Socialistisk Arbejderavis

Nr. 307 – 7. marts 2011 – side 8

Libyske revolutionære udtaler

”Vestens krigsmaskine vil ikke hjælpe os med at vinde”

Simon Assaf + Ken Olende

Intervention vil styrke oberst Gaddafi.

”Vi er imod enhver udenlandsk intervention eller militær intervention i vores interne anliggender,” sagde Abdel-Hafidh Ghoga i Libyens næststørste by Benghazi 27. februar.

”Denne revolution vil blive gjort færdig af vort folk, når resten af det libyske område er befriet.”

Han talte på et pressemøde, hvor han forklarede, hvordan det nationale revolutionsråd forsøger at koordinere de oprørske byer og administrere hverdagen.

Revolutionen ser ud til at være tæt på at besejre et diktatur, der indtil for nylig syntes umuligt at stoppe. Oberst Gaddafis 41-årige regime kontrollerer nu kun området omkring hovedstaden Tripoli.
Gaddafis reaktion har været brutal. Regimet har åbnet ild mod ubevæbnede demonstrationer med maskingeværer og raketter.

Det har brugt kampfly mod protester. Tusinder er døde i forsøget på at slå oprøret ned.

Vestlig indgriben ville være en katastrofe. Oprørerne har stadig initiativet, og de har brug for at beholde det.

Alle større byer, bortset fra hovedstaden, styres af revolutionære råd – fra Benghazi i øst til Misrata i i det vestlige Libyens industriområder. Disse råd vokser i styrke – på blot én dag i sidste uge af februar oprettede omkring otte byer disse råd og erklærede sig for revolutionen.

Alle observatører taler om rådenes effektivitet og energi og den afslappede stemning af ”frihed” i de områder, der er under deres kontrol.

I Benghazi taler de fattige om, hvordan de trods fødevareknaphed spiser bedre nu end før revolutionen. Mad og andre ydelser bliver organiseret efter behov.

Strategi

Mange fabrikker og centrale anlæg er under kontrol af deres arbejdere. Andre er kontrolleret af arbejdsgivere, som er sympatisk indstillet over for revolutionen eller endda aktivt støtter den.

De revolutionæres militære strategi har ikke været at tilkalde vestlige flyvevåben, men at overbevise de soldater, der er sendt ud for at knuse dem, om at skifte side.

Igen og igen har let bevæbnede eller ubevæbnede oprørere vundet værnepligtige over på deres side.

Det skete senest, da regimets styrker forsøgte at generobre nøglebyen Zawiya, 50 kilometer vest for hovedstaden, mandag den 28. februar.

De soldater, der var sendt ud for at angribe, skiftede side eller overgav sig og afleverede deres våben til de revolutionære.

Andre steder har militære styrker erklæret sig for revolutionen efter at have modtaget delegationer af studerende og ungdomsgrupper.

Vestlige indgriben leverer aldrig, hvad den lover.

Selv da FN i slutningen af februar drøftede situationen i Libyen, forsøgte amerikanske diplomater uden held at tilføje en opfordring om at bruge ”alle nødvendige midler til at beskytte civilbefolkningen og anlæg”. I FN-resolutioners sprogbrug er dette generelt en kode for militær aktion.

Med ”anlæg” mener de olie-anlæg. Men revolutionære kræfter kontrollerer i øjeblikket 80 pct. af landets oliefelter – de er ikke truet.

USA bruger den ”humanitære” frygt til at forsøge at få fat i disse vigtige anlæg.

Mange mennesker kan se, hvilken katastrofe britiske eller amerikanske soldater på gaderne i Tripoli ville være – men går stadig ind for indførelse af en flyveforbudszone eller sanktioner.

Dette vil vække minder hos folk over hele kloden. Det blev brugt mod Irak før invasionen i 2003. Flyveforbuddet etablerede den tankegang, at kun militær magt udefra kunne befri det irakiske folk. Og mere end en halv million irakiske børn, og mange flere voksne, døde under ti års sanktioner før invasionen.

De regeringer, der nu ønsker at gribe ind, er de samme, der med glæde har solgt Gaddafi de våben, han bruger til at angribe modstanden.

Vestlig indgriben af enhver art vil ikke hjælpe – i virkeligheden vil den være ødelæggende.

Det vil give Gaddafi chancen for igen at vinde støtte i Libyen ved at stille sig op som anti-imperialistisk.

Vi er nødt til at lade det libyske folk selv gennemføre deres egen revolution.

Oversat fra Socialist Worker (UK) 2241

Se også:
SAA 307: Chavez støtter Gaddafis regering
SAA 307: Gaddafis historie
SAA 307: Gaddafis søn læste i København
SAA 307: NATO, invasioner, frihed og fred
SAA 307: 12 grunde til at gå imod luftangreb: Nej til intervention i Libyen! Sejr til de arabiske revolutioner!
SAA 307: Hvordan Vesten afpressede den libyske revolution