Socialistisk Arbejderavis
Nr. 331 – 27. august 2013 (Kun online)
Udtalelse fra IS
Enhedslisten og kampen mod krisepolitikken
IS/U
Nedenstående udtalelse blev vedtaget på Internationale Socialisters landsmøde 24. august 2013.
Enhedslisten og kampen mod krisepolitikken
1. De knapt 2 år med SRSF-regeringen har været kendetegnet ved de hårdeste angreb på arbejdere, arbejdsløse, studerende, syge, kontanthjælpsmodtagere osv. i mange år.
Sammen med skattelettelser til de rige og erhvervslivet samt nedskæringerne i den offentlige sektor betyder det, at vi er på vej ind i et endnu mere ulige samfund end hidtil. Titusinder flere vil i disse år bevæge sig fra relativ tryghed til at være socialt udsatte. Antallet af egentligt fattige vil stige. Velfærdsstaten er under afvikling.
Men regeringens angreb-politik rammer ikke kun folk uden for arbejdsmarkedet. Det egentlige formål med dens politik er at øget presset på dem, der er i arbejde. På såvel offentlige som private arbejdspladser øges presset på løn- og arbejdsforhold. Mange bøjer nakken af frygt for at stå forrest i køen, når der skal uddeles fyresedler.
2. Dette står i skarp kontrast til de forventninger, folk havde, da de 15. september 2011 stemte for at slippe af med 10 års Fogh-Løkke-regering. Skuffelsen udtrykker sig i meningsmålinger. Men den udtrykker sig langt mere i den blanding af foragt, vrede og afmagt, man møder i hverdagen, hver gang talen nærmer sig politik.
Fagtoppen havde også forventninger. Efter 10 år ude i kulden forventede de at skulle sidde med ved bordet, når de politiske hovedlinjer skulle forhandles. Ved treparts-forhandlingerne i 2012 viste de sig, bortset fra FOA og Dennis Kristensen, villige til at sælge 2 helligdage for at få lov til at sidde med. Men da tillidsfolk og menige fagforeningsmedlemmer sagde Nej til den pris, var regeringens svar klart: Så har vi ikke brug for jer.
Siden da har fagtoppen været lammet. Selv om det er klart, at regeringen er fagbevægelsens fjende nr. 1, er der ingen planer om aktioner. Selv da regeringen gik til frontal-angreb på lærerne, lod såvel deres egen ledelse som den øvrige fagbevægelse dem i stikken: Lærerne led et forudsigeligt, men helt unødvendigt nederlag.
3. Enhedslisten har på den ene side nærmest fordoblet sin opbakning i meningsmålingerne i forhold til det i forvejen flotte valgresultat, så 4-500.000 vælgere nu siger, at de vil stemme på den yderste parlamentariske venstrefløj. Den succes udtrykker, at en betydelig del af vælgerne nu ser en stemme på EL, frem for S og SF, som den bedste chance for forandring.
Men samtidig er Enhedslistens projekt om at “trække regeringen til venstre” slået fuldstændigt fejl. EL har ganske vist fået nogle mindre indrømmelser, når regeringen havde brug for et “venstre-cover”. Men prisen har været uhyggeligt høj.
Det tydeligste, men langt fra eneste, eksempel er finanslovsforliget i 2012, hvor EL mod at få en blødere indfasning af dagpenge-reglerne hjalp regeringen til at lægge dagpengesagen død. Oveni dette måtte EL stemme for den strammeste finanslov i årtier; en finanslov, som vil betyde fyring af tusinder af offentligt ansatte.
Årsagen til, at projektet med at “trække regeringen til venstre” er slået fejl, er, at EL har set projektet som et rent parlamentarisk projekt. Det siger sig selv, at når resten af folketinget er enigt om, at arbejderklassen skal betale for krisen, så kan 12 mandater ikke rykke ret meget ved den virkelighed.
Ikke en eneste gang har EL appelleret uden for den parlamentariske scene til den halve million vælgere (og de mange i S og SF, som er enige) om selv at handle – fx med demonstrationer, strejker osv. I stedet har EL sagt til arbejderklassen: “Det er hvad vi kunne blive enige med SRSF om. Det var desværre alt, hvad vore 12 mandater kunne række til.”
4. Enhedslistens ensidige parlamentariske fokusering placerer EL sammen med andre venstre-reformistiske partier i Europa.
Fra Rifondazione Comunista i Italien i 2005 til bl.a. Die Linke i Tyskland, SYRIZA i Grækenland og Melenchons Venstrefront i Frankrig i dag ser vi millioner placere håbet om en bedre fremtid hos venstre-reformistiske partier. Selv om den slags partier kan give håb, så viser erfaringen, at håbene meget hurtigt kan blive til skuffelse, når de parlamentarisk overfokuserede partier ikke er i stand til at indfri dem.
Partierne får opbakning, fordi de både udtrykker sig markant til venstre for den herskende politik, men samtidig formidler illusionen om, at politik afgøres i parlamentet. Illusionen “glemmer”, at kapitalen har en enorm udenoms-parlamentarisk magt. Arbejderklassens eneste mulighed for at bryde denne magt er at opbygge en udenoms-parlamentarisk modmagt i form af strejker, demonstrationer, besættelser osv.
Prisen for at “glemme” denne enkle kendsgerning kan blive endog meget høj: Rifondazione Comunista var inden 2005 en ledende kraft på den udenoms-parlamentariske venstrefløj i Europa med 100.000 medlemmer. Efter blot 3 år i Romano Prodis nyliberale regering mistede Rifondazione alle sine pladser i det italienske parlament og næsten hele sin troværdighed blandt partimedlemmer og vælgere.
EL er ikke i regering, men ELs manglende evne til at “presse regeringen til venstre” hænger entydigt sammen med den ensidige parlamentariske fokusering og fraværet af udenoms-parlamentarisk appel.
5. ELs ensidige parlamentariske fokusering har indtil videre opbakning blandt flertallet af ELs medlemmer og vælgere – den ser jo ud som en succes. Og der er klare tegn på, at ELs ledelse på årsmødet i 2014 vil søge at følge succesen op med “strategiske nyorienteringer”, bl.a. omkring principprogrammet.
Formålet er at gøre EL bedre i stand til at slå ind i det parlamentariske tomrum, som især SF’s næsten-sammenbrud efterlader.
Det vil vi naturligvis kæmpe imod. En yderligere drejning mod parlamentarisk politik kan kun trække EL til højre. Vi har ikke brug for et nyt SF.
6. Heldigvis er opbakningen i EL til “nyorienteringen” og den ensidige parlamentariske fokusering ikke total. Det er opmuntrende, at ELs venstrefløj nu begynder at diskutere sammen om en anden kurs.
Det er vigtigt for at stå stærkere i den interne diskussion i EL. Men det er især vigtigt for at begynde at løse den opgave, som EL har svigtet: At blive en organiserende kraft for den udenomsparlamentariske modstand.
7. Uanset kritikken så er EL for hovedparten af befolkningen lig med den yderste, parlamentariske venstrefløj. Vi ser ikke i en overskuelig fremtid noget parlamentarisk alternativ til EL. Og vi vil fortsat opfordre alle til at melde sig ind i EL og deltage i kampen om “morgendagens venstrefløj”.
Det er en stor fordel for den udenoms-parlamentariske kamp, at der i det mindste er ét parti i folketinget, der siger fra over for nedskæringspolitikken og den nyliberalistiske konsensus – også selv om det ofte er inkonsekvent, og selv om det kun er på den parlamentariske scene.
Det gør det lettere for andre at rejse spørgsmålet: Hvordan gør vi modstanden aktiv?
At gøre modstanden aktiv er en forudsætning for at vi kan begynde at vinde. Derfor vil Internationale Socialister bruge alle muligheder for at opbygge netværk i og uden for EL, som kan skubbe på og tage initiativer i den udenoms-parlamentariske kamp.
8. Endelig: Krisen er en systemkrise i kapitalismen. Det er en dybeste krise siden 1930’erne. Krisens og kapitalismens brutalitet viser behovet for at vælte kapitalismen gennem en international socialistisk arbejderrevolution.
Men krisen har også udløst revolutioner i Tunesien og Egypten og modstand blandt millioner i andre dele af verden.
Hvis revolutionerne og modstanden skal vinde, er det nødvendigt med en langt stærkere organisering af revolutionære socialister i arbejderklassen. Internationale Socialister ønsker at samle så mange som muligt, i og uden for Enhedslisten, om dette perspektiv.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed