Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 332 – 1. oktober 2013 – side 8

Stop det nazistiske Danskernes Parti ved kommunalvalget!

Christine Kyndi

Vi kan stoppe Danskernes Parti (DP), men det er nødvendigt med en aktiv kampagne mod deres opstilling til kommunal- og regionsrådsvalg. Der er flere initiativer på vej.

Nazister i jakkesæt

Da en stor del af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelses top brød ud og stiftede DP, var det ikke fordi, de havde ændret politisk holdning. Det skete ud fra taktiske overvejelser om hvordan, man kunne tiltrække flere til nazistisk politik.

Her valgte udbryderne en strategi, der har virket for andre nazistiske partier rundt om i Europa: at pakke hagekorset og nazi-uniformen sammen, afdæmpe den nazistiske retorik og trække i jakkesæt.

At blive set som et “legitimt” parti på linie med alle andre partier. At udnytte vreden mod krisepolitikken og voksende arbejdsløshed. Det er hvad, DP håber på kan bryde med den isolation, danske nazister har befundet sig i længe.

Derfor har de også reageret med politianmeldelser mod Redox og SFIs rapporter, som afslører dem som nazister og kæder dem sammen med voldelige “gorillaer” og overfald på venstrefløjsaktivister.

For DP har opstillingen til kommunal- og regionsrådsvalg fra dag ét været en vigtig del af “pænheds”-strategien og en måde at præsentere sin politik for langt flere på.

Aktiv valgkamp

DPs kommunalvalgkamp betyder, at de (sikkert sammen med andre fascistiske grupper) vil være aktive med uddeling af løbesedler, prøve at få læserbreve og artikler i lokale aviser, blive inviteret til debatmøder osv.

I mange dele af København og Brøndby har DP (og Danmarks Nationale Front) desuden været ude og hænge klistermærker op.

DP er også blevet inviteret med til en række debatmøder på jyske uddannelsesinstitutioner (se hvor og hvornår på projektantifa.dk).

Ingen platform til nazisterne!

At deltage i debatmøder med andre partier er med til at legitimere DP, som ”Nationaldemokraten”, deres uofficielle netavis skriver efter en debat på Tørring Gymnasium:”Valgkampen er i gang og Danskernes Parti er med til debatmøder på lige fod med andre partier. [...] selv Enhedslisten vil debattere med partiet”.

Regionsrådskandidaten for Enhedslisten, der deltog i debatten, begrunder dette overfor modkraft.dk med, at vi skal gå i debat med DP og at det er demokraters pligt at argumentere mod anti-demokratiske holdninger.

Men DP er ikke som andre partier – formanden Daniel Carlsens hyldest til den fascistiske og voldelige gadekampsorganisation Gyldent Daggry viser tydeligt hvilken slags parti, DP vil opbygge.

Hvis Danskernes Parti bliver stærke nok, vil de – ligesom Gyldent Daggry i Grækenland – med vold undertrykke minoriteter, venstreorienterede og fagligt aktive. Derfor skal DP fratages muligheden for at organisere og ytre sig.

Enhedslisten boykotter nazister

Enhedslistens Landskontor har nu udsendt en mail hvori, der argumenteres for at få partierne til at boykotte DP til valgmøder, og at man skal uddele protestløbesedler på valgmøder, hvor de deltager.

Det er et vigtigt skridt. DP brugte nemlig Enhedslistens deltagelse i paneldebatten på Tørring Gymnasium til at forsøge at splitte antifascisterne og isolere dem, som siger ingen platform til nazister, som ekstremister.

Og forhåbentlig betyder det også, at Enhedslisten-kandidater vil være med til at opbygge modstanden mod DP.

Stop Danskernes Parti!

Siden deres opstart har valgkampagnen 2013 været en vigtig del af DPs forsøg på at bygge deres organisation større og stærkere. At give DP et nederlag nu vil derfor ramme dem hårdt.

DPs succes afhænger af, om det lykkes dem at fremstå som et ”normalt” parti, og om de kan blive en del af den politiske debat frem mod valget. Det er derfor dér, vi må slå til for at give dem et nederlag.

Vi skal sætte fokus på, at DP er et nazistisk parti. Og vi skal forhindre, at de får en stemme i debatten.

Hvis de bliver inviteret til vælgermøder, skal vi argumentere for, at de andre politikere boykotter at deltage – og endnu vigtigere: vi skal sørge for protester og løbeseddelsuddeling udenfor vælgermøderne. Vi skal forsøge at forhindre, at de får en stemme i lokalaviser.

Hvis DP afholder arrangementer, skal de blokeres. Vi skal fjerne deres propaganda fra bybilledet og erstatte det med antiracistiske materialer og info om, at DP er nazister.

DP prøver at kanalisere vreden over krisen over i racisme. Antiracismen er en vigtig del af kampen mod DP – vreden er reel nok, men den skal ikke rettes mod indvandrere og østarbejdere, men mod arbejdsgivere og politikere, som skaber arbejdsløshed og nedskæringer.

Racismefri by!

Det vigtigste er, at vi opbygger brede netværk, som kan gøre modstand mod DPs kampagne. De netværk skal opbygges i hvert lokalområde, hvor DP er aktive.

Hvis vi skal opbygge sådan nogle netværk, skal vi ikke lade os styre af nazisternes dagsorden og kun reagere på DPs aktiviteter. Vi skal også skabe vores egne aktiviteter at opbygge netværket omkring.

Racismefri By er et forsøg på at skabe sådan et netværk – vi vil deltage i blokader og protester mod DP. Men derudover vil vi arrangere vores egne antiracistiske aktiviteter.

Første aktion bliver på Amager, hvor vi vil fjerne nazisternes propaganda fra gadebilledet og sprede det antiracistiske budskab. Vi opfordrer til, at idéen bliver kopieret, så vi kan svække Danskernes Parti i by efter by, skole efter skole i hele landet.

FAKTA

Danskernes Parti stiller op til kommunalvalget i København, Brøndby, Sønderborg, Århus, Fredericia og Hjørring.

De stiller op til regionsrådsvalg i region Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og Hovedstaden.

Se også:
SAA 332: Kommunalvalg 2013: Danskernes Parti er et “moderne” nazistisk parti
SAA 332: Formanden for Danskernes Parti hylder voldelig nazi organisation
SAA 332: From Denmark to Greece – no nazis in the streets!
SAA 332: Modstand mod nazistisk valgkamp i Århus
SAA 332: Grækenland mellem fascistisk vold og antifascistisk modstand

Flere artikler fra nr. 332

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Christine Kyndi

Siden er vist 2564 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside