Socialistisk Arbejderavis
Nr. 343 – 25. februar 2015 – side 10
Venstreregeringer
Kan vi stemme os til magten?
Anders Bæk Simonsen
SYRIZA’s valgsejr og Podemos’ fremgang i Spanien rejser vigtige spørgsmål om venstrefløjens strategi: Kan vi stemme os til magten?
Eksempler på venstreregeringer i Europa er få og ligger et stykke tilbage tiden.
Men man kan nævne Labour-regeringen 1945-1951 i England, den spanske folkefrontsregering 1936-39, den franske folkefrontsregering i 1936 og – uden for Europa – Allendes regering 1970-1973 i Chile samt nuværende regeringer i Venezuela og Bolivia.
Hvad er en venstreregering?
Venstreregeringer er båret frem af et håb om, at der er et alternativ til den gældende orden.
Som den irske socialist John Molyneux skriver:
“Det er med andre ord ikke en pro-frit marked, pro-USA, pro-imperialistisk business-as-usual-regering med måske en lille bøjning i retning af moderat keynesianisme og velfærdsstaten. Det er åbenlyst heller ikke en regulær arbejdermagt med overtagelse af banker og store virksomheder under arbejderkontrol, som direkte går i gang med afskaffelsen af kapitalismen og overgangen til socialisme. Det er et eller andet sted midt imellem.”
Venstreregeringer ønsker, inden for kapitalismen, at gennemføre en række reformer, der regulerer kapitalismen og derfor støder sammen med kapitalens kerneinteresser, for at tilgodese arbejderklassen og de undertryktes levevilkår.
Arbejderklassen vil typisk forvente, at en sådan regering forsvarer dens interesser mod kapitalen. Og de vil forvente, at den enten er anti-imperialistisk, eller i det mindste ikke støtter op om krige eller imperialistisk rivalisering.
Lad os kigge på et par af eksemplerne.
Attlee-regeringen 1945–51
Attlees Labour-regering kom til magten ved et jordskredsvalg, hvor arbejdere efter 2. verdenskrigs rædsler stemte for mere dybtgående forandringer.
Regeringen leverede markante økonomiske og sociale reformer, der i høj grad hævede arbejderklassens levevilkår. De blev leveret uden særligt megen kamp.
Reformerne blev modvilligt accepteret af den herskende klasse. Dels fordi det økonomiske opsving efter krigen skabte plads til reformer. Dels fordi frygten for strejker osv. bestemt var til stede.
Men regeringen gjorde ikke op med det udemokratiske Overhus eller kongehuset.
Dens udenrigspolitik var dybt reaktionær: Den forsvarede landets egne kolonier og støttede andre kolonimagter. Den undertrykte katolikkerne i Nordirland, fremstillede atombomben og stod på USA’s side under den kolde krig.
Når arbejderklassens selv tog initiativer og påbegyndte strejker, brugte regeringen bøllemetoder. Strejkende minearbejdere, havnearbejdere og gasarbejdere blev udspioneret, forfulgt og dømt.
Regeringer satte militæret ind mod strejker ikke mindre end 18 gange under Attlees regering. To gange måtte regeringen kræve undtagelsestilstand.
Selv om regeringen nationaliserede mineselskaber, gas, kul, jernbaner, vand, jern- og stålindustrien samt Bank of England, tog den ikke et eneste skridt mod arbejderkontrol.
Selv om ejerskabet var på offentlige hænder, var der ingen arbejdermagt, ingen demokratisk styring af disse offentlige mega-koncerner af arbejderne selv. De forblev i den samme klasseposition som lønarbejdere uden kontrol over produktionsmidlerne.
Chile 1970-73
I 1970 vandt socialistpartiet med Salvador Allende i spidsen valget. Han dannede en folkefrontsregering med kommunistpartiet og nogle liberale partier.
Folkefrontspolitikken gennemførte sociale reformer og mindre nationaliseringer samt øgede de offentlige investeringer. Den udfordrede ikke statsapparatet eller militærets magt, men prøvede at få dem til at støtte regeringen eller blot forholde sig neutrale.
De første par år så folkefrontens politik ud til at virke. Økonomien voksede og arbejdernes levevilkår blev forbedret.
Men da Chile blev ramt af en krise i 1972, satte det regeringen på prøve.
Skulle man støtte op om massive protester, strejke og demonstrationer samt de koordinerings-netværk (cordones), som arbejderne organiserede på arbejdspladser og lokalt som modsvar på krisepolitikken?
Arbejderklassen krævede, at der skulle sættes skub på reformerne.
Samtidig begyndte kræfter i den herskende klasse at planlægge et militærkup. Der var to mislykkede kupforsøg mod Allende i 1973.
Alligevel ville Allende hellere stå på god fod med generalerne end bevæbne arbejderne.
Den 11. september 1973 gennemførte general Pinochet et militærkup med hjælp fra USA og dræbte over 30.000 mennesker inkl. Allende. Han var blevet indsat som hærchef af Allende en måned inden.
Strategi
Læren er, at overtagelsen af regeringskontorerne ikke i sig selv ikke sikrer, at man træder ind på den socialistiske sti, eller blot at der bliver ført progressiv politik.
Et parlamentarisk flertal og regeringsmagten er kun meget små demokratiske øer i et kæmpestort udemokratisk hav. Et hav, der består af magteliternes netværk, deres kontrol over økonomien, militæret og statens øverste embedsmænd.
Det er her, strategien om venstreregeringer viser sin svaghed.
Uden at bygge en politisk kamporganisation, der kan øge selvtilliden og aktiviteten i arbejderklassen, er man med til at svække den klasse, der har potentialet til at smadre kapitalismen.
Læs også
John Molyneux: Hvordan skal man forstå venstre-reformismen?
Se også:
SAA 343: Podemos: Fra gadens parlament til parlamentarisk ansvarlighed
SAA 343: SYRIZA og staten
SAA 343: SYRIZAs valg
SAA 343: Udtalelse fra SEK, Grækenland: Nej til aftalen – dette må ikke gennemføres!
SAA 343: Arbejderne til SYRIZA: “Giv ikke efter”
SAA 343: Manolis Glezos: Før det er for sent
SAA 343: Grækenland: Aftalen handler om mere end blot gæld
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe