Socialistisk Arbejderavis
Nr. 331 – 22. august 2013 – side 12
Reform, revolution, arbejderklasse og parti
Jørn Andersen
Hvordan stopper vi regeringens angreb? Eller: Hvordan stopper vi den nyliberalistiske krisepolitik? For den vil fortsætte under den næste regering, og den næste ... Eller mere generelt: Hvordan skaber vi mere gennemgribende forandringer?
Umiddelbart lyder det som om, det er to forskellige ting. Hvad har det at stoppe et meget konkret dagpengeangreb at gøre med, hvordan vi får et mere solidarisk samfund – eller hvordan vi afskaffer kapitalismen? Faktisk en hel del.
I dag, under kapitalismens dybeste krise, er det i praksis umuligt at vinde selv begrænsede forbedringer uden et mere generelt skift i det politiske billede.
Fx er der i folketinget 163 mandater, der støtter regeringens angreb på arbejderklassen og de fattige. Kun Enhedslistens 12 mandater er imod. Selv om holdningen i befolkningen er betydeligt anderledes, så viser meningsmålinger, at partier, der støtter angrebene, vil få mindst 150 mandater ved næste valg.
Med andre ord: Forbedringer af SU, dagpenge, kontanthjælp, lærernes arbejdstid osv. forudsætter et generelt politisk skift. En fagforening eller en uddannelsesorganisation, der alene fokuserer på “sit eget” område, er dømt til at tabe.
Vi kan kun ændre det generelle politiske billede i fællesskab – på tværs af fag, køn, alder, hudfarve, nationalitet osv. Spørgsmålet er hvordan?
Hvor er magten?
På venstrefløjen er der to principielt forskellige svar på det spørgsmål: Det parlamentariske svar og det udenoms-parlamentariske svar.
Det parlamentariske svar tager udgangspunkt i politik, som de fleste opfatter det. Det er noget politikerne tager sig af. Det foregår på Christiansborg. Folketinget er det højeste udtryk for folkets demokratiske vilje.
Venstrefløjens styrke kan måles i den opbakning, den får ved folketingsvalg. Når venstrefløjens visioner ved et folketingsvalg har opbakning fra et flertal i befolkningen, kan mere grundlæggende samfundsforandringer påbegyndes. Indtil da kan man kun håbe på at opnå småforbedringer sammen med tilfældige flertal.
Det udenoms-parlamentariske svar tager udgangspunkt i, at den reelle magt i samfundet findes uden for folketinget – hos dem, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne, dvs. økonomien.
Denne lille elite er velorganiseret og har en enorm udenoms-parlamentarisk magt. Den kontrollerer de væsentligste dele af statsapparatet – politi, militær og flertallet af ledende embedsmænd osv. Den ejer typisk langt de fleste medier. Den lever af – og for – at tjene på vores arbejde.
Men elitens magt afhænger af, at folk anerkender den – eller i det mindste anerkender, at der ikke er noget alternativ. Oftest er denne opbakning passiv – bortset fra en stemme hvert 4. år. Så længe det er tilfældet, kan den magthavende elite også regne med i hovedsagen at få valgt de politikere, som de kaster deres reklamekroner efter.
Venstrefløjens opgave er derfor at bygge en udenoms-parlamentarisk modstand, der kan udfordre kapitalens udenoms-parlamentariske magt.
Det indebærer en langt mere aktiv involvering – en stemme hvert 4. år er langt fra nok. Demonstrationer og protester er ofte de første skridt. Strejker og besættelser er langt mere magtfulde aktiviteter – specielt når de koordineres for fælles krav.
Kamp eller forhandling?
Der er mange hvis’er og men’er til denne korte forklaring. Fx anerkender den parlamentarisk orienterede del af venstrefløjen også demonstrationer og strejker. Men kun som en ekstra hjælp – den “rigtige” politik foregår i folketinget.
Ligeledes afviser “udenoms-parlamentarikerne” ikke at stille op til valg – men kun for at få en ekstra talerstol til at støtte en aktiv bevægelse udenfor.
Alligevel er det ikke svært at se, at det har klare konsekvenser, om man vælger det ene eller det andet udgangspunkt.
Den parlamentariske strategi løber hurtigt ind i det problem, at selv når de repræsenterer et klart flertal i befolkningen – som fx i dagpenge-sagen, hvor 80 % ville bevare dagpengeretten – så er de ude af stand til at omsætte denne opbakning til parlamentarisk magt. Enhedslisten havde stadig kun 12 mandater.
Til gengæld har den udenoms-parlamentariske strategi det problem, at den forudsætter, at langt flere er aktive. Så længe folk ikke tror på, at det nytter at demonstrere eller strejke, så er denne strategi lige så magtesløs som den parlamentariske – medmindre den forsøger at mobilisere flere til aktiv modstand.
Den parlamentariske strategi begrænser sig til forhandlinger med magthavernes repræsentanter om små forbedringer og tvivlsomme kompromisser. Den udenoms-parlamentariske satser på at involvere det store flertal i aktiv kamp for egne vilkår.
Arbejderklassen
Valget af strategi har også betydning for, hvem man primært henvender sig til. Et parlamentarisk parti henvender sig til alle vælgere – uanset hvilken social sammenhæng, de i øvrigt indgår i.
For “udenoms-parlamentarikerne” er arbejderklassen den vigtigste kraft for forandring.
Arbejderklassen er for det første det store flertal. Men kapitalisterne er også direkte afhængige af arbejderklassen – den producerer deres profit. Det giver arbejderklassen en enorm samfundsmæssig magt – hvis den er organiseret.
Hvis større dele af arbejderklassen nægter at producere tjener kapitalisterne ingen profit – og så kan de pludselig blive meget medgørlige. Og hvis arbejderklassen overtager kontorer, fabrikker og institutioner, kan den meget enkelt begynde at producere for sig selv og for samfundet som helhed – uden det kapitalistiske profit-system.
Endelig er arbejderklassen også en kollektiv klasse. Tusinder af DSB-arbejdere kan ikke dele DSB op individuelt mellem sig. De er nødt til, selv under kapitalismen, at arbejde kollektivt. Det samme gælder for langt de fleste andre arbejdere – fra pædagoger, lærere og sygeplejersker til IT-arbejdere, arbejdere i supermarkeder og kontoransatte.
Når arbejderklassen kaster kapitalismens konkurrence- og profit-mekanismer på historiens mødding, kan den begynde at præge hele samfundet med sin måde at organisere samfundet på.
Det er det, vi kalder socialisme.
Det betyder selvfølgelig ikke, at studerende, pensionister og arbejdsløse ikke spiller en rolle i kampen for socialisme – eller i den konkrete kamp mod krisepolitikken. Men arbejderklassen er helt afgørende i den kamp – fordi den udgør flertallet, fordi den er kollektiv, og fordi den producerer profit.
Valgparti eller kampparti?
Endelig har valget af strategi betydning for hvilken type af politisk parti, man skal organisere.
Vælger man en parlamentarisk strategi, så bygger man et parti som de 7-8 andre. Ønsker man et mere demokratisk samfund, bygger man også et mere demokratisk af slagsen. Men grundlæggende bygger man et parti for at få stemmer – et valgparti.
Hvis folks, og især arbejderes, egen kollektive aktivitet er nøglen til forandring, så er der behov for en anden type af parti. Arbejderklassens styrke – i dagskampen og i kampen for et socialistisk samfund – afhænger af organisering. Derfor bygger man et kampparti.
Et parlamentarisk orienteret parti satser på at bruge den eksisterende stat i forhandlinger om forandring. Den vil derfor styrke staten over for befolkningen.
Et udenoms-parlamentarisk kampparti satser på at smadre det eksisterende statsapparat og erstatte det med arbejderklassens og andre gruppers koordinerede selv-organisering.
Over for kapitalens angreb – i dag og på sigt – er venstrefløjens parlamentariske mandater magtesløse. Kun ved at bygge en langt stærkere udenoms-parlamentarisk aktivitet blandt arbejdere, studerende osv. har vi en chance for at stoppe dem. Det er udfordringen for Enhedslistens venstrefløj.
Se også:
SAA 331: Udtalelse fra IS: Enhedslisten og kampen mod krisepolitikken
SAA 331: Opbygning af IS: Ideer lever ikke uden organisation
SAA 331: Interview: Hvor skal Enhedslisten hen?
SAA 331: EL bør reducere pladserne i Folketinget til den rene talerstol og fokusere alle kræfter på det udenoms-parlamentariske
SAA 331: Enhedslisten – bredere, mere åben og mere politisk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed