Socialistisk Arbejderavis
Nr. 307 – 7. marts 2011 – side 9
Gaddafis historie
Peter Iversen
Muammar Gaddafi har regeret Libyen i mere end 40 år. Han tog magten helt tilbage i 1969 ved et militærkup imod den daværende libyske konge.
Gaddafis styre har været en sær blanding af arabisk nationalisme og islam parret med benhård undertrykkelse af al indenlands opposition. Men samtidig har det også været indpakket i revolutionær retorik og ind imellem udfald mod vestlig imperialisme.
Libyens olierigdomme har gjort det muligt for Gaddafi at gøre sin familie styrtende rig og købe sig til fred med udenlandske magter.
Selvom Gaddafi i perioder blev betragtet med afsky, og som den økonomiske støtte bag terroraktioner verden over, gjorde olien, at Vesten alligevel var rede til at indgå handler med ham. Amerikanske præsidenter har lejlighedsvis afskyet Gaddafi. Ronald Reagan kaldte ham for en ”gal hund”, og forsøgte endda at dræbe ham ved et flyangreb mod Tripoli i 1986.
Lockerbie, en skotsk landsby, blev i 1986 ramt af en stor tragedie. Et Pan Am passagerfly på vej fra Frankfurt mod New York styrtede ned i landsbyen som følge af, at en bombe eksploderede ombord. 259 passagerer og besætningsmedlemmer styrtede i døden, og 11 indbyggere i Lockerbie blev også dræbt. Sporene pegede mod Libyen. Storbritannien krævede længe to libyske statsborgere udleveret, mistænkt som dem, der skulle have placeret bomben i flyet.
Gaddafi ønskede at gøre forretninger, men Lockerbie-tragedien stod i vejen. I 1999 gik han med til, at de to mistænkte libyer blev udleveret til retsforfølgelse. Den ene blev frikendt, den anden dømt. Senere indvilgede Libyen i at betale 2,7 milliarder $ i erstatning til de efterladtes familier. I 2008 blev den dømte libyer af humanitære grunde løsladt, men det har senere vist sig, at det snarere var for at pleje British Petrols interesser i olieudvinding i Libyen.
Den tidligere britiske premierminister, Tony Blair, blev en af de første vestlige ledere i årtier, der aktivt prøvede at opbygge et godt forhold til Gaddafi. Tony Blair besøgte marts 2004 Gaddafi i hans telt i ørkenen udenfor Tripoli. Gaddafi gik fra at være udskud til at være en, vestlige statsledere gerne ville være venner med.
Ikke mindst den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, har opbygget et nært forhold til Gaddafi på grundlag af omfattende forretningsforbindelser. Libyen og Gaddafi er en af hovedaktionærerne i bilfabrikken Fiat, i Italiens største olieselskab Eni, har store interesser i italienske banker, og har også en pæn ejerandel af den italienske fodboldklub Juventus.
Gaddafi har smykket sit styre med radikal retorik omhandlende folkemagt og folkekomiteer. Formelt set har han ikke nogen styrende post i Libyen, hverken som præsident eller premierminister. Alligevel styrer han landet med hård hånd. Al opposition bliver forfulgt. Libyske diplomater har flere gange været involveret i likvideringer af libyske statsborgere i udlandet, der er modstandere af Gaddafi.
Og så har han også brugt oliepengene til at købe de forskellige klanledere i Libyen for sig.
I det oprør mod Gaddafi, der nu er i gang, er der flere tidligere fremtrædende personer i hans styre, det være sig ministre og generaler, der ønsker at tilslutte sig oprørerne. Tilliden til dem bør ikke være stor. De har lige så meget blod på deres hænder som Gadaffi.
Vesten står på spring til at intervenere. Dels er der interesserne i olien, og dels er der frygten for, at Europa bliver oversvømmet af flygtninge fra Nordafrika.
En intervention vil ikke være til gavn for libyerne. En intervention vil mest af alt være for at sikre de vestlige interesser frem for at understøtte det folkelige oprør.
Det folkelige oprør har befriet flere af de store byer, fået soldater til at smide uniformen eller militære enheder til helt at skifte side og slået store revner i den herskende libyske klasse. En intervention vil også have det formål at indkapsle den arabiske revolution, før arbejderklassen i de arabiske storbyer vinder for mange sejre.
Se også:
SAA 307: Chavez støtter Gaddafis regering
SAA 307: Libyske revolutionære udtaler: ”Vestens krigsmaskine vil ikke hjælpe os med at vinde”
SAA 307: Gaddafis søn læste i København
SAA 307: NATO, invasioner, frihed og fred
SAA 307: 12 grunde til at gå imod luftangreb: Nej til intervention i Libyen! Sejr til de arabiske revolutioner!
SAA 307: Hvordan Vesten afpressede den libyske revolution
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed