Socialistisk Arbejderavis
Nr. 343 – 1. marts 2015 (Kun online)
Grækenland: Aftalen handler om mere end blot gæld
Alex Callinicos
Der var noget meget ejendommeligt ved den aftale, der med møje og besvær blev indgået mellem Grækenlands regering, ledet af det radikale venstreparti SYRIZA, og Eurogruppens finansministre.
De europæiske ledere er bange for, at ethvert tegn på succes for SYRIZA vil opmuntre andre – som fx Podemos i Spanien.
Podemos-demonstration 21. januar i Madrid. (Foto: Podemos)
Der er ikke noget mærkeligt ved langvarige forhandlinger, afbrudte møder og usikkerhed om udfaldet.
Men som regel forsøger parterne at præsentere den endelige aftale i tvetydige vendinger, så at alle kan sige, de har fået noget. Ianis Varoufakis, den græske finansminister, forsøgte at spinne aftalen på denne måde og talte om “konstruktiv flertydighed”.
Dette til trods for, at han var blevet tvunget til at søge om forlængelse af Grækenlands “redningspakke” under tilsyn af den forhadte trojka bestående af EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) – noget, han havde udelukket kun et par dage tidligere.
Men Varoufakis’ hovedmodstander, den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, gjorde det modsatte. Han forsøgte at gnide salt i SYRIZAs ydmygelse, efter at aftalen var afsluttet fredag i sidste uge. “Grækerne vil sikkert få svært ved at forklare aftalen til deres vælgere,” sagde han.
Så hvorfor har Tyskland lagt en så hård linje? Det er ikke på grund af pengene. Ingen tror for alvor, at Grækenland kan tilbagebetale sin 2.255.000.000.000 kr. store gæld. Det er derimod, hvad gælden gør muligt. Som akademikeren Slavoj Žižek udtrykte det: “Det egentlige mål” er “den ubegrænsede fortsættelse af gælden, der fastholder skyldneren i permanent afhængighed og underordning.”
En af Schäubles ledende embedsmænd fortalte til Financial Times: “Hvis vi går dybere ind i gælds-reduktions-debatten, vil der ikke komme flere reformer i Europa. Man vil feste af glæde i det franske præsidentpalads og sandsynligvis også i Rom, hvis vi går denne vej.”
Med andre ord, hvad Tyskland bekymrer sig om, er en fortsættelse af programmet for nyliberale reformer, der er blevet påtvunget Grækenland, Irland, Spanien og Portugal.
Forhandlinger
Tyskland og EU forsøger at generalisere disse gennem EU på grundlag af finanspagten fra marts 2012. “Reform” betyder i den sammenhæng nedskæringer og privatisering af offentlig service, underminering af arbejdernes kollektive forhandlingsposition og den slags.
Der ligger forskellige motiver bag denne fiksering på “reform”. Som vi har set i Storbritannien, har én af den herskende klasses reaktioner på krisen været at bruge den til at radikalisere nyliberalismen – ved at omstrukturere samfundene til at rodfæste dominansen af det “frie” marked, der fremskyndede krisen i første omgang.
Men der er også defensive motiver. I løbet af 2000’erne overvandt den tyske herskende klasse en lang periode med stagnation og genopbyggede sin eksport-økonomi ved at presse lønningerne.
De frygter, at denne model kan blive undermineret, hvis økonomier, der er blevet knust af krisen, bliver reddet af regeringsindgreb, der er økonomisk garanteret af EU.
Det er grunden til, at man bruger redningspakkerne til at generalisere den tyske model. I Sydeuropa, hvor konkurrencen kommer fra øst-asiatiske økonomier med meget lavere lønomkostninger, betyder det et brutalt pres på levestandarden.
SYRIZAs valgsejr udgør en dødelig trussel mod dette projekt. Hvis nedskæringerne blev forkastet i Grækenland, ville det give et enormt boost for Podemos, den nye radikale venstre-bevægelse i Spanien, og tilskynde til større modstand andre steder i Europa.
Så SYRIZA skal ikke kun slås – det skal ses, at SYRIZA er slået. Selvfølgelig har dets mange tilhængere haft travlt med at pege på lyspunkterne i fredagens aftale.
Der kan være manøvrerum for Varoufakis på listen over “reformer”, han skal forelægge eurogruppen til godkendelse. Og måske vil Grækenland få lov til at bruge lidt mere.
Lad os håbe det. Men Tyskland har et magtfuldt våben i de græske banker, som lækker penge. I sidste uge truede ECB med at afskære den støtte, der holder dem i live.
Financial Times citerede en “højtstående international bankmand”, der sagde: “De presser dem på alt, det er en del af et system til at kvæle dem, at få dem til at indse, at enden kommer, at indse, at det er tiden at komme ned på knæ.”
Dette er på ingen måde afslutningen af kampen. Men det må være slut med den illusion, at nedskæringer kan stoppes ved at forhandle med EU. Kun massekampe kan stoppe dem.
Oversat fra Socialist Worker (UK), nr. 2442, 24. feb. 2015
Se også:
SAA 343: Udtalelse fra SEK, Grækenland: Nej til aftalen – dette må ikke gennemføres!
SAA 343: Manolis Glezos: Før det er for sent
SAA 343: Arbejderne til SYRIZA: “Giv ikke efter”
SAA 343: SYRIZAs valg
SAA 343: SYRIZA og staten
SAA 343: Podemos: Fra gadens parlament til parlamentarisk ansvarlighed
SAA 343: Venstreregeringer: Kan vi stemme os til magten?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed