Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 297 – 30. april 2010 – side 9

Hvem er den herskende klasse?

Jakob Nerup

I nutidens samfund er de to største klasser defineret ud fra deres position i kapitalismens produktionsproces: hvem udnyttes, og hvem udnytter.

De to hovedklasser er borgerskabet – som er den klasse, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne og det arbejde, arbejderne producerer. De køber arbejdskraft, maskiner, bygninger, råstoffer etc. Den anden er arbejderklassen – som er tvunget til at sælge sin arbejdskraft til arbejdsgiverne, og dermed mister kontrollen over sit arbejde.

Marx og Engels beskrev, hvordan borgerskabet, som startede som en revolutionær klasse, efterhånden blev en bremseklods for udviklingen, og hvordan det alene var arbejderklassen, der var i stand til at sikre udviklingen til gavn for hele menneskeheden. Marx skrev:

“Borgerskabet har spillet en højst revolutionær rolle i historien. Først borgerskabet har vist, hvad menneskeligt arbejde kan frembringe.“

Kapitalismen er den første produktionsmåde, som i perioder har været i stand til at afskaffe sult, nød og sygdom.

Men han tager samtidig fat i kapitalismens uhyrligheder:
“Det moderne samfund ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem.“

Det, han hentyder til, er, at kapitalismen har sine egne love, som mennesket ikke kan styre. Det er de kriser, “som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid“ – nemlig overproduktionskriser.

Konkurrencen tvinger dem til at producere mere, end de kan afsætte – de kan ikke løse dem med deres snak, om at vi skal producere os ud af kriserne. Det betyder blot, at de næste kriser bliver dybere. Borgerskabet er ganske enkelt ikke egnet til at være herskende klasse.

Rig på alt

I Danmark udstiller og praler de rige hverken med deres rigdom eller magt, undtagen ved særlige lejligheder. Ofte nævner medierne ikke de rige som en klasse med umådelig magt og rigdom, men foregøgler billedet af, at i Danmark er vi alle relativt lige. Det er kun i udlandet at de “rigtige“ kapitalister findes.

Men der findes en stinkende rig overklasse – også i Danmark.

De rige er rige i enhver betydning: de tjener godt, de kan vælge og vrage i dagligdagen uden smålig skelen til pengepungen, og de har en fuldstændig social sikkerhed.

De har magt: de sidder enten direkte på beslutningerne, eller også foregår samfundets beslutninger efter hensynet til ejendom, profit og markedet, hvilket er i deres interesse. Og de kan være rimeligt sikre på at videregive privilegierne til deres børn. Kernen i denne gruppe er de, som ejer, og de, som kontrollerer kapital i stor målestok. Det drejer sig højst om 1 pct. af den voksne befolkning.

Rigdom er selvfølgelig relativt, men hvis vi går ud fra, at et ubekymret liv i luksus kræver et fast arbejde med høj løn og pension, formue i fast ejendom og værdipapirer, så er det få mennesker.
Den rigeste tiendedel svarer til 330.000 personer (befolkningen 20-66 år).

Inden for denne gruppe er udsvingene også meget store. Kun 35.000 personer, ca. 1 pct., tjener mere end 500.000 før skat, og kun 2000 personer mere end en million.

Det er som regel husstandsindkomsten, som bringer de fleste op i den rige tiendedel, fordi de højtlønnede bor sammen (kun 24.500 familier har en husstandsindkomst på mere end 750.000 årligt eller 62.500 pr. md.). Samtidig skal man huske på, at med en høj løn følger en god pension og ofte en del frynsegoder som fri bil, telefon, pc’er, repræsentation, ferier osv.

De riges magt

Bag den demokratiske facade kontrollerer den herskende klasse samfundet. Først og fremmest gennem kontrollen med kapitalen, men også gennem direkte og indirekte kontrol med staten.

En lille gruppe kontrollerer de største og mest centrale dele af kapitalen i Danmark. De 200 største virksomheder, som indbefatter samtlige dominerende virksomheder inden for industri, handel og service, omsatte for 714 mia. kr. i 1994 ud af en samlet omsætning på 1693 mia. kr. for private virksomheder.

Myten om Danmark som de små og mellemstore virksomheders paradis, hvor enhver kan komme til fadet med lidt iværksætterånd, må hermed punkteres. Graden af kapitalkoncentration er tiltagende, og det bliver stadig færre mennesker, som reelt styrer priser og udviklingen i de enkelte brancher.

De 15 største banker, forsikringsselskaber, kreditforeninger og pensionsfonde sidder på 90 pct. af alle kapitalstrømme og ejer hovedparten af obligationerne. Lægger vi hertil de centrale embedsmænd og direktører i store offentlige virksomheder, så har vi kernen i den herskende klasse.

Disse folk sidder ikke blot i deres virksomhed, men er gensidigt repræsenteret i hinandens bestyrelser, og kan således beherske den danske økonomi.

Magtens netværk

Den herskende klasse udøver ikke magten alene gennem direktør- og bestyrelsesposter. Der eksisterer en række formelle og uformelle grupper, som er de tværgående magtcentre.

De mest synlige magtcentre er arbejdsgivernes organisationer, DA, Dansk Industri og Finansrådet m.fl. De er de enkelte kapitalgruppers talerør og direkte modspiller til arbejderklassen organisationer. De fungerer også som en intern ideologisk indpisker og sørger for en formel hierarkisk opdeling af de enkelte kapitalområder.

Mere usynlig er de uformelle grupper og loger.

Traditionelt har logevæsenet været af stor betydning, hvor hvert fag har haft sin loge, og en række større loger har fungeret på tværs. Gennem de seneste år har den herskende klasse især benyttet sig af VirksomhedsLeder-grupper (VL-grupper), som er fri for logernes ritualer og hierarki.

Disse for offentligheden lukkede grupper er selvstændige, og de optager kun “ligeværdige“ medlemmer. I dag er det nok her den stærkeste koncentration af de vigtigste personer i erhvervskredse, medier, justitsvæsen, offentlige institutioner og politikere befinder sig.

Kontrol med statsapparatet


Den herskende klasse udøver ikke blot en indirekte indflydelse på staten og lovgivningen. De er medlemmer af Det konservative Folkeparti og det liberale Venstre, men har overladt den politiske scene til professionelle typer, så deres indflydelse ikke syner af for meget.
Folketingets beslutninger er også direkte påvirket af kapitalen.

Mest kendt er naturligvis Mærsk McKinney Møllers direkte linie til regeringen med vetoret og krav på fastholdelse af særregler såsom gratis udnyttelse af undergrunden og fritagelse for regnskabspligt. For de centrale dele af kapitalen gælder indflydelsen gennem lobbyvirksomhed og den direkte repræsentation, de altid har i samtlige kommissioner.

Kontrol med medierne

Almindelige menneskers mulighed for indsigt i magten går oftest gennem medierne.
De påstår selv, at de er uafhængige, men sandheden er, at de er direkte kontrolleret af kapitalen.
De store bladhuse Berlingske, Jyllandsposten og Politiken bekender sig alle til kapitalens partier, de kontrollerer alle de store dagblade og næsten samtlige lokalaviser. Ugebladenes giganter Gutenberghus og Aller ligger i holdninger langt til højre og sidder på størsteparten af markedet.

DR (TV og radio) og TV2 er bundet til den herskende klasse gennem direkte politisk kontrol. Men de fungerer på markedets vilkår og styrer mere og mere efter konkurrencen fra de udenlandske kommercielle tv-producenter.

De riges sociale netværk

Myten om Nørrebrodrengen, der blev milliardær, har meget lidt hold i virkeligheden.
Selv om medierne ofte bringer eksempler herpå, så er 9 ud af 10 i den herskende klasse indavl.

En række sociale funktioner sikrer dette.
De rige opdrager deres børn til at være individualister, ledere og acceptere uligheder som naturgivent. Denne ideologiske ballast sikres, fordi de rige samler sig i ghettoer, som f.eks. Gentofte Kommune og Rungsted Kyst. De omgås som regel kun andre rige, hvorved børnene opfatter deres rigdom som naturligt, fordi det er det eneste, de er fortrolige med.

De sociale skævheder i uddannelsessystemet er lige så store i dag som i 30‘erne. 75 pct. af de riges børn får en videregående uddannelse, mens 15 pct. fra arbejderklassen får en.

Herefter skal de starte en erhvervsmæssig karriere. De indbyrdes sociale forbindelser spiller her en afgørende rolle, fordi de sikrer de rige unge de rigtige jobs i de rigtige firmaer. Som en naturlig følge af et liv med andre fra den herskende klasse, så gifter de sig med hinanden, hvormed ringen er sluttet og kan begynde forfra.

Denne artikel er et redigeret uddrag af pjecen “Danmark – et klassesamfund“ (1999) af Jakob Nerup. Kan købes på www.modstand.org

Se også:
SAA 297: Findes der stadig arbejdere i Danmark
SAA 297: Kapitalismens ’svage led’ er arbejderklassen
SAA 297: Klassekamp og klassebevidsthed

Flere artikler fra nr. 297

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Arbejderklassen

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2238 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside