Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 297 – 30. april 2010 – side 10

Kapitalismens ’svage led’ er arbejderklassen

Hans Erik Madsen

Enhver nok så lille strejke gi’r glimtvis en forklaring på, hvorfor arbejderklassen er central. Og i det øjeblik arbejderklassen sætter samfundet i stå gennem massestrejker er vi tæt på en simpel, men fundamental forklaring: den herskende klasses afgørende svaghed er, at den er dybt afhængig af arbejderklassens hænder og hjerner. Det er arbejderne der skaber værdierne i samfundet, og det er arbejderne, der er de mange.

Den herskende klasse er til trods for sin store rigdom og magt ikke almægtig, men dybt afhængig af arbejderklassen.

Uden arbejdskraften, hvad enten den er fysisk eller mental, ligger samfundet øde. Uden arbejderne står fabrikkerne stille, kraftværker går i stå, der er ingen undervisning, aviser udkommer ikke.

Denne afhængighed af arbejderklassen er kapitalisternes store svaghed.

Det opdagede Marx allerede i Paris i 1844, og denne indsigt er lige så vigtig i dag, som på Marx’ tid. Mange siger ganske vist, at arbejderklassen er ved at forsvinde.

Men udviklingen siden Marx har ikke mindsket kapitalens afhængighed af arbejdskraft. Kapitalismen og produktionen har ændret sig, og dermed har arbejderklassen også ændret sammensætning.

Kapitalen er i dag lige så afhængig af arbejdskraften som for 166 år siden. Og modsat dengang er arbejderklassen i dag den største klasse globalt.

Marx pointerede også, at der findes en modsætning mellem kapitalen og arbejderklassen, som ikke kan løses indenfor kapitalismens rammer.

Modsætningen består i, at kapitalen vil have mest muligt arbejde for så få kroner som muligt, mens arbejderne vil nøjagtigt det modsatte.

Dette er en konflikt, som rejser sig hver eneste dag mellem arbejdere og kapitalen. Overklassen kan ved en kombination af betaling, overtalelse og tvang regulere konflikten, men aldrig slippe af med den.

I denne permanente konflikt så Marx kilden til et socialt oprør, som kunne erobre magten fra kapitalen. Og igen og igen har Marx iagttagelse vist sig at holde stik: Historien er ’en klassekampens historie’, med ’traditioner for antikapitalisme’, dvs. den historiske logik, at kapitalismen som system med udbytning, undertrykkelse og krise har ’skabt’ sin egen modstander: arbejderklassen, dens organisationer, bevægelser og sociale kampe og krav.

Ydermere pegede Marx på, at kapitalen ikke blot skaber arbejderklassen, den er også med til at forene arbejderne.

Med udviklingen fra små virksomheder til fabriksproduktion har kapitalen koncentreret store grupper af arbejdere. Men dermed forøger kapitalen risikoen for, at arbejderne bliver bevidste om deres fælles interesser og slutter sig sammen.

Men Marx’ vigtigste pointe i at pege på arbejderklassen som drivkraft i kampen for socialisme var, at en arbejderrevolution ikke blot ville bringe arbejderklassen til magten, den ville transformere hele samfundet.

Han pegede på, at i alle tidligere revolutioner var en ny klasse kommet til magten for at omforme samfundet efter dets egne interesser.

I de borgerlige revolutioner havde borgerskabet ganske vidst gjort sig til talsmænd for hele ‘folket’ og for universelle værdier om frihed og lighed. Men som en klasse, der byggede sin rigdom på privat ejendomsret og kontrol over produktionsmidlerne, så var det klart, at det kapitalistiske samfund ikke ville afskaffe klassedelingen, men blot omforme den.

Arbejderklassen kan derimod kun erobre magten ved at ophæve den private ejendomsret. Når vi taler om kontrollen over produktionsmidlerne, så har arbejderne ingen private interesser at varetage.

Arbejderklassen har i modsætning til kapitalisterne ingen klasse under sig, som den skal leve af. Derfor vil et samfund, hvor arbejderne har magten, være et samfund, hvor det er de samme mennesker, der både kontrollerer og udfører produktionen.

Arbejderklassens centrale våben i kampen for at forandre verden er strejken.

Igennem strejker på masseplan vil arbejderne opleve hvilket magtpotentiale de har når de kæmper. De vil opleve, at de selv kan drive og styre samfundet til det store flertals bedste – dem selv og andre undertrykte og udbyttede.

Strejkeorganiseringen vil danne arbejderklassens ramme for organiseringen af morgendagens statsform. I den mest udviklede form viser historien siden Petrograd Sovjetten i 1905, at der er tale om arbejderråd, som direkte repræsenterer de mennesker, som producerer varer og tjenesteydelser i samfundet.

Arbejderråd er centrale i kampen for at erstatte kapitalismen med et socialistisk samfund, fordi arbejderne gennem rådene kan beslutte at stoppe produktionen – eller sætte den i gang for deres egne mål.

Men arbejderrådene er også det nye samfunds byggesten, som arbejderne kan bruge til at kontrollere produktionen og samfundet som helhed efter deres egne behov. Rådene er samtidig en mere demokratisk styreform end det parlamentariske demokrati, fordi de forener den politiske og økonomiske magt.

Derfor vil en arbejderrevolution være begyndelsen til at ophæve al klassedeling. Og det var derfor, at Marx i arbejderklassens kamp så ikke blot midlet til arbejdernes egen frigørelse, men til hele menneskehedens.

Se også:
SAA 297: Findes der stadig arbejdere i Danmark
SAA 297: Hvem er den herskende klasse?
SAA 297: Klassekamp og klassebevidsthed

Flere artikler fra nr. 297

Flere numre fra 2010

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1644 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside