Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 317 – 13. februar 2012 – side 16

Bomben i Søllerødgade

Jørn Andersen

Mandag den 16. marts 1992, kl. 11.32 om formiddagen, sprang en kraftig brevbombe i Internationale Socialisters lokaler i Søllerødgade i København. Brevbomben dræbte medlem af Internationale Socialister, Henrik Christensen, og lokalerne blev totalt raseret ved eksplosionen.

De skyldige for mordet er endnu ikke blevet fundet, men der er ingen tvivl om, at morderne kommer fra det nazistiske miljø, der var i fremvækst i den periode.

Racistisk vold og ”pæn” racisme

Allerede i midten af 1980erne var racistisk vold i vækst. Angrebet på et flygtningecenter i Kalundborg i 1985 satte gang i en bølge af racistisk hetz mod flygtninge og indvandrere.

I 1987 chikanerede en gruppe ”grønjakker” indvandrerne ud af et boligkompleks i Studsgårdsgade på Østerbro i København og erklærede Studsgårdsgade for ”Hvid by”.

Men det var ”pæne” politikeres italesættelse af ”de fremmede” som et problem, der gjorde racismen til et politisk problem.

Broen mellem de ”pæne” politikeres racisme og de voldelige nazi-grupper var ”Den Danske Forening” (DDF), stiftet i 1986 med bl.a. de nu ”pæne” folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti, præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe, i spidsen.

DDF’s anti-demokratiske nationalisme blev udtrykt af Søren Krarup således i 1989: ”Hvis demokratiet i stedet for at styrke Danmark undergraver landets eksistens, må vi lige som vores fædre se virkeligheden i øjnene og turde sætte noget nyt i stedet.”

DDF’s formand, jura-professor Ole Hasselbalch, flirtede åbenlyst med fysisk vold. I et papir med titlen ”Hvorfor skrive?” skrev han bl.a.: ”Hvis man ikke vil se landet gjort til ruin, ja, så er man henvist til med fysiske midler at hindre, at ødelæggelsespolitikken føres ud i livet.”

I de kommende år blev Den Danske Forening udklæknings-sted for nogle af de nazi-grupper, der i de følgende år forsøgte at få offentlig opmærksomhed.

Men det var begivenheder uden for den hjemlige andedam, der for alvor gav nazisterne selvtillid.

Murens fald og ”ny verdensorden”

Efter Berlin-murens fald og Østeuropas sammenbrud i 1989 lovede George Bush (den ældre) en ”ny verdensorden” med demokrati og fremgang for alle. Virkeligheden skulle dog snart vise sig helt anderledes.

Kort efter startede Bush den første angrebskrig mod Irak. Og i det Østtyskland, der samtidig blev ”overtaget” af Kohls Vesttyskland, var det arbejdsløshed, ikke velstand, der bød mange østtyskere velkommen.

Samtidig gik kapitalismen globalt ind i sin tredje kriseperiode på under 20 år. Som i dag var politikernes svar offentlige nedskæringer – og jagt på syndebukke.

Venstrefløjen var svækket. Dels fordi dele af den så stalinismens sammenbrud som et nederlag. Men især fordi den ikke havde svar, da krisen satte ind. I stedet for at argumentere for kamp og modstand fra neden kom der især parlamentariske svar.

Nazistisk valgsucces

I dette politiske klima – økonomisk krise, ideologisk opbrud, manglende tro på politikerne, udsigt til arbejdsløshed – fik nazister og radikale racister fremgang over store dele af Europa.

Le Pen’s ”Front National” i Frankrig, Jörg Haiders ”Frihedsparti” i Østrig, ”Vlaams Blok” i Belgien og i Tyskland ”Republikanerne”, ”Deutche Volks Union” og ”Nationaldemokratiske Partei Deutschlands” – fik 10-15-20 pct. af stemmerne ved mange af valgene i 1991-92.

Overalt blev den parlamentariske succes fulgt op af vold mod flygtninge, indvandrere, venstrefløjen osv. I 1991 begik nazisterne i Tyskland 2074 ulovligheder rettet mod udlændinge. Deriblandt 325 tilfælde af brandstiftelse og 122 voldelige overfald.

Bomben mod Internationale Socialisters kontor og drabet på Henrik var endnu ét af dem.

Nazisternes kan stoppes

En vigtig erfaring fra 1990’erne er, at i en tid med politisk og økonomisk krise kan nazister få bredere opbakning.

Hvis ikke der er en stærk venstrefløj, der kan samle folk om solidariske og kollektive svar på krisen, skaber det rum for andre svar. Så kan nazisternes svar se lige så tilforladelige ud som politikernes snak om, at ”vi er alle i samme båd”.

Nazisterne skal stoppes mens de er små. Det var hvad der skete i Danmark mellem 1991 og 1995, hvor en enhedsfront af fagforeninger og venstrefløj organiserede protester hver gang nazister og organiserede racister forsøgte at komme ud i det offentlige rum.

Derfor har nazisterne i mange år har været forvist til deres egne små og lukkede miljøer.

I dag er krisen langt dybere end i 90’erne. Så nazister vil igen forsøge at stikke snuden frem.
Lad os bruge erfaringerne fra dengang til at stoppe dem mens de er små – og samtidig bruge mobiliseringerne som afsæt til at komme i offensiven mod den krisepolitik, der giver nazisterne grobund.

I forbindelse med 20-året for bombedrabet i Søllerødgade arrangeres en anti-nazistisk demonstration. Se mere på www.16marts.dk

Se også:
SAA 317: Alle antiracister til Århus 31. marts
SAA 317: Hvordan bekæmper vi nazismen?

Flere artikler fra nr. 317

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
Bomben i Søllerødgade

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 3044 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside