Socialistisk Arbejderavis

Nr. 307 – 25. marts 2011 (Kun online)

Hvordan Vesten afpressede den libyske revolution

Simon Assaf

Vestens militære angreb på Muammar Gaddafi er blevet hilst velkommen af millioner af mennesker, som er forfærdede over hans grusomheder mod det libyske folk. Denne krig bliver solgt som en ”humanitær intervention” med strenge garantier for, at der ikke vil komme nogen landinvasion.

Argumenterne for denne intervention er meget stærke og har stiltiende støtte fra organisationer som Hizbollah i Libanon, der har været og fortsat er mål for vestlig imperialisme. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Gaddafi er dybt forhadt blandt de arabiske befolkninger, og at han er en grusom despot.

Hans angreb på civile, luftbombardementer af demonstrationer, masse-arrestationer og henrettelser har sat folk i en desperat situation. Opstanden, der begyndte 17. februar, fandt sted under de mest vanskelige vilkår, og tapperheden og opofrelsen for revolutionen er stadig en inspiration for alle.

Vi får at vide, at USA og dets allierede er blevet trukket ind i denne krig mod deres vilje. Men Vesten er ikke uskyldig, og heller ikke upartisk. Dens interesser er ikke den libyske revolutions, men sigter på at garantere en række aftaler, som Gaddafi har indgået med Vesten.

Det er ironisk, at blandt de tunge våben, der blev ødelagt af vestlige krigsfly uden for Benghazi, var kanoner, som regimet havde fået leveret fra USA. Eller at Gaddafis luftvåben for nylig blev ombygget af Frankrig. Eller at briterne forsynede hans sikkerhedsstyrker med våben for omkring 65 mia. dollars, herunder udstyr til at styre menneskemængder (crowd control).

Vestens Nej

Vesten har fra starten gjort det vanskeligt for revolutionen at vinde på sine egne betingelser. Libyens nationale overgangsråd (TNC), det organ, der voksede ud af revolutionen, stillede en række enkle krav i opstandens første dage. Vestlige regeringer nægtede at acceptere disse, indtil visse ”garantier” var på plads.

Oprørerne bad om anerkendelse af det nationale overgangsråd, de krævede adgang til de milliarder af regimets midler, der var blevet beslaglagt, for at kunne købe våben og andre vigtige forsyninger, og de krævede et øjeblikkeligt stop for de ”lejesoldat-fly”, der gav regimet dets fodfolk.

Svaret, de fik, var et utvetydigt Nej. Vesten erklærede, at de ikke anerkendte ”regeringer”, kun lande. De nægtede at blokere lejesoldat-flyene, eftersom disse ”private sikkerhedsstyrker” spiller en vigtig rolle i andre konflikter – som fx Irak og Afghanistan. De modsatte sig ethvert våbensalg, da de frygtede, at disse kunne falde i hænderne på ”islamistiske terrorister”, og de nægtede at frigive midler af ”juridiske årsager”.

Vestens betingelser

I stedet stillede Vesten en række betingelser for revolutionen. De forlangte, at enhver fremtidig libysk regering skulle overholde alle de kontrakter, der var underskrevet af Gaddafi-regimet. Disse kontrakter, herunder ”generøse” olie-koncessioner, skulle overholdes til punkt og prikke. Vesten krævede, at den strenge undertrykkelse af ”islamistiske bevægelser” skulle fastholdes, og at Libyen skulle opretholde sin rolle som vogter over migration af afrikanere ind i det sydlige Europa.

FN har gjort det til en betingelse for interventionen, at en ”ægte våbenhvile” fra regimet skulle bringe krigen til ophør. Dette ville i realiteten bane vej for en opdeling af landet – hvor det vestlige Libyen var under kontrol af det gamle regime og den østlige del var afhængigt af fremmede magter.

Afpresning

I realiteten har Vesten afpresset revolutionen. TNC blev tvunget til at pantsætte sin fremtid for at sikre sin overlevelse. Man kan ikke andet end undre sig over, hvorfor oprørerne en måned inde i opstanden stadig kun har få våben og mangler beskyttelsesudstyr og effektive anti-tank-våben. At oprørerne, selv om de kontrollerer vigtige havne, stadig tigger om ammunition og andre afgørende forsyninger.

Der er et andet vigtigt princip. At ”humanitær intervention” har en farlig forhistorie, som har ført til andre katastrofale krige. Argumentet for humanitær intervention, der blev opbygget under Balkan-krigene i 1990’erne, blev et dække for invasionerne af Afghanistan og Irak. Disse katastrofer udstillede denne tros-sætning som en løgn. Nu bliver den solgt igen i en ny indpakning.

Imperialismens hykleri og dobbeltmoral behøver vi ikke skære ud i pap. I dagene op til FN-resolutionen og affyringen af krydsermissiler nedskød Yemens regent (en vigtig allieret for Vesten) demokrati-demonstranter. Saudi Arabien og andre Golf-stater invaderende Bahrain for voldeligt at undertrykke demokratibevægelsen dér. Og Israel satte endnu en gang sine krigsfly til at angribe Gaza.

Genvinde fodfæste

Vesten og dets allierede i Mellemøsten er blevet kastet ud i kaos af de enorme bevægelser for forandring, der fejer hen over regionen. Nu bruger de deres intervention i Libyen som et middel til at genvinde deres fodfæste og genopbygge deres troværdighed. Denne intervention er uden tvivl populær. Men interesserne hos dem, der gennemfører disse revolutioner, er ikke de samme som imperialismens eller de arabiske regimers.

Den libyske revolution er ikke tabt, men den er blevet tvunget til at indgå store kompromiser. Kravene om frihed, om at gøre en ende på fattigdom, undertrykkelse og ydmygelse brænder stadig kraftigt. De bevægelser, der fejer hen over regionen, står over for blodig undertrykkelse, og vinder vigtige sejre. Det virkelige håb for Libyen lå i udviklingen af disse revolutioner, især dem i Egypten og Tunesien.

Da de britiske tropper gik ind i det sydlige Irak i 2003, blev de budt velkommen af irakiske shiamuslimer, som i lang tid havde været undertrykt. Men de havde også et budskab til de udenlandske tropper: ”Glem ikke at tage hjem.”

24. marts 2011

Simon Assaf er libanesisk journalist, oprindeligt fra Beirut. Simon bor nu i London og er stiftende medlem af organisationen Tagammu Yasari.

Oversat fra:
http://yansoon.net/2011/03/24/how-western-powers-blackmailed-the-libyan-revolution/

Se også:
SAA 307: Chavez støtter Gaddafis regering
SAA 307: Libyske revolutionære udtaler: ”Vestens krigsmaskine vil ikke hjælpe os med at vinde”
SAA 307: Gaddafis historie
SAA 307: Gaddafis søn læste i København
SAA 307: Gaddafis søn læste i København
SAA 307: NATO, invasioner, frihed og fred
SAA 307: 12 grunde til at gå imod luftangreb: Nej til intervention i Libyen! Sejr til de arabiske revolutioner!