i EU-landene) vil først og fremmest smøre dem, der i forvejen har tjent milliarder på finanseventyret. Den vil ikke gøre økonomien mere “sund“.

Systemkrise

Langt det meste af “redningspakkerne“ vil blive betalt af arbejderklassen i både USA og Europa. Det betyder, at endnu flere vil gå fra hus og hjem. Endnu flere bliver tvunget til at begrænse deres forbrug. På “økonomi-sprog“ betyder det faldende efterspørgsel. Som igen betyder, at flere firmaer ikke kan sælge deres produkter.

Det er en af de grundlæggende modsætninger i systemet: Virksomhederne kan kun konkurrere, hvis de presser lønnen. Men faldende løn betyder faldende efterspørgsel. Virksomhederne vil så presse lønnen endnu mere – det er skruen uden ende.

Løntilbageholdenhed er ligesom at pisse i bukserne for at holde varmen. Det hjælper et kort øjeblik, men bagefter er problemerne endnu større.

Så længe vi accepterer, at markedet skal styre produktionen, så findes der ingen permanente løsninger – kriser er indbygget i kapitalismen, som allerede Marx påviste for over 150 år siden.

Krise for nyliberalismen

Krisen er ikke kun en økonomisk krise. Det er også en ideologisk krise for nyliberalismen – den altdominerende ideologi blandt borgerlige politikere og medier siden slutningen af 1970‘erne, og siden starten af 1990‘erne også for langt de fleste socialdemokrater.

Nu er tonen anderledes: “Det liberalistiske nonsens om, at det hele nok skal gå godt, bare det offentlige blander sig uden om, vil efter de seneste ugers forløb ikke kunne tages alvorligt i mange årtier frem,“ skrev Thøger Seidenfaden i Politikens leder den 22. september.

Nyliberalismens krise betyder ikke, at magthaverne vil opgive markedet. Tværtimod, alle deres “løsninger“ handler om at ‘få markedet til at fungere’ – ved at lade os andre betale.
Derimod betyder den, at langt flere arbejdere og fattige verden over begynder at søge efter alternativer.

Men hvilke? Det er ikke en given ting, at det betyder fremgang for venstrefløjen – nogle vil søge svar på højrefløjen. Det stiller venstrefløjen over for langt større udfordringer end vi har oplevet i mange år.

Løsninger

SF og Socialdemokratiet vil løse kapitalismens og nyliberalismens krise. Det er at spille fallit på forhånd. Vi er nødt til at starte et helt andet sted. Den første, grundlæggende præmis er, at:

1. Krisen er en systemkrise
Vi får ikke en egentlig løsning på krisen, medmindre vi afskaffer kapitalismen. Det betyder at bringe økonomien under demokratisk kontrol. Det betyder socialisme.

Globalt er der ressourcer nok til, at alle kan få mad nok, en god bolig, et sikkert sundhedssystem, en god uddannelse osv. Men det kræver et fundamentalt opgør med markedet.

Vi skal med andre ord kæmpe ideologisk imod marked og nyliberalisme og for en vision om et solidarisk, socialistisk samfund. Men vi skal også kæmpe om løsninger her og nu.

2. Det er deres krise – vi skal ikke betale
Virksomheder og politikere vil forsøge at få almindelige arbejdere, studerende og pensionister til at betale. Men det er skruen uden ende – og ingen løsning.

Derfor skal vi sige Nej til “redningspakker“, som kun fungerer som gavebod for de rige. Vi skal sige nej til længere arbejdstid, lavere løn og højere pensionsalder. Tværtimod skal vi slås for at sikre solidarisk velfærd for alle.

Derimod skal vi kræve nationalisering af nyttige virksomheder under arbejderkontrol. Vi skal sige Ja til Frank Aaens forslag om en offentlig bank og non-profit realkredit.

3. Solidariske løsninger kræver kamp.
Krisen betyder, at modsætningen mellem en lille, privilegeret elite af magthavere og det enorme flertal af befolkningen bliver bøjet i neon. Magthaverne vil kæmpe med næb og kløer for deres løsninger.

Det stiller arbejderklassen over for et valg. Enten at acceptere – og betale for – deres løsninger. Eller at kæmpe for solidariske og socialistiske løsninger.

Fagtoppen og højrefløjen i fagbevægelsen vil søge kompromis og små indrømmelser. Venstrefløjens opgave er at argumentere for organisering fra neden til forsvar for arbejdspladser og velfærd.

Kampen er grundlæggende set en klassekamp. Hvilken social klasse i samfundet kan tvinge sin løsning igennem på bekostning af den anden? Og som Engels pegede på for mange år siden, foregår klassekampen altid på flere planer.

Hvis venstrefløjen forstår at kombinere den politiske, økonomiske og ideologiske kamp, så har vi chancen for at vinde. Hvis ikke, risikerer vi at folk søger alternativer på højrefløjen. Fra 30‘erne ved vi, hvad det kan føre til.

Heldigvis kommer krisen på et tidspunkt, hvor selvtilliden i arbejderklassen – især i Europa – er på vej opad. Men det kræver en stærkere socialistisk organisering at omsætte denne selvtillid til offensiv kamp.

Se også:
SAA 282: Deres krise – Vi skal ikke betale
SAA 282: Nationaliser bankerne
SAA 282: Økonomi for Antikapitalister: Finanslov for spekulanter
SAA 282: Nyliberalismens krise

Flere artikler fra nr. 282

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Øk. kriser: 2000-

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 3101 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside